Klar udmelding: Kommuner skal gøre fuldtid lettere for pædagoger
Et af kommunernes væsentligste midler i kampen mod den voksende pædagogmangel er at få flere pædagoger op på fuldtid.
Og trepartsaftalen fra efteråret 2023 giver netop kommunalt ansatte daginstitutionspædagoger på deltid ret til fuldtidsjob i deres kommune.
Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet tvivler dog på, at retten til fuldtid i sig selv får stor effekt, fortæller han til Børn&Unge.
Formanden for KL’s Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler (K) understreger da også, at det kræver mere end bare ’ret’ til fuldtid at gøre op med det, han kalder en ’indgroet kultur for deltidsansættelse’ på det kommunale arbejdsmarked.
Kommuner skal gøre fuldtid attraktivt for pædagoger
Retten til at komme på fuldtid gælder kun, hvis man anmoder om det i 2024, 2027 eller 2030. Det er der en særlig årsag til, understreger Michael Ziegler, som til daglig er borgmester i Høje-Taastrup Kommune.
”Når det er aftalt, at man kan anmode om at komme på fuldtid med et vist mellemrum, er det for at sikre, at man på de kommunale arbejdspladser samtidig kan arbejde med at gøre det både muligt og attraktivt at komme på fuldtid – netop så det tilbud, der gives, kan være attraktivt,” siger han.
Det kræver, at der sideløbende med tilbuddet om fuldtid arbejdes med blandt andet arbejdstilrettelæggelse, vagtplaner og opgaveløsningen, så fuldtidsstillinger kan blive muligt.
”Det er vi i fuld gang med, blandt andet sammen med de faglige organisationer i indsatsen ’En Fremtid med Fuldtid’, hvor vi netop arbejder med de barrierer, der er, for at flere kan komme på fuldtid,” siger Michael Ziegler.
Læs også: Pædagoger er i mindretal i et stigende antal kommuner
Fuldtidsindsats får ros – men kun få kommuner er i gang
Det er ikke kun Kommunernes Landsforening, der fremhæver ’En Fremtid med Fuldtid’ som en effektiv vej til på sigt at få flere pædagoger op i tid. Det samme gør arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl:
”Det er et rigtig godt eksempel på en fremgangsmetode, der ser ud til at virke. Her laver man helt lokale løsninger, hvor ledere og medarbejdere i fællesskab finder ud af, hvad der fungerer,” siger han.
I øjeblikket er det dog kun 28 ud af landets 98 kommuner, som deltager i ’En Fremtid med Fuldtid’ på børneområdet, og i langt de fleste af kommunerne medvirker kun et lille antal daginstitutioner.
Og står det til BUPL-formand Elisa Rimpler, bør kommunerne skrue op for fuldtidsindsatserne.
”Hver enkelt kommune har ansvar for at løse opgaven. Og det er en oplagt opgave for det lokale partssamarbejde - altså kommunens MED-udvalg. Og jeg har store forventninger til, at forvaltningerne netop hjælper og understøtter lederne, så de har en reel chance for at løse opgaven - både praktisk og økonomisk,” siger hun.
Nye tal: Disse ting kan få flere pædagoger op i tid
Elisa Rimpler glæder sig over, at KL sender en klar opfordring til kommunerne om at gøre en aktiv indsats for at skabe en fuldtidskultur.
”Grundlæggende handler det om, at det skal være attraktivt at gå op i tid. Vi har selvfølgelig spurgt pædagogerne, hvad der skal til, og kodeordene er ordentlige vilkår, faglighed og indflydelse,” siger Elisa Rimpler.
Hvis kommunerne vil have flere pædagoger op i tid, skal der afsættes tid til planlægning, refleksion og evaluering, og pædagogerne skal have mere indflydelse på tilrettelæggelse af egen arbejdstid, påpeger BUPL-formanden.
Læs også: Deltidsansatte pædagoger løfter sløret: Sådan får I os op i tid
Og så er det helt afgørende, at lederne får frihed til i samarbejde med tillidsrepræsentanterne og pædagogerne at finde de gode løsninger lokalt, som det eksempelvis sker i 'Fremtid Med Fuldtid.'
”Jeg er sikker på, at mange pædagoger gerne vil op i tid, hvis de har et arbejdsmiljø, der gør, at de kan holde til det, og hvis tiden bliver brugt til at styrke fagligheden, så de kan gøre en endnu større forskel for børn og unge,” siger Elisa Rimpler.