Nye tal: Så mange er optaget på pædagoguddannelsen
Udsigterne for at mindske pædagogmanglen i de kommende år har fået endnu et knæk: Optaget på landets pædagoguddannelser tager et decideret dyk i år sammenlignet med sidste år. Det viser nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
3645 personer har natten til 26. juli fået besked om, at er blevet optaget på en af landets pædagoguddannelser. Det er 8 procent færre end i år 2023 og et fald på hele 31 procent siden år 2016 (se grafik nederst).
Kalder på handling: Kravene i jobbet er kun stigende
Det lave antal nye studerende, som efter sommerferien begynder på landets pædagoguddannelser, viser tydeligt behov for politisk handling, lyder det fra BUPL-formand Elisa Rimpler.
”Vi står med en faglighedskrise i institutionerne, hvor kun halvdelen af de ansatte i daginstitutionerne er pædagoger. Det går selvfølgelig hårdt ud over kvaliteten,” siger hun og understreger, at pædagogfaget kræver høj faglighed, og at kravene i jobbet kun er stigende:
”Flere børn og unge med særlige behov skal rummes på almenområdet, og flere børn og unge er i mistrivsel. Derfor er der hårdt brug for en ny, styrket pædagoguddannelse, som både er mere attraktiv for flere, og som klæder kommende pædagoger bedre på til de opgaver, der venter dem i praksis. Det kræver langt flere ressourcer, end uddannelsen har nu," siger Elisa Rimpler.
Læs også: Mangel på ressourcer til børn med særlige behov smadrer trivslen
Nye børnetal giver håb: Udvikling kan stadig vendes
Tidligere på sommeren viste tal fra Danmarks Statistik, at børnetallet ikke forventes at stige lige så meget som tidligere antaget. Det giver fornyet håb om, at det stadig er muligt at få gjort et indhug i pædagogmanglen i de kommende år, mener Elisa Rimpler:
”Tidligere så opgaven med at skaffe pædagoger nok fuldstændig sort ud. Men nu er der rent faktisk håb for, at vi kan få rettet op på den problematiske udvikling i daginstitutionerne og bragt pædagogandelen op på et fornuftigt niveau,” siger hun.
Kommende reform af uddannelsen skal give reelt løft
Regeringen ventes efter sommerferien at præsentere en reform af pædagogstudiet. Den reform bør indeholde en reel forbedring af uddannelsen, påpeger Elisa Rimpler.
"Jeg drømmer om en ny pædagoguddannelse gennemsyret af faglig stolthed, hvor pædagogik og kreative fag er omdrejningspunktet, og hvor de studerende får flere undervisningstimer og mere feedback. Det er det, der skal til for, at uddannelsen genvinder sin prestige, og flere unge får lyst til at kaste sig over vores spændende og meningsfulde profession," siger hun.
Rekrutteringskrisen løses dog ikke alene ved at investere i uddannelsen, understreger BUPL-formanden.
"Vi skal gøre det mere attraktivt både at blive og være pædagog. De vilkår, de unge kommer ud til efter endt uddannelse, skal være langt bedre. Det handler blandt andet om at sikre de rammer, der gør, at pædagoger har tid til at bruge deres faglighed," siger Elisa Rimpler.
Læs mere om BUPL’s visioner for en ny pædagoguddannelse her.