Efter bare tre ugers nedlukning: Velfungerende børnehavebørn blev mere hyperaktive og udadreagerende

Et nyt dansk studie viser, at børnehavebørns trivsel og adfærd blev dårligere under nedlukningen af daginstitutionerne. Resultaterne peger på vigtigheden af at have børnene i fokus under en epidemi, mener forskeren bag studiet og BUPL.

Da Danmark lukkede ned d. 11. marts 2020, ændrede hverdagen sig pludseligt og radikalt for børn, der ikke længere kunne komme i daginstitution. Nu viser et nyt og unikt dansk studie, at nedlukningen fik negative konsekvenser for børnenes trivsel og adfærd.

Seniorforsker Ina Olmer Specht fra Parker Instituttet ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har målt på 40 børnehavebørns trivsel og adfærd umiddelbart inden nedlukningen og tre uger inde i nedlukningen, hvor børnene havde været hjemme fra børnehaven. Børnenes trivsel og adfærd ændrer sig under nedlukningen til det dårligere.

”Børnene bliver mere hyperaktive og udadreagerende, og de får flere problemer i forhold til deres kontakt med andre børn. Den sidste del er dog lidt usikker, fordi børnene jo ikke har været ret meget i kontakt med andre børn under lockdown,” siger Ina Olmer Specht.

Resultaterne af studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Psychology, Developmental Psychology. Det er det eneste studie, der måler på den samme gruppe børns trivsel før og under nedlukningen.

Stressede forældre og ustabil hverdag

Studiets resultater er baseret på det såkaldte SDQ-spørgeskema, som er et forskningsbaseret værktøj til at screene og monitorere børn og unges psykiske trivsel og et af de mest udbredte redskaber i Danmark i forskningsregi. Da Danmark lukkede ned, havde Ina Olmer Specht netop sendt skemaet ud til familier med børn i tre forskellige københavnske børnehaver. Tre uger inde i nedlukningen bad forskeren de samme forældre om at svare igen.

”De her børn er helt almindelige velfungerende børnehavebørn, så de fleste af dem scorer inden for normalområdet. Men de scorer dårligere under lockdown end inden lockdown,” siger forskeren, der ikke er overrasket over, at nedlukningen fik konsekvenser for børnenes trivsel selv i familier med velfungerende børn og ressourcestærke forældre.

”Små børn har brug for en stabil hverdag, og de får den stabilitet ved at komme i deres daginstitution, hvor de har en helt struktureret hverdag. Lige pludselig bliver alt ændret. Forældrene er måske stressede, og børnene bliver sat til at lave nogle ting selv. Det kommer ikke bag på mig, at de bliver mere opmærksomhedskrævende,” siger hun.

Børns trivsel er et vigtigt fokus

Ifølge Ina Olmer Specht peger resultaterne af studiet på vigtigheden af at have fokus på børns trivsel under eventuelle fremtidige nedlukninger. Det samme mener formand for BUPL Elisa Rimpler.

”Jeg håber aldrig, vi kommer til at stå i den situation igen. Men et beredskab er meget vigtigt, og børn er mennesker, som vi skal tage et særligt hensyn til. Vi skal så vidt muligt friholde børnene fra så mange begrænsninger som overhovedet muligt,” siger hun.

At velfungerende børn i ressourcestærke familier ændrer adfærd efter blot tre uger, siger lidt om, hvor følsomme børn er, og hvor meget de reagerer på store forandringer i hverdagen, mener Elisa Rimpler. Hun peger på, at børn i udsatte familier kan have oplevet endnu større konsekvenser af nedlukningen.

”Børn, der kommer fra hjem, hvor de ikke bliver stimuleret overhovedet, bliver passive og indadvendte. Der ligger en kæmpestor opgave for pædagogerne bagefter, og hos nogle børn vil oplevelsen sætte sig som noget, der skal arbejdes med i en meget lang periode,” siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.