Ekspert i ulighed: Børn skal blandes for at dannes

Første gang, journalist og forfatter Lars Olsen så ulighed og klasseskel i øjnene, var under sin opvækst i 1960ernes meget socialt blandede Grøndalsvængekvarter i København.

Far var mediemand, og mor var sygeplejerske, og funktionærfamilien boede i rækkehus med plads nok til, at Lars kunne have sit eget værelse. På den anden side af vejen boede legekammeraten John med sin mor, moster og morfar i en toværelses lejlighed med toilet på trappen.

”Hver aften flyttede de rundt på møblerne, så de kunne slå deres senge ned fra væggen. Og når vi skulle lege med et eller andet, skulle det pakkes ud og ind igen, fordi alting var i kasser i reolerne,” fortæller Lars Olsen.

Foruden de almene boligblokke og rækkehusene talte kvarteret en del villaer ned mod mosen, som de bedst stillede faglærte havde råd til. Og i området lå et af Danmarks første højhusbyggerier, Bellahøj Husene, der smagte lidt af Amerika og derfor var eftertragtet blandt det bedre borgerskab.

Alles børn gik i den samme folkeskole, og i brudfladerne mellem deres forskelligheder opstod en positiv synergi: Mens nogle af arbejderbørnene blev de første i familien til at få sig en real- eller studentereksamen, blev Lars Olsen politisk interesseret ved at komme i de forskellige hjem og tale med især de venstreorienterede arbejderklassefædre.

”Det var et stimulerende miljø, og det udsprang af, at man havde boliger i forskellige prisklasser og med forskellige ejeformer, der henvendte sig til forskellige beboergrupper, som så skabte en skole, hvor vi mødtes på tværs. Jeg mener, det er hele grundfiguren og kvaliteten i det danske velfærdssamfund,” siger Lars Olsen.

De blandede boligområder findes stadig

Fra arbejdsværelset i sin 3. sals lejlighed i Holbæk kan den nu 66-årige Lars Olsen se ud over et bymiljø, der samlet set er lige så socialt blandet, som barndommens gader i Grøndalsvængekvarteret var.

På den ene side af et togspor, der forbinder Holbæk med København, ligger et parcelhuskvarter og en række fjordvillaer, der strækker sig forbi nogle haveforeningsområder og ind mod bymidten.

På den anden side af skinnerne ligger den klynge af nyere etagebyggeri med ejer-, lejer- og andelslejligheder, som Lars Olsen og hustruen Karin sidste forår flyttede ind i, og hvis beboersammensætning hans indre analytiker og menneskekender allerede har finscannet.

”De blandede boligområder findes stadig i byer som Holbæk. Men bare en kilometer herfra ligger Ladegårdsparken, der har stået på ghettolisten, og hvor der har været adskillige skudepisoder, og en stor del af beboerne er uden for arbejdsmarkedet. Det betyder, at vores sogn faktisk afviger lidt fra landsgennemsnittet,” fortæller Lars Olsen.

Subkulturer og skæve forestillinger

I sin første bog ’Det delte Danmark’ fra 2005 advarede Lars Olsen imod en begyndende ghettodannelse i storbyerne.

Han havde set det som beboer på Nørrebro i København, der på nogle årtier gik fra arbejderkvarter til indvandrer- og socialt belastet kvarter. Datterens skolegang var præget af mange tosprogede elever, og der var også overfald på danske elever.

Det var ikke det blandede Danmark, som han gennem sin egen skolegang var blevet formet af.

Hvad er problemet med at vokse op i et afvigende miljø?

”Børnene mister noget dannelse. Der har ligget en enorm vigtig dannelsesproces i, at skoleklassen var et minisamfund, hvor man lærte man at fungere i det store demokrati. I områder, hvor der er alt for mange integrations- og sociale problemer samlet på et sted, risikerer man, at børn og unge vokser op i subkulturer, hvor det er almindeligt at tjene penge på mindre fin vis,” siger Lars Olsen.

Han pointerer, at polarisering i toppen af det danske samfund er lige så problematisk:

”I de meget velstillede områder risikerer man at blive blind for, hvordan folk lever ude i det brede land. Det er også et demokratisk problem, for hvis du som barn ikke er stødt på andet end livet i din egen lille osteklokke af en velhaverenklave på privatskolen, så bliver det meget grundfæstet i dit verdensbillede, og du kan få nogle skæve forestillinger. Jeg har hørt om børn fra rene parcelhusområder, som – da de kom op i en lejlighed – spurgte: ’Hvorfor har de stablet husene ovenpå hinanden?’”.

Pædagoger kan udligne sociale skel

Polariseringen i det danske samfund sker dog mest i afgrænsede områder i de større byer. Mere blandede miljøer er stadig det mest almindelige. Når det kommer til pædagogers arbejde med at bekæmpe skæve forestillinger, udjævne ulighed og stimulere de børn, der ikke er stimuleret så meget hjemmefra, er Lars Olsen optimistisk.

”Pædagoger kan bruge sociale forskelle som en force. De kan inddrage forældrene i forskellige ting og skubbe på, at børnene besøger hinanden. Jo tidligere du sætter ind overfor de skel, der er, jo nemmere er det at gøre noget ved dem. Du kan ikke opdrive en socialforsker Nord for Alperne, der ikke vil sige, at førskoleindsatsen er helt afgørende,” siger Lars Olsen.

Indsatserne i det danske velfærdssamfund løfter en stor del af arbejderklassens børn uddannelsesmæssigt. Mange af dem læser dårligt i 2. klasse, og alligevel får tre ud af fire en kompetencegivende uddannelse, inden de er fyldt 30.

Men i 13 procent af familierne i Danmark vokser børn i dag op i hjem, hvor ingen voksne arbejder. Tæt på hvert andet barn i disse familier klarer sig dårligt i skolen og får aldrig en erhvervsuddannelse.

Ulighed handler om mere end penge

Tallene stammer fra Lars Olsens nye bog ’Rige børn leger bedst’, som er skrevet i samarbejde med fire samfundsøkonomer.

Gennem analyser af data fra blandt andre Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Lars Olsens journalistiske reportager fra alle afkroge af landet viser forfatterteamet, hvordan uligheden i det danske samfund er vokset de seneste 25-30 år, og at den rammer på mange områder.

”Ulighed handler ikke bare om økonomi, men også om, hvor du bor, hvem dine børn går i skole med, om politiske holdninger og om sundhed, uddannelse og seniorår,” siger Lars Olsen.

Af ’Rige børn leger bedst’ fremgår, at den mest velstillede femtedel af befolkningen stikker af fra den brede befolkning på de lavere klassetrin på alle ulighedsparametre, og forfatterne påviser også et nyt geografisk skel: Et Danmarkskort viser tydeligt, at de mest velstillede nu samler sig hovedstaden og stor-Aarhus, og at de pædagoger, hjemmehjælpere og renovationsarbejdere, som servicerer byen, ikke længere har råd til at flytte dertil.

Storbyeliten har glemt provinsen

Mens Lars Olsen taler, passerer togene hver halve time forbi nedenfor hans lejlighed.

Også i Holbæk er over halvdelen af dem, som er i arbejde, nu nødt til at pendle til København og Roskilde.

”Holbæk var en uddannelsesby, og det er stadig et lokalt traume, at byen blev ramt centraliseringsbølgen og mistede sit seminarium, da nogle djøf’ere bag et skrivebord i den tidligere regerings storbymiljøer overbeviste hinanden om fordelene ved stordrift. Problemet med de elitære miljøer i hovedstadens magtcentrum er, at man glemmer de mennesker, der lever herude, og hvad de lever af,” siger Lars Olsen.

Et folkeoprør truer

Politikerne glemte folket, da de forringede efterlønnen og dagpengene, og da de lod markedskræfter skabe et stadig dyrere boligmarked. Og når trygheden og tilliden til velfærdsstaten sættes under pres, og kløften mellem top og bund bliver for stor, så truer folkeoprøret.

Det så man i USA, da Trump blev valgt til præsident, og i Frankrig, da ’de gule veste’ kom på gaden, fremhæver Lars Olsen.

”I Danmark har befolkningen hidtil vist vrede via stemmesedlen. Det skete, da Dansk Folkeparti fik et bragende valg i 2015, og da tre af de største folkelige temaer ved Folketingsvalget i 2019 blev krav om bedre sundhed, hjemmehjælp og minimumsnormeringer. Folk stemte på velfærd fremfor skattelettelser,” siger han.

Det begynder med minimumsnormeringer

I dag vil den siddende S-regering bygge billige boliger i København. Der er vedtaget en udligningsreform og tales nu om beskatning af fortjenester på boligsalg. Og internationalt har Joe Biden afløst Trump.

”Jeg er mere positiv nu, end jeg var for fem år siden. Men mens forrige regeringer brugte 20 år på at nedbryde noget af det, der kendetegner det danske velfærdssamfund, så kræver det 10-20 års reformer at opbygge det igen. Arne-pension og minimumsnormeringer er bare en start,” siger Lars Olsen.

Artiklen er bragt i Børn&Unge nr 11/ december 2021. Læs hele bladet her.