TEMA. OVERVÆGT: Fede får flere arbejdsskader

Meget fede mennesker har en 25 procent forøget risiko for at komme til skade på arbejde, viser amerikansk forskning.

Det kan være farligt at gå på arbejde. Og ikke mindst, hvis man er overvægtig. Faktisk er risikoen for at pådrage sig en ikke-dødelig arbejdsskade 25 procent højere for meget fede mennesker end for de tyndere, som har en BMI (Body Mass Index) på under 25.

Det dokumenterer en stor amerikansk undersøgelse, som sidste år blev publiceret i Scandinavian Journal of Work, Environment & Health.

Undersøgelsen bygger på data fra tusinder af lønarbejdere, og der er korrigeret for branche. Risikoen har vist sig at være størst for de svært overvægtige personer, der har en BMI på over 30. Det viser, at faren vokser med kiloene.

»Der skal ikke voldsomt meget til, før man er i kategorien overvægtig, så selvom det er et følsomt emne, synes jeg, at den her øgede risiko for også at komme til skade, må give anledning til, at man mellem kolleger tør bekymre sig om hinanden og tør udfordre nogle af vanerne på arbejdspladsen. For eksempel har jeg oplevet på en arbejdsplads, at vi gik ned og hentede cola, hver gang vi var undernormerede,« siger Mette Aagaard Larsen, der er medlem af forretningsudvalget i BUPL med ansvar for arbejdsmiljøområdet.

Hun har selv haft en BMI på 31,8 og opfordrer kolleger til at støtte hinanden, hvis en eller flere i personalegruppen vil smide nogle kilo.

»Man skal også respektere, hvis kollegaen ikke ønsker ens indblanding, men vi går jo gerne hen og klapper en kollega på ryggen, når hun har tabt sig 15 kilo. Hvorfor ikke også tilbyde at hjælpe den kollega, som omvendt har taget 15 kilo på, til at smide dem igen? Om man så alle sammen skal spise nøddeboller i stedet for kage i tre måneder,« siger Mette Aagaard Larsen.



Fedme påvirker sagen. Ikke nok med, at fedme øger medarbejderes risiko for skader. Når ulykken er sket, kan kraftig overvægt spille en rolle i skadelidtes arbejdsskadesag. Det bekræfter arbejdsskadekonsulent i BUPL Jacob Madsen.

»Som overvægtig pædagog, der kommer til skade med for eksempel knæ eller hofter, risikerer vedkommende, at overvægten får betydning for sagens afgørelse. I lægeerklæringer i sagerne ser man det nævnt, at ’patientens overvægt må antages at spille ind’,« siger han.

Andre fysiske eller psykiske gener, som patienten lider af forud for skaden, kan også spille en rolle.



BUPL hjælper dig

Er du blevet syg af de mange kilo for meget, ses det mere og mere, at kommuner afviser at forlænge borgerens sygedagpenge og eventuelt forlanger, at man taber sig eller fedmeopereres. I sådanne sager hjælper fagforeningen. Ved BUPL’s hjælp fik pædagogen Ingelise Pedersen 500.000 kroner i erstatning, fordi kommunen, da de tog hendes sygedagpenge, nægtede at lade hende blive arbejdsprøvet, før hun havde tabt sig 25 kilo. Læs om sagen via kortlink.dk/dsuh.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.