”Det er da en okay løn for at lege hele dagen”

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når andre kommenterer på pædagogernes løn. Det fortæller en række pædagoger nu på BUPL’s Facebookside. Læs de vildeste ting, pædagogerne har hørt om deres løn her.
Skolebarn er afvisende. Nej tak
Pædagogerne har fået nok af nedladende bemærkninger om deres løn, viser kommentarsporet på BUPL's Facebookside.

Under BUPL’s stormøde i marts spurgte Børn&Unge fem pædagoger, hvad det vildeste var, andre havde sagt til dem om deres løn.

Det er dog langt fra kun pædagogerne på BUPL’s stormøde, som har måttet lægge øre til meget om deres løn. Det fortæller en række pædagoger nu på BUPL’s Facebookside:

”Min far siger, I bare drikker kaffe og derfor ikke får penge,” skriver Marlene Nonbo eksempelvis, at et barn har sagt til hende.

Flere pædagoger har hørt klassikeren om, at de ’ikke blev pædagoger for pengenes skyld,’ eller at pædagoger ikke går op i løn.

”Samtale overhørt mellem forældre: ’De pædagoger, vi kender, går ikke op i løn… Det betyder ikke noget for dem, at de har en lavere løn. De er jo ikke blevet pædagoger for pengenes skyld,’” skriver Ditte Holm.

”Min gamle chef sagde noget i retning af, at man ikke skulle vælge uddannelsen som pædagog på grund af lønnen, da man som ufaglært indenfor faget vil få stort set det samme i løn,” skriver Irene Hornbek.

Lav løn møder vantro

Flere pædagoger fortæller til gengæld, at andre har svært ved at tro, at pædagoglønnen er så lav. 

”Jeg var til en børnefødselsdag (var leder af en daginstitution på det tidspunkt). Vi taler selvfølgelig om vores jobs, og en spørger om min løn. Det fortæller jeg, og han ser vantro på mig, og fortæller at han som asfaltarbejder i et sjak tjente 15.000 kroner mere end jeg om måneden. Som han sagde: ’Det gjorde jeg ikke for den løn,’” skriver Leif Petersen.

”En forælder så ved en fejltagelse en kollegas lønseddel og sagde: "Det er da godt, at I er 14 dags lønnede,’” fortæller Nicholas Harder.

”Det, du tjener i løn, er det samme, som jeg betaler i skat,” skriver Morten Larsen som det vildeste, han selv har hørt om sin løn.

”Det sværeste var, da min 19-årige ufaglærte datter fik job i produktionen hos et medicinalfirma med en løn tilsvarende min som dagtilbudsleder på slutløn,” skriver Helle Kastrup.

Læs også: Topforskers spådom: Pædagoger har aldrig været tættere på ekstraordinært lønløft

’Velfærdsstaten kan ikke overleve’

Andre pædagoger oplever, at bemærkninger om deres løn er baseret på manglende indsigt i deres faglighed: 

”Jeg fik engang denne sætning: ’Det er da en okay løn for at lege hele dagen,’” skriver Diana Vendelborg, og hun er absolut ikke alene om at have hørt det.

”Jeg har flere gange fået at vide, at jeg som offentligt ansat er at sidestille med folk på overførselsindkomst. Så bliver jeg træt,” skriver Ninna Ottesen.

Andre har fået tudet ørerne fulde med, at velfærdsstaten bryder sammen, hvis der bliver gjort op med pædagogernes lønefterslæb:

”Hvis I skal have mere, så går vores samfund i stå. Velfærdsstaten kan ikke overleve det. Det har vi ikke råd til,” har Marte Olsen fået at vide.

Læs også: Sådan kommer du ud med budskabet om højere løn: Én sætning er vigtigst at huske

Flere hører for, at pædagoger er ’billigere’ end lærere

Pædagogernes lønefterslæb er absolut ikke kun noget, pædagogerne selv er klar over. Også i skolerne er der opmærksomhed på, at lønudgifterne til pædagoger er mindre end til lærere.

”En leder på en specialskole fortalte på et møde for pædagoger, hvor glad han var for pædagogerne, hvor dygtige og kompetente pædagogerne var, og især hvor billige - de får meget mindre i løn end lærerne. 50.000 om året sagde han,” skriver Hanne Hauge.

”Ansat som skolepædagog på en specialskole. Min leder anbefalede mig at tage læreruddannelsen på merit. Som han sagde: Du laver præcis det samme som lærerne, men får 10.000 kr. mindre om måneden,” fortæller Lonni Dolleris.

Læs historien, hvor de fem pædagoger fortæller om det vildeste, de har hørt om deres løn her, og se de mange Facebook-kommentarer her.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.