TEMA: JOBROTATION. Miniguide - Så nemt er det

To simple blanketter skal udfyldes, og jobcenteret står for resten. Så simpelt er det at hente puljemidler hjem til sit jobrotationsprojekt.

Manglende kendskab til jobrotation, uvidenhed om puljemidler og en forfejlet tro på, at det er besværligt at starte et jobrotationsprojekt. Det har typisk afholdt daginstitutionsledere, enkeltpersoner og kommuner fra at søge bevillinger til jobrotation.

Men jobrotationskonsulent i region Nordjylland Tom Levi Larsen, der til daglig sidder på Jobcenter Aalborg med ’fingrene nede i bolledejen’ og sidste år havde fingrene nede i små 10 jobrotationsprojekter med pædagoger, giver her en guide til et jobrotationsprojekt med rotationsydelse.

»Det er såre simpelt. Selve ansøgningen er én enkelt blanket på to sider og fire punkter, som skal udfyldes og underskrives. Så sendes den til det lokale jobcenter, og vi står for resten og vejleder også gerne undervejs,« siger han.

Når projektet så ruller, skal virksomhedslederen udfylde en anden blanket hver måned og sende den til jobcenteret.

»Den er kun på én side, og man skriver blot det antal timer, vikaren har arbejdet, og ganger med 170,36 pr. time. Man skal ikke dokumentere mere for at få rotationsydelse til betaling af vikaren. Det er nemt,« siger Tom Levi Larsen.



JOBROTATION MED ROTATIONSYDELSE – SÅDAN GØR DU:

1 Medarbejderen vælger sammen med sin chef sin efteruddannelse, som skal være offentligt godkendt.

Søg information om uddannelser på www.efteruddannelse.dk,

www.ug.dk (Uddannelsesguiden), www.minkompetencemappe.dk, eller spørg på professionshøjskolerne.

2 Virksomhedslederen udfylder jobrotationsblanket AB522, som kan hentes på www.jobnet.dk under menuen ’Mit jobcenter’ og fanen ’Blanketter’.

3 Blanketten sendes til det lokale jobcenter, inden kurset påbegyndes.

4 Virksomhedslederen kan lave en jobbeskrivelse til vikaren, som indgives til jobcenteret. Den kan indeholde oplysninger om: primære opgaver og ansvarsområder i jobbet, krav til vikarens faglige og personlige kompetencer, information om tiltrædelsestidspunkt og arbejdsvilkår samt projektperiodens længde.

5 Jobcenteret finder forslag til vikarer i samarbejde med den faglige organisations a-kasse.

6 Lederen kan holde samtaler med de mulige personer og selv vælge sin vikar.

7 Når projektet kører, indsendes hver måned en timeopgørelse for vikaren, og tilskuddet til lønnen udbetales derpå af jobcenteret. Der skal ingen anden dokumentation til!



OGSÅ VÆRD AT VIDE OM JOBROTATION

• På www.brugjobrotation.dk finder du et beregningsskema, hvor du hurtigt kan få overblik over økonomien i dit helt specifikke jobrotationsprojekt, uanset hvilken jobrotationsmodel du vælger.

• Udbetaling af rotationsydelse sker time for time. Overskydende midler kan virksomheden disponere over, men der må ikke være overskydende midler efter rotation med løntilskud. Tilskuddet skal omsættes i ordinære timer til vikaren.

• Dagpengemodtagere skal have været ledige i sammenlagt tre måneder for at kunne deltage i jobrotation. Kontanthjælpsmodtagere skal have modtaget kontanthjælp i tre sammenhængende måneder.

• Regeringens nye akutpakke stiller krav til kommunerne om at hjælpe ledige, der er nyuddannede, er under 25 år eller har under 26 uger tilbage af dagpengeperioden, i jobrotation, hvis de på jobcenteret ytrer ønske om det.

• Et jobrotationsprojekt kan vare fra få uger til højst et år.

• Ledige ansat i jobrotation kan vikariere for flere beskæftigede.

• Større jobrotationsprojekter, som involverer hele personalegrupper eller medarbejdere fra flere institutioner i kommunen, kan også iværksættes som flere enkeltmandsprojekter. Dermed slipper man for koordineringen, informationsmøder og rekrutteringsprocedurer, som større projekter typisk kræver.

Kilder: FTF, www.brugjobrotation.dk, www.jobnet.dk samt 'Håndbog i jobrotation'.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.