Følg pengene: Sådan prioriterer din kommune børnene

Bliver der penge til ekstra rengøring? Eller får SFO’en flere pædagoger? Klik dig ind på BUPL’s Danmarkskort over kommunernes budgetter for 2022, og få overblik over planlagte forbedringer og forringelser for børnene i din kommune.

Efterår er budgetplanlægningstid, og byrådene har lige nu travlt med at beslutte kommunens økonomi for 2022. Nogle kommuner har allerede lukket deres budget for næste år, og andre forhandler stadig.

BUPL følger forhandlingerne tæt for at give dig overblik over, hvilke forringelser eller forbedringer du kan forvente på henholdsvis 0-6 års området og 6-18 års området.

For hvert område får du et Danmarkskort, som du kan klikke dig ind på. Men her først fem ting om at læse kortene.

1. Hvad viser de to Danmarkskort?

Når du klikker på din kommune på kortene, kan du se de konkrete forbedringer og forringelser, der budgetteres med på børneområdet. Bliver der flere penge til ekstra rengøring af legetøj, og får SFO'en midler til at hæve pædagogandelen? Eller planlægger din kommune flere lukkedage og kortere åbningstider? Og hvad er status: Er budgettet vedtaget, eller forhandles det fortsat?

Som landet ligger lige nu, er Københavns Kommune den kommune, der vil tilføre flest penge til småbørnene til næste år: 74,4 millioner skal gå til blandt andet uddannelse af merit-pædagoger og fastholdelse af pædagoger. Også Halsnæs og Randers Kommuner foreslår et markant løft for daginstitutionerne i forhandlinger om at afsætte store millionbeløb fra kommunernes egne midler (ikke puljemidler fra staten) til 'minimumsnormeringer i praksis', kalder Halsnæs det. Blandt kommunerne, der omvendt vil spare på børnene er Høje Taastrup Kommune, som ifølge et sparekatalog vil finde 6 millioner kroner ved at skære i rammen, indføre lukkeuger i sommerferien og have færre indsatspædagoger.

På 0-18 års området udestår fortsat mange forhandlinger om budgetter, men Aalborg Kommune foreslår ringere normeringer i fritidsordningerne (DUS), store rammebesparelser og færre midler til opsøgende arbejde. Vordingborg Kommune vil derimod tilføre området 2,6 millioner kroner næste år til bedre normering, til pædagogfaglig ledelse og til at øge bevillingen til skoleklubberne, som følge af børnenes kortere skoledage.

2. Hvordan finder jeg min kommune?

Du finder din kommune ved at følge linket på siden her til budgetkortene for 2022. På kortet fører du din musemarkør hen til din kommune, og så fremkommer en tekst med forringelser og forbedringer i hovedtræk. Når du klikker på kommunen, åbner en fil med en langt mere detaljeret beskrivelse af forringelser, forbedringer, økonomi og status for budgettet.

3. Hvad betyder farverne på kortet?
  • Rød kommune: Der lægges op til forringelser i budgettet.
  • Gul kommune: Der lægges op til et uændret budget.
  • Grøn kommune: Der lægges op til forbedringer i budgettet.
  • Grå kommune: Der er endnu ikke tilstrækkelig information om budgettet til at kunne angive en farve.
4. Hvem har indsamlet data til kortene?

Det er BUPL’s budgetansvarlige rundt omkring i de lokale fagforeninger, som hvert år indsamler og indsender oplysninger til BUPL’s forbundshus om deres lokale kommuners budgetter.

I forbundshuset samles informationerne, og kortene opbygges og opdateres dagligt.

5. Hvorfor ændrer kortet sig?

Budgetterne er endnu ikke vedtaget i alle kommuner, og en kommune kan også genåbne et budget og genforhandle. BUPL følger budgetterne for at oplyse om økonomien på børneområdet, men også for politisk at prøve at påvirke beslutninger om især planlagte besparelser.

Når det for eksempel lykkes at tage besparelser af bordet, vil en kommune kunne skifte fra rød til grøn.

Kortene er dynamiske og opdateres dagligt alt efter, hvordan budgetterne former sig i de 98 kommuner.

Læs mere, og find din kommune på kortene i linket her

Gå direkte til Danmarkskortet på 0-6 års området.

Gå direkte til Danmarkskortet på 6-18 års området.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.