TEMA. VUGGESTUE: Det viser forskningen. De små børn er blevet interessante

Der har ikke tidligere været meget interesse for at forske i de små børn og i vuggestuens betydning. Men nu pibler det frem med danske og udenlandske undersøgelser, der peger på, at kvalitetsvuggestuer er nødvendige.

Klarer sig bedst

Der vil være en markant effekt i, at give de helt små børn så optimale betingelser som muligt. For børn, der har gået i vuggestue, klarer sig bedre, end børn, der har gået i dagpleje, viste undersøgelsen ’Effekter af Dagtilbud’ fra 2013. Vuggestuernes tidlige indsats betyder, at børnene klarer sig bedre senere i livet. De påbegynder med markant større sandsynlighed en ungdomsuddannelse straks efter folkeskolen end børn, der går i dagpleje. For de udsatte børn er der 18 procentpoint større sandsynlighed for, at de begynder i gymnasiet eller andre ungdomsuddannelser som 16-årige, hvis de har gået i vuggestue. Vuggestuebørn får også senere signifikant højere karakterer i dansk og matematik end de børn, der går i dagpleje.

Kilde: Undersøgelsen ’Effekter af Dagtilbud’, 2013, BUPL (læs på bupl.dk).



OECD anbefaler

● At der skal være veluddannet personale i daginstitutionerne, fordi det er afgørende for kvaliteten.

● At der skal afsættes flere økonomiske ressourcer til førskoleområdet – også i Danmark.

● At der skal satses på at fremme kreativitet og åbenhed frem for træning i faglige emner, test og benchmarking.

Kilde: OECD’s rapport: Starting Strong I, 2001.



Gode vuggestuer betaler sig

Økonomiprofessor og nobelprismodtager James Heckman, Chicago University, USA, har foretaget undersøgelser, der viser, at økonomisk investering i human kapital i de tidlige år, er mere indbringende end investeringer senere i livet. Human kapital skal forstås som den viden og erfaring, et menneske tilegner sig gennem en investering i dets læring og udvikling. James Heckman er især blevet kendt for Heckmans kurve, der viser, at investering i børns tidlige læring giver det mest effektive afkast.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.