Vuggestuedebat. Ole Henrik Hansen: Jeg var en elefant i en glasbutik

Ole Henrik Hansen, der sidste år skældte pædagogerne voldsomt ud for at være for dårlige og nogle vuggestuer for at være så elendige, at de burde lukkes, har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling og fået den godkendt. Han mener stadig, hvad han sagde dengang, men kan godt se, at han opførte sig som en elefant i en glasbutik.

»Men jeg synes stadig ikke, at det burde være forbudt at undersøge et fagfelt og sige, at ikke alt det, man ser, er lige godt. Jeg sagde også, at vuggestuepædagoger er meget vigtige, men det druknede i den orkan, der rejste sig. Jeg ville bare vise, at nogle pædagoger har brugt meget tid og mange kræfter på at udvikle en god praksis, mens andre ikke har. Der findes vel ingen pædagoger, der går ligeglade på arbejde, men nogle vuggestuer kunne med fordel stramme op,« siger han.



For børnenes skyld. Ole Henrik Hansens ph.d.-forskning bygger på observationer og optælling af interaktioner mellem 26 børn og voksne i 9 vuggestuer.

Konklusionen er, at små børn skal have masser af kærlighed. Pædagoger, der vil dem og ser dem, skal åbne deres verden. De skal lære at finde deres stemme i fællesskabet, og det kræver kærlige, dygtige og engagerede pædagoger.

Det er mest af alt for børnenes skyld, at Ole Henrik Hansen har råbt op, siger han. Han er selv pædagog og kan lide pædagoger, men han kan endnu bedre lide børn. Og det, han så nogle børn blive udsat for i vuggestuerne, chokerede ham så meget, at han ikke kunne tie stille.

»Jeg har italesat vuggestuepæda­gogerne som de vigtigste, og jeg mener, at jeg kan tage æren for, at vuggestuerne er blevet mere synlige i offentligheden,« siger han.

Ole Henrik Hansen håber, at hans afhandling kan være med til at åbne en diskussion om, hvad vi som samfund skal stille op med de mange små børn, som nu kommer i vuggestue, når de er omkring et halvt år.

»Lige nu går overvejelserne på, hvornår børn skal i vuggestue, desværre ikke på, hvad der er godt for børnene. Det burde det i højere grad gøre,« siger han.



Didaktik er svaret. Ph.d.-afhandlingen viser, at et didaktisk udgangspunkt for pædagogikken giver børnene de bedste muligheder for tæt kontakt til de voksne og for at lære om deres omverden.

En læringsorienteret tilgang får pædagogerne til at planlægge dagen og dele børnene op i mindre grupper. Det betyder, at børnene lærer bedre.

Ole Henrik Hansen er blevet skudt i skoene, at didaktikkens fordele har været hans pointe, før han begyndte sin undersøgelse.

»Det er helt forkert, for faktisk ønskede jeg at fremhæve en pædagogisk tilgang, som er løsere end den, jeg er endt med at anbefale. Problemet var bare, at det, jeg så, viste sig at være det modsatte af det, jeg troede. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at forstå, at jeg på den ene side taler om vigtigheden af kærlighed og nærhed til børnene og på den anden side taler om, at didaktik er metoden. For mange er det modsatrettet. Men jeg har observeret, at det ikke er tilfældet,« siger han.



Organisering slår normering. Ole Henrik Hansen har stillet selvforvaltningspædagogikken og didaktikken over for hinanden, fordi de to retninger har kørt parallelløb i Danmark de seneste 30 år.

»I mit hoved bør det ikke udløse en krig mellem de to pædagogiske forståelser, men en diskussion, der bunder i en erkendelse af, at ingen kender sandheden om, hvad der er det bedste for børnene. Det er problematisk, når forskere står over for hinanden og råber ’Min undersøgelse er større end din’, for det bliver vi ikke klogere af. Det ville nuancere billedet, hvis vi holdt fast i, at målet er at gøre børnenes barndom bedre,« siger han.

Ole Henrik Hansen ved godt, at ikke kun pædagogerne skal på banen for at give børnene bedre vilkår. Men han synes, at de, der arbejder med børn, skal stille store krav til sig selv.

»Jeg har undersøgt institutionerne og pædagogernes måde at udføre deres arbejde på. Jeg har ikke undersøgt kommunerne, så jeg kan ikke sige, hvad de skal gøre. Jeg kan sige, at normeringen betyder noget i forhold til interaktionsmønstrene, men det, jeg kalder ’vuggestuen’, altså den måde pædagogikken er organiseret på i den enkelte vuggestue og de pædagogiske valg, pædagogerne foretager, det betyder endnu mere,« siger han.



3 råd til vuggestuepædagogerne

For at give de mindste en god tid i vuggestuen. anbefaler Ole Henrik Hansen, at pædagogerne:

• giver børnene kærlighed

• åbner verden for børnene og lærer dem noget

• hjælper børnene med at regulere deres adfærd, så både svage og dominerende børn får en plads i fællesskabet.



Giv børn en stemme i fællesskabet

Ole Henrik Hansens ph.d.-afhandling ’Stemmer i fælleskabet’ viser:

• Der er brug for et kvalitetsløft af vuggestuen.

• Der er brug for en organisering af den pædagogiske dagligdag. Der bør være fokus på mindre børnegrupper, pædagoger, der arbejder alene med børnene, og planlægning af dagen i forhold til børns funktionsniveau og de pædagogiske læreplaner.

• Fri leg ikke er fri for alle børn. Den pædagogiske praksis skal i højere grad blande sig aktivt i børnenes liv. Der er brug for voksenkontakt og interaktion med voksne, hvis børnene skal stimuleres og udvikle sig, især nær det gælder sproglig udvikling.

• Normering betyder ikke alt. Lav normering og dårlig pædagogisk praksis hænger ikke altid sammen. Dårligst normerede vuggestuer klarede sig bedst i undersøgelsen. Det var samtidig de to vuggestuer, der havde den højeste grad af planlægning.

• Pædagogers engagement har betydning. Man skal både have fokus på det, der fungerer og det, der ikke fungerer, samt ændre centrale elementer. Vuggestuearbejdet kræver faglig indsigt og de rette menneskelige egenskaber og engagement.

• Børns alder har betydning. Der er stor forskel på at være 10 måneder og to et halvt år. Blandt andet indebærer pædagogisk planlægning for de mindste megen fysisk kontakt, små børnehold og ro.

Ph.d.-afhandlingen kan købes eller lånes på DPU’s bibliotek, Danmarks Pædagogiske Bibliotek – dpb.dpu.dk. Sidst på året udgives den i bogform på forlaget Dafolo.



BUPL: Vi ønsker en seriøs debat

BUPL er enig med Ole Henrik Hansen i, at en diskussion om kvaliteten i vuggestuerne er vigtig. Allan Baumann, medlem af BUPL’s forretningsudvalg, mener, at nu gælder det om at finde en form, hvor man ikke råber ad pædagogerne.

»Hvis man vil have folk til at ændre adfærd, lykkes det sjældent ved at skælde dem ud og kalde institutionerne for ’fri-hash-og-kakaomælksinstitutioner’. Vi må forlange en seriøs debat,« siger han.

Allan Baumann mener, at Ole Henrik

Hansen er faldet i den grøft, at hans eneste svar på problemerne er mere struktur.

»Jeg kan sagtens gå med til, at vi kan have behov for mere systematik i det pædagogiske arbejde. Men det er jo ikke det samme som struktur. Systematik handler om at vælge pædagogiske redskaber i forskellige pædagogiske situationer, der svarer til de behov og interesser, børn har. Hvis man til enhver problemstilling kun har ét svar, er det alt for unuanceret. Det er synd for børnene og tilgodeser ikke deres behov, hvis en metode bliver til ideologi eller en religion.«