Kærlig omsorg: Du skal kunne dit kram

Pressefoto

Omkring 5.000 nye studerende begynder hvert år på pædagoguddannelsen. Men hvad er det, der skaber den gode pædagog? Og hvorfor bliver særligt nogle pædagoger børnenes yndlingsvoksne, mens andre må kæmpe mere med relationerne? 

Kan det, der skaber den gode pædagog, psykolog, lærer, børnelæge eller psykiater, læres? 

»Ja, langt hen ad vejen kan det,« siger psykolog Ulla Dyrløv, der netop har udgivet bogen ’Det professionelle kram’ – en sjældent letlæst og alligevel indholdsrig fagbog til de professionelle, der i Danmark arbejder med børn og unge. Herunder ikke mindst pædagoger.

»I vigtighedsrækkefølgen for børnene kommer forældrene selvfølgelig først, men dernæst er pædagoger og lærere de vigtigste voksne i børns og unges liv,« siger Ulla Dyrløv og tilføjer, at der med pladsen højt i hierarkiet følger et kæmpestort ansvar. 

»At man betyder så meget for børnenes ve og vel kan være enormt angstprovokerende. For eksempel når man som nyuddannet pædagog kommer ud i praksis, eller når man oplever, at et barn i mistrivsel er virkelig afhængigt af ens hjælp for at få bedre livsbetingelser. Så skal man for børnenes skyld altså kunne sit kram. Der er altid noget, som selv de dygtigste fagfolk kan blive bedre til,« siger Ulla Dyrløv, der har skrevet sin bog som en slags guide til både nyuddannede og garvede fagfolk.

En praktisk og anvendelig guide

Bogen indeholder rørende beretninger fra udsatte børn og unge, oplysende indlæg fra forskellige fagpersoner og en masse gode råd, der alt sammen skal gøre pædagoger og andre fagfolk praktisk klogere på deres fag og på, hvad de konkret kan gøre i mange forskellige situationer: Det kan være alt, fra når et lille barns forældre skal skilles, til når man ­første gang skal skrive en underretning. Bogen ­berører især arbejdet med udsatte børn.

»Mange bliver usikre og ved ikke præcis, hvordan de kan hjælpe – ofte fordi ingen har fortalt dem det. Jeg har oplevet at mangle en praktisk og anvendelig guide til, hvad man kan gøre,« siger Ulla Dyrløv, der efter 15 års erfaring som psykolog nu selv har skrevet bogen.

En lussing er ikke hensigtsmæssig

Med til bag­grunden for bogen hører også, at Ulla Dyrløv i sit arbejde ofte har mødt børn og unge, der er blevet direkte dårligt behandlet af de fagfolk, som egentlig skulle hjælpe dem.

Hun har hørt om pædagoger, der ikke er gået videre med information om seksuelle eller voldelige overgreb. Hun har fået at vide fra børn i sorg – for eksempel over en død far eller mor – at deres professionelle havde sagt til dem, at nu var der gået to år, så det kunne de da ikke længere græde over. Hun har overværet en skolelærer sige foran alle i klassen, at nu skulle de snakke om elevernes fremtid, og at ballademageren Ahmed godt kunne lukke ørerne, for han havde jo ingen fremtid.

Derfor var Ulla Dyrløvs bog i første omgang tænkt som en lussing til dårlige fagfolk. Hun ændrede dog strategi undervejs i projektet.

»En lussing er ikke hensigtsmæssig, hvis man vil have folk til at lytte,« siger Ulla Dyrløv, der i stedet tog fat i de mange eksempler på, hvordan dygtige fagfolk har gjort en kæmpe forskel for børn og unge og deres familier.

»Jeg har interviewet en masse fantastiske fagfolk og nogle børn og unge, som jeg selv har arbejdet med, for at give deres og mine egne bedste råd og erfaringer videre,« siger Ulla Dyrløv.

Vær ikke bange for at være menneske

Må man som professionel vise følelser? Må man give et kram? Og må man fortælle, hvis man selv har haft anoreksi? Det er nogle af de tvivlsspørgsmål, som Ulla Dyrløv er stødt på hos blandt andre pædagoger, og som bogen giver hendes svar på.

Fagpersoner, der arbejder med mennesker, skal ikke være bange for at være mennesker selv, mener Ulla Dyrløv. For på den måde kan de indgå i en ligeværdig relation, der gør det muligt for barnet at føle sig mødt og forstået og opleve at have en voksen, de tør betro sig til. 

I bogens afsluttende kapitel skriver Ulla Dyrløv blandt andet:

’Hvis vi fortæller et barn, at vi selv har haft det sådan engang, så er det nok ikke så u­normalt. Hvis vi underretter socialforvaltningen om seksuelle overgreb, så viser vi tydeligt, at det, der skete, virkelig ikke var i orden. Og når vi husker at spørge barnet om den afdøde forælder en gang imellem, så bliver det ulidelige savn lindret en smule. Når vi er empatiske, omsorgsfulde, opmærksomme, autentiske og menneskelige fagpersoner, har vi en rigtig god mulighed for at have lige netop det, der kan gøre hele forskellen’.

Forfatteren og psykologen gør op med gamle myter om, at man som professionel skal holde klinisk afstand til klienter og borgere, og fremhæver, at man som fagperson sagtens kan give et kram, vise oprigtig omsorg og være personlig uden at blive uprofessionel.

»Vores professionalitet ligger i at vide, præcis hvornår og hvordan vi kan bruge det personlige i vores arbejde, og jeg mener, at vi er professionelle, når vi er tydelige som mennesker og samtidig påtager os styringen og ansvaret for at hjælpe barnet eller den unge,« siger Ulla Dyrløv.

Hårfin grænse mellem det personlige og det private

At fagpersoner er personlige i relationen kan gavne barnets udvikling, mens det omvendt kan skade ikke at være det, mener psykologen.

Men man må dog aldrig blive privat. Grænsen mellem det personlige og det private kan være hårfin, men handler om, hvordan man bruger sine følelser i arbejdet.

»Barnet kan vise alle de følelser, det vil, og pædagogen må tage alverdens medfølelse og medmenneskelighed med ind i relationen, men aldrig sine egne, uafklarede følelser. Så vil de sårbare børn, antennebørnene, med det samme registrere, at den voksne er ked af det, og mange begynder at sørge for, at pædagogen har det godt. Kun de følelser, vi kan beskrive, mens vi ser os selv udefra i et slags helikopterperspektiv, hvor vi har fuld kontrol, kan vi bringe ind i et professionelt forhold,« siger Ulla Dyrløv.

Gå ydmygt og nysgerrigt til barnet

Hun pointerer også, at når man bruger sine egne eller andres historier i dialogen med barnet, skal hensigten altid være at få barnets historie og følelser frem i lyset.

»Det må ikke være for lige at fortælle, hvor god man selv var, eller hvor svært andre havde det. Fokus må altid være på barnet, man skal hjælpe,« siger Ulla Dyrløv, der mener, at fagfolk bør gå meget ydmygt og nysgerrigt til værks.

»Fagpersonen har alle mulige greb og er uddannet til at tale med barnet, men det er barnet, der er eksperten på sig selv, og her handler det om at lytte,« siger hun. 

Læs også artiklen 'Mere end 1000 ord: Børnepsykolog bruger tegninger i terapi' om illustrationerne til bogen.