Coronakrisen: Pædagoguddannelsen kan blive et hit

Professionshøjskolerne tror og håber, at coronakrisen betyder, at flere vil søge ind på pædagoguddannelsen. Økonomisk krise og et øget politisk fokus på professionen kan få flere til at søge den vej.

Når krisen kradser, går de unge på jagt efter en mere sikker uddannelse. Det gjorde de i kølvandet på finanskrisen, og det formodes de også at gøre som konsekvens af coronakrisen. Sådan lyder meldingen fra professionshøjskolerne. De håber og tror, at pædagoguddannelsen nu bliver mere eftertragtet efter fire år med faldende antal ansøgere på landsplan.

Uddannelsens popularitet steg i forbindelse med finanskrisen, hvor antallet af 1. prioritetsansøgere blev fordoblet på fem år. Samtidig har pædagogprofessionen fået større fokus før og under coronakrisen, hvilket også kan påvirke søgningen nu. Det påpeger professionshøjskolerne i en rundringning, som Børn&Unge har foretaget. En af dem, vi har været i kontakt med, er Annegrete Juul, som er dekan på det pædagogiske og samfundsfaglige fakultet på Københavns Professionshøjskole. Hun håber nu på bedre tider.

»Ved årets kvote 2 ansøgning oplevede vi et stadigt fald i antallet af 1. prioritetsansøgere, men vi håber, at vi nu er i en ny situation, hvor vi vil opleve en god søgning til pædagoguddannelsen. Det var vi tidligere set, når vi har haft økonomisk recession – senest i forbindelse med finanskrisen. Det havde en rigtig positiv betydning for søgningen til pædagoguddannelsen,« siger Annegrete Juul.

»Kombinationen af, at der er plads på uddannelsen, der er rigtig god beskæftigelse og drøftelserne om minimumsnormeringerne, gør, at vi håber, at der er meget, som peger vores vej nu,« siger hun og tilføjer:

»Hvis man vælger at læse til pædagog, så er der rigtig gode betingelser for beskæftigelse, og endnu mere væsentlig muligheden for at gøre en forskel. Det tror jeg bestemt spiller ind i krisetider.«

Pædagogfaget i rampelyset

Det er ikke kun den økonomiske situation, som kan påvirke ansøgningen, forudser professionshøjskolerne. Udsigter til minimumsnormeringer og et generelt politisk fokus på pædagogfaget- og uddannelsen både før og under coronakrisen, kan også spille en rolle, når det kommer til det kommende ansøgerfelt. Det fortæller Susanne Tellerup, som er uddannelsesdekan på Professionshøjskolen VIA.

»Det er blevet meget tydeligt her i coronaperioden, at hvis der er nogen, der er brug for i det her land, så er det da pædagoger. Det må have en afsmittende effekt på dem, som skal vælge uddannelse,« siger hun og påpeger, at også tiden før corona spiller ind.

»Det seneste halvandet år er pædagoguddannelsen kommet øverst på dagsordenen. De dygtige, unge mennesker kan se, at det er et vigtigt, meningsfyldt og helt afgørende job. Det er selvfølgelig nogle af de samme konjunkturændringer, vi ser nu, som ved finanskrisen, men jeg håber, at de, som søger, først og fremmest gerne vil være pædagoger,« siger Susanne Tellerup.

I Nordjylland på professionshøjskolen UCN mener man, at det øgede politiske fokus og anerkendelse både før og under corona er altoverskyggende for søgningen, som hos UCN de seneste år har været stigende, og som forventes at have samme høje niveau i år.

»Pædagoger og pædagoguddannelsen i det hele taget har fået en anerkendelse og opmærksomhed politisk i lang tid – også før corona. Jeg er sikker på, at den opmærksomhed gør, at folk lægger mærke til, hvor vigtig professionen er. Med corona er det bare blevet endnu mere tydeligt, hvor væsentlige pædagoger er i menneskers liv,« siger uddannelseschef for pædagoguddannelsen på UCN Anne Krogh.

Den 5. juli 2020 er der ansøgningsfrist for årets kvote 1 ansøgere. Her vil det vise sig, om håbet og overvejelserne om coronakrisens indflydelse på søgningen til pædagoguddannelsen holder stik.

Udvikling i ansøgertal til pædagoguddannelsen

Ansøgertallet til pædagoguddannelsen på landsplan faldt årene op til finanskrisen, mens det steg i årene efter. Fra 2008 til 2013 blev antallet af 1. prioritetsansøgere mere end fordoblet. Siden 2015 er antallet af 1. prioritetsansøgere faldet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.