TEMA. DEPRESSION: Gode guides

Stands stressen, før depressionen standser dig

  • Brug Arbejdstilsynets ’Håndbog om psykisk arbejdsmiljø’, kortlink.dk/d9z2
  • Se BUPL’s linksamling med værktøjer til og viden om stressforebyggelse, kortlink.dk/d9z5
  • Prøv Videncenter for Arbejdsmiljøs portal, frastresstiltrivsel.dk





Fire små til større livsmod

Når man kæmper med depression, er energien sparsom og humøret sort. Men måske kan disse healende aktiviteter give mod på livet.



Vær mindful

Når du bruger mindfulness, er du ’opmærksom med vilje’. Det er en måde at blive bevidst om, hvad du tænker og føler, og det kan sætte dig i stand til at handle fokuseret og frasortere 'støj'. Metoden er udviklet i buddhistiske klostre for 2.500 år siden, men er i dag en del af de almindelige behandlingstilbud for stress og depression. Efter bare otte ugers deltagelse i mindfulnessbaseret stressreduktion (MBSR-kurser), viser forskning, at den grå substans i hjerneregionerne, som vedrører indlæring, hukommelse, følelsesregulering med mere, er øget.

Kilde: Bogen ’Mindfulness og stresshåndtering i arbejdslivet’ af Michael Chaskalson.



Sov bedre

Søvnløshed kan give depression, og depressive ligger søvnløse. Prøv at bryde den negative spiral ved at gå regelmæssigt i seng, droppe kaffe efter klokken 15 og undgå at tale i telefon eller bruge computeren i en time før sengetid. Anvend også afspænding for at falde i søvn – tænk dig selv på en afslappende ferie. Er tankemylderet tilbagevendende, så skriv tankerne ned og ud af kroppen.

Kilde: Stresscoach Bjarne Toftegård.



Fang lyset

Gå ture midt på dagen, når dagslyset skinner stærkest. Eller gå i lysterapi ved at sidde en time hver morgen i 14 dage foran en lampe med 5.000 lux.

Kilde: Sundhedsguiden.dk.



Brug benene

Sankt Hans Hospital i Roskilde sender depressive patienter ud at løbe. Træningen betyder, at de har behov for mindre medicin. Motion både behandler og forebygger depression.

Kilde: Sundhedsmagasinet ’I Form’, artiklen ’Styr dit liv uden om depression’.



Hjælp din depressive kollega

Mange depressive kan godt gå på arbejde, men de er præget af nedtrykthed, tristhed og lavt selvværd. Som kollega kan du hjælpe.



Vis anerkendelse

Lad anerkendelsen komme fra en bestemt person, der fra starten etableres et tillidsfuldt forhold til.



Giv feedback

Vær konkret i din feedback på opgaverne, efterhånden som de løses.



Prioriter opgaverne

Giv hjælp til at prioritere opgaveløsningens rækkefølge.



Vis vejen

Hjælp med at etablere gode arbejdsrutiner.



Vær tydelig

Tydeliggør både krav til det sociale, samarbejdet og det faglige. Og sænk dem.



Tillad tvivl

Giv mulighed for at kunne drøfte den usikkerhed og tvivl, som opstår omkring arbejdet.



Vær i beredskab

En kollega eller leder kan påtage sig rollen som den, der griber ind, hvis medarbejderens sygdom forværres. Både lederen, arbejdsmiljørepræsentanten og tillidsrepræsentanten bør med deres fælles ansvar for personalepolitikkens overholdelse medvirke til at etablere et beredskab.



Brug kalenderen

Hold fastlagte møder med dialog om ovenstående punkter.



Afpas kontakten

Er din kollega sygemeldt, vil det ofte afhænge meget af den enkelte, hvor meget kontakt man ønsker til arbejdspladsen. Men man bør i nedtrykt tilstand aldrig overlades helt til sig selv og sin sygemelding.

Kilde: Tema om ’Job og helbred’ i ’Magasinet Arbejdsmiljø’,

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.