Løntjek gav 46.500 kroner: ”Den lønseddel var fed”
Forkert anciennitet. Manglende funktionstillæg. Pensionsprocenten.
”Er du i tvivl om noget på din lønseddel, så få det tjekket,” lyder opfordringen fra Susanne Sandager, der er skolepædagog på Bjørnehøjskolen i Gribskov Kommune, og selv har haft gavn af et løntjek.
Aktuelt i ugerne 46 og 47 gennemfører BUPL og andre organisationer under FH deres fælles, årlige løntjek-kampagne, men du kan hele året få et løntjek i din lokale BUPL fagforening.
For Susanne Sandager var det lidt af en overraskelse, at der i foråret viste sig en fejl i hendes løn.
”Jeg er selv tillidsrepræsentant og har mange gange tjekket lønsedler for kollegaer, hvor vi enten har fundet noget, eller der ikke var noget at komme efter. Så jeg kan godt gennemskue en lønseddel. Men alligevel var der for mig selv en fejl, jeg ikke havde set komme,” fortæller hun.
Lille flueben gjorde stor forskel
Fejlen på Susanne Sandagers lønseddel blev opdaget lidt tilfældigt, da hendes afdelingsleder skulle lønindplacere en nyansat med erfaringstillæg.
”Han bemærkede, at jeg fik mindre i erfaringstillæg end den nye og de andre med samme anciennitet som mig. Og det viste sig, at det var fordi et eller andet lille flueben ikke var blevet hakket af i systemet for mig, da vi over to år tidligere overgik til et nyt lønsystem,” fortæller Susanne Sandager.
Det lille flueben betød, at hun fra januar 2020 helt frem til fejlen blev opdaget i foråret 2022 havde fået 1.500 kroner for lidt i tillæg.
”Jeg er tillidsrepræsentant, så jeg sagde bare til min leder, at jeg nok selv skulle gå videre med det, men så havde jeg travlt, og jeg fik corona-virus for anden gang, og så var der sommerferie. Da jeg endelig fik talt med min kollega, der har med løn at gøre, havde jeg det sådan ’Aj, det er jo bare 1.500 kroner i to år, så det er ikke meget, jeg får ud af det efter skat. Men så sagde hun: ’Er du klar over, at det er 1.500 kroner om måneden, du har fået for lidt?’. Og så var det pludselig en stor forskel,” siger Susanne Sandager.
”Der kan være mange penge at komme efter.”
Susanne Sandager, skolepædagog og tillidsrepræsentant.
Fik længste lønseddel nogensinde
Med sin løn i september fik Susanne Sandager 46.500 kroner før skat i efterreguleringer for de 31 måneder, hun havde fået for lidt i erfaringstillæg. Og dertil kom knap 7.000 kroner i pension..
”Den lønseddel var fed. Beløbene blev kørt ud og ind, så det var den længste jeg nogensinde har fået – 12 sider lang,” fortæller Susanne Sandager, der fik 29.000 kroner ekstra udbetalt den måned.
Pengene er hun ikke helt afklaret med, hvad skal bruges på. Hun ville gerne på en eksotisk rejse, men inflation- og energikrise og hendes alder på 58 år får hende til at tænke mere fornuftigt.
”Det er lidt kedeligt, men jeg var over 32 år, før jeg som pædagog begyndte at få pension, så jeg har fået et pensionstjek og talt med PBU (Pædagogernes Pension) om at sætte alle pengene ind på min pensionsopsparing. Hvis jeg gør det, må bilen bare ikke bryde sammen dagen efter,” griner Susanne Sandager, der bor alene og står for husholdningsbudgettet selv.
”At tillægget var det forkerte beløb, havde jeg overhovedet ikke skænket en tanke.”
Susanne Sandager.
Fandt funktionstillægsfejl for kollegaer
På skolen ved kollegerne godt, at Susanne Sandager har fået en efterregulering, og hun har fejret det med dem ved at give en ordentlig omgang chokolade.
”Det giver god mening at tale åbent om det, så andre måske får et lille spark til selv at få kigget sin lønseddel efter i sømmene. Der kan være mange penge at komme efter,” siger tillidsrepræsentanten, der efter sit eget løntjek sammen med fællestillidsrepræsentanten også har opdaget, at en gruppe kollegaer får et tillæg, som i virkeligheden burde hedde noget andet.
”De får det samme beløb, som de ellers skulle have haft, men det er taget videre til HR-afdelingen i kommunen, for i værste fald kunne der komme nogen og sige: ’Du opfylder ikke din funktion’. Alle fejl skal rettes,” siger Susanne Sandager, der nu har været tillidsrepræsentant i to år og altid har været grundig med at tjekke de tvivlsspørgsmål, som kollegaerne er kommet med.
Hun har også altid fået sin egen lønseddel tjekket ved den årlige kampagne.
”Men den her fejl var svær at opdage. Jeg holder øje med, at jeg får mine tillæg, men at tillægget var det forkerte beløb, havde jeg overhovedet ikke skænket en tanke. Nu vil jeg da lige holde ekstra øje med, at det er blevet rettet fremadrettet,” siger hun.
De yngste og de ældste tjekker mest
Løntjekket har givet Susanne Sandager blod på tanden til kampagnen i uge 46 og 47, hvor tillidsrepræsentanter på de enkelte arbejdspladser i hele landet samarbejder med fællestillidsrepræsentanten i kommunen og den lokale BUPL fagforening om at sætte spot på de vigtige løntjek.
En undersøgelse fra 2021 blandt lønmodtagere fra FH’s medlemsorganisationer, herunder BUPL, viser, at hver anden har oplevet at finde fejl på sin lønseddel.
De yngste og de ældste er bedst til at tjekke deres lønseddel, mens en midtergruppe i alderen 36-55 år i mindre grad holder øje med lønnen.
Der er altså masser af fejl at finde, og flere medlemmer at opfordre til et løntjek. Og Susanne Sandager er klar til årets kampagne.
”Der kommer altid noget materiale fra hovedkontoret, og nok en plakat, jeg skal hænge op, og ellers vil jeg blive ved med at minde kollegaerne om, at de skal være opmærksomme på, hvad der står på lønsedlen. Som tillidsrepræsentant er det min forpligtigelse og mit mandat,” siger hun.