Pas på: Svindlere udgiver sig for at være BUPL

Inden for den seneste tid har flere pædagoger oplevet at blive ringet op af svindlere, der udgiver sig for at være fra BUPL.
Svindlerne har forsøgt at franarre pædagogerne fortrolige oplysninger med påstande om, at pædagogerne ikke havde betalt kontingent.
På den baggrund advarer BUPL nu sine medlemmer om at være særligt opmærksomme og følge nedenstående opfordringer.
Husk: Disse ting spørger BUPL aldrig om i telefonen
Som en del af en tæt medlemsservice ringer medarbejdere i BUPL ofte til pædagoger. Blandt andet for at give råd og vejledning i aktuelle sager om eksempelvis dagpengeret, ansættelse eller BUPL-medlemskab.
Derfor kan det være svært at afkode, om en person, der ringer, rent faktisk er fra BUPL.
Men BUPL vil aldrig pr. telefon, sms eller e-mail bede om fortrolige eller personfølsomme oplysninger.
Det gælder eksempelvis oplysninger om:
- MitID
- Kontonummer
- Kortnummer
Oplysninger om eksempelvis MitID bør man aldrig videregive til andre. Men hvis pædagoger har brug for at oplyse BUPL om personfølsomme ting som eksempelvis kontonummer eller flytning, bør det gøres via ’Mit BUPL’ på BUPL’s hjemmeside. Her skal man bruge sit login, og oplysningerne kan sendes sikkert uden adgang for uvedkommende.
Opfordring: Kontakt både Politi og BUPL
Hvis man oplever at blive kontaktet af svindlere, bør man henvende sig til politiet. Det kan gøres via politiets hjemmeside.
Svindlen bør anmeldes til politiet, uanset om man har udleveret følsomme oplysninger eller ej.
BUPL hører også gerne fra dig, hvis du er blevet kontaktet af svindlere, som har udgivet sig for at være fra BUPL. Din hjælp kan være med til at kaste lys over problemets omfang.
Derfor opfordrer BUPL til, at medlemmer, der har oplevet denne type svindel, kontakter BUPL via ’Mit BUPL.’
Det gøres ved at logge ind og gå til ’Min post, sager og indsendte banketter.’ Her kan du trykke på ’Skriv besked’. Skriv gerne, cirka hvornår forsøget på svindel har fundet sted samt hvilke oplysninger, svindlerne har spurgt ind til.