Ulla Dyrløv: Præstationsræset får selv små børn til at bukke under

Spot mistrivslen

Nærvær og voksenkontakt er der ofte også for lidt af i skolen, hvor børnene udfordres af larm og overfyldte klasselokaler. Læreren kan knapt nå klassen rundt. Og i både frikvarteret og de alt for ringe normerede SFO’er, får konflikter lov at rase. 

De børn, der har sværest ved det sociale, vil naturligt trække sig eller reagere med tidlige tegn på stress og angst såsom ondt i maven, kvalme, søvnløshed og vrede. Over tid kan de udvikle psykologiske diagnoser. Man er ikke i tvivl om, at de her børn ikke magter at komme i skole, og vi må ikke tvinge dem, advarer Ulla Dyrløv, der møder børnene og deres fortvivlede forældre i sin praksis.

”Det her handler ikke om, at børnenes forældre bare skal være tydelige. De står med et barn i dyb mistrivsel og gør det rigtige ved at stille sig på deres barns side. Hvis en voksen fortalte om at være så belastet på sit arbejde, ville venner og familier med det samme sige: Gå til lægen, og bliv sygemeldt. Men børnene, som vi ellers plejer at behandle som mere sårbare end voksne, vil vi for alt i verden have i skole. Men børn skal også have ret til stress-sygemelding,” kræver Ulla Dyrløv.

Hun har er aktuel med en guide til forældre og fagprofessionelle om at spotte mistrivsel tidligt.

”Ofte opdager vi først mistrivslen, når barnet ikke kommer i skole. Og så presser systemet lige barn og forældre lidt mere med fraværsstatistikker og underretninger. Eller kommer med indsatser fra PPR og pakker i psykiatrien. Alt for tit glemmer man det helt enkle, nemlig at barnet først og fremmest har brug for ro og aflastning fra det skolemiljø, det ikke magter,” siger Ulla Dyrløv.

Martin blev kun 16 år

Mai Bakmand er mor til Martin, der i 2018 som kun 16-årig tog sit eget liv efter fem års kamp med angst og et svært skoleliv fra især 5.-9. klasse. 

En af de tanker, hun i dag sidder tilbage med, er, hvorfor hun ikke bare tog sønnen med tre måneder til USA eller et andet sted langt væk fra det skoleliv, der pressede både Martin og familien.

”Når man har et barn, der ikke trives og ikke møder op skolen, oplever man meget hurtigt, at ens barn bliver et fagligt projekt for en masse mennesker. De fagprofessionelle kommer med gode intentioner, men de har også indsatser og tjeklister med i tasken. Som barn og familie er det svært at følge med og sige fra,” fortæller Mai Bakmand, der ville ønske, at hun havde lyttet meget mere til sin umiddelbare lyst til bare at holde om og kramme sin søn.

”Man vil gerne samarbejde, og så sidder man til netværksmøder og nikker til indsatser, man ved ikke vil virke. Men det er måden at komme igennem sådan et møde på. Man føler sig mistænkeliggjort som forælder, og vi kom selv til at presse på for at få Martin til at præstere bare én skoletime mere. For så blev dem til møderne så glade. Jeg ville ønske, jeg kunne se det før, men som forælder er man også udmattet. I dag er mit budskab: Vi må ikke presse børnene, for de gør det så rigeligt selv. Martin blev kun 16 år, men i dag vil de fleste unge leve, til de fylder 100 år. De behøver ikke have så travlt med at nå alting tidligere og tidligere,” siger Mai Bakmand.

Foto: Mai Bakmand

En dreng med ondt i maven

Mai Bakmand udgav i januar en bog om tiden efter sønnens selvmord tilbage i 2018 og om sine egne refleksioner om unge, der som Martin føler sig presset af og finder det svært at passe ind i det samfund, vi byder dem.

”Jeg tror, at Martin kom til at se på sig selv, som en, der havde ondt i maven, og var et problem for mange. Og som forælder får man også sådan en oplevelse af, at de professionelle holder op med at synes, at mit barn er dejligt. Men for vores familie var Martin hele tiden vores gode dreng og bror med masser af humor og kvaliteter. Det har man brug for, at dem, der skal hjælpe ham, også kan se,” fortæller hun.

Se mennesket bag mistrivslen

De indsatser, hun oplevede virke godt for Martin, var dem, hvor de professionelle havde blik for, hvem han var som menneske, og kunne lide at bruge tid med ham. 

En psykologistuderende fra et projekt i ungdomsklubberne i Aarhus tog på stranden med Martin, spillede computer med ham på værelset og hentede ham i en periode om morgenen. Og en skolepædagog lavede aftaler med Martin, som gjorde det legalt for ham at trække sig fra undervisningen. Og han sørgede for, at Martin og en gruppe elever med samme behov kunne tage 9. klasses afgangseksamen i et klasselokale frem for i den store gymnastiksal.

”Det er indsatser, der bygger på en tillidsbærende relation, og som tager tid. Men tiden kommer mange gange igen, fordi man meget hurtigere ved, hvad der kan hjælpe barnet, når man har brugt tid på at lære det at kende,” siger Mai Bakmand.