Dittes far er rocker: Jeg mærker i mig selv, når et barn er udsat for omsorgssvigt

Jeg sidder i bilen, da min lillebror ringer. Han er helt ude af den og græder. Far har truet ham og klynget ham op ad væggen. Det er første gang, jeg oplever ham voldelig.

Jeg vender bilen og kører direkte hen til min fars klub. Der er påskefrokost, så han har været påvirket af sprut og stoffer i halvandet døgn nu. Jeg kommer ellers ikke længere i klubben. Sådan har det været, siden jeg som måske 14-årig selv kunne bestemme. Men nu mærker jeg et behov for at konfrontere ham.

Far har hvide skorper om næsen

Jeg parkerer på pladsen foran klubben. Indenfor er festen i gang. Jeg får min far ud til døren. Han er meget påvirket. Pupillerne er så små, at de nærmest er væk, og han har hvide skorper om næsen.

Og så kommer det hele ud. Alle de skuffelser og svigt, han har udsat mig for gennem mit liv. Jeg har ellers aldrig været vred og har aldrig sagt noget til ham. Min tid med ham har været så værdifuld for mig, at jeg har været bange for at ødelægge den.

Det er slut nu, hvor jeg står foran klubben og bare råber og skriger ad ham. Og det bliver jeg ved med i to timer. Han giver ikke igen. Det er mig, der fører ordet.

Jeg lod, som om jeg var glad for at blive hentet

Jeg fortæller ham, hvor ødelæggende det er for et barn at vide, at man ikke er sine forældres førsteprioritet. Hvad det betyder for et barns selvværd, at alle kigger skævt til en, fordi ens far er rocker.

Første gang jeg tænkte, at min far var anderledes end de andre forældre, var, da han skulle hente mig i SFO’en. Jeg var sammen med nogle venner på basketbanen, da jeg hørte brølet fra hans Harley. Jeg lod, som om jeg var glad for at blive hentet på motorcykel, men i virkeligheden havde jeg lyst til at løbe væk.

Forhåbentlig ville ingen genkende mig

Jeg sad ofte bag på motorcyklen, også når min far mindedes sine døde kammerater. Så kørte rockerne iført veste i kortege til kirkegården, og jeg havde solbriller på under visiret, i håb om at ingen ville genkende mig.

Under rockerkrigen mellem Bandidos og Hells Angels tog frygten permanent ophold i mig. Jeg tror, jeg havde mareridt hver nat i to år og forestillede mig, at nogen kom ind i vores hjem med et maskingevær og dræbte ham.

Jeg tiggede ham om at få løst konflikten

Selvom jeg har været utryg gennem store dele af min barndom, har jeg samtidig vidst, at min far på sin egen forskruede måde forsøgte at skærme mig fra de voldsomste sider af sit rockerliv. Måske er det derfor, det ramte mig så hårdt, da han lod sine aggressioner gå ud over min lillebror.

Udgangspunktet var en dum misforståelse om en bil. Det var jeg ligeglad med. Han skulle ikke true min bror. Så jeg tiggede ham om at tage med hjem og få løst konflikten. Med det samme fortrød jeg, for han ville nok aldrig vælge os frem for klubben. Men det gjorde han denne gang. Han kørte med mig, og jeg fik medieret mellem ham og min bror.

Mavefornemmelsen har endnu ikke slået fejl

Det var en forløsning uden lige. I dag fortæller jeg ham om alle tanker og følelser, og det har været enormt positivt for mit selvværd. Nu tror jeg selv på, at det ikke er i orden, hvad min bror og jeg har været udsat for.

Ingen børn skal opleve omsorgssvigt på den måde. Når det sker i min nærhed, mærker jeg det med det samme. Jeg føler det i mit eget system.

I mine første år som pædagog kunne jeg godt tvivle på mavefornemmelsen, men den har endnu ikke slået fejl.

Jeg har prøvet det meste

Da jeg besluttede mig for at fortælle min historie offentligt, var det vigtigt for mig, at de store elever på skolen hørte den fra mig først. Så jeg delte den med dem, og jeg kunne mærke, hvordan det også åbnede for svære følelser hos nogle af dem.

Efterfølgende har jeg haft mange gode snakke og mærket, at jeg kan være et positivt forbillede for dem. Jeg tør være nysgerrig og stille de svære spørgsmål. Og jeg kan bevare roen, uanset om de er på vej til at komme op og slås eller er ved at splitte et klasselokale ad.

Der er jo ikke noget galt med dem. Det er bare deres omstændigheder, der er svære. Og jeg har prøvet det meste. Der er ikke noget, de kan fortælle mig, der kan hidse mig op.