Teater. Tilbage til rødderne

Årets nye teatertilbud til børn og unge er præget

Om forfatteren

Randi K. Pedersen er journalist og redaktør og udgiver af UgeXpressen, en nyhedsavis for børn og unge. Hun har mange års erfaring som anmelder af teater, opera og dans i dagspressen og i Børneteateravisen, hvor hun også skriver artikler.



Den årlige festival med teater for børn og unge har netop fundet sted. Derfor er det nu tid at gøre op, hvilken vej teatervinden blæser i det kommende år.

Teaterfestival 2013 – teater for børn og unge – viste ingen epokegørende nye udviklingstendenser. Den slags bryder ikke punktligt igennem hvert år i april, når der er festival. Men der er altid små forskydninger i forhold til tidligere år blandt de mange nye teateroplevelser, som venter børn og unge.

En af de iøjnefaldende tendenser er, at forestillingerne i højere grad er vendt tilbage til teatrets rødder. Form og indhold bærer præg af, at teatrene ikke længere anstrenger sig for at konkurrere med tv, film og især computerspil på disse mediers præmisser. Der er mere skuespil, mere krop og stemme og mindre effektjageri med pling plang og kulørte påfund.

Til gengæld bruges de nye digitale muligheder med større omtanke og virkning end tidligere. Når video og lysprojektioner indgår i forestillingerne, opleves det som en integreret del, der forstærker det dramatiske udtryk. Det er rigtig flot, hvis billederne spiller deres egen selvstændige rolle i en historie og fungerer som en aktiv medspiller i forhold til skuespillerne.



Baghjul til klassikere. På årets festival var der markant færre nye tilbud med musikdramatik og dans sammenlignet med sidste år. Der er heller ikke meget nyt til de yngste tilskuere, og hvis det gentager sig til næste år, er tendensen bekymrende.

Men med hensyn til genrer og temaer peger flere forestillinger i en ny retning. Efter nogle år med mange nyfortolkninger på programmet, får klassikerne baghjul. Nu bliver der tyde­ligvis sat fokus på moderne børn og unges eksistentielle problemer. Det gælder ikke kun for de store børn og unge, men også i forestillinger for børn helt ned i toårsalderen.

Forudsigeligt debatteater er for længst passé. Men det er igen blevet moderne at spille forestillinger, der sætter aktuelle samfundstemaer under lup uden at slække på den dramatiske slagkraft. Af gode grunde drejer det sig mest om teater, der retter sig mod et teenagepublikum, og hvor den efterfølgende diskussion undertiden også inddrager faglige eksperter.

Samlet set er der en tendens, der går igen år efter år, når man ser på udbuddet af teaterforestillinger for børn og unge. Det er den utrolige variation i form og indhold – og desværre også i kvalitet – der findes inden for alle alders­grupper.



Hold dig opdateret her

teateravisen.dk bringer løbende anmeldelser af børne- og ungdomsforestillinger.



Læs anmeldelser af udvalgte forestillinger her:



Mindre børn

Poetisk og musikalsk realisme



Hvem er jeg egentlig?

’Med plaster på knæet’ har Nørregaards Teater skabt en svimlende smuk, underfundig og musikalsk forestilling om at opdage sig selv som et selvstændigt væsen. Det er ingen nem øvelse. Men to suveræne skuespillere guider både dukkedreng og tilskuerne gennem de værste forhindringer og herlige visuelle overraskelser. Spillerne skruer deres dramatiske vingefang ned i lille størrelse og skaber en fortættet stemning af forventning, hvor det ene frydefulde øjeblik fører til det næste. Det gælder også svære spørgsmål, som om man kan blive helt væk rent fysisk? Ikke nogen tryg tanke, når man er lille. Men heldigvis viser det sig, at selvom man ikke mere er sammen, kan man stadig være det indeni. Det er heller ikke uden problemer for den lille dukkedreng at skulle sove i sit eget værelse for første gang. Han falder ud af sengen. Men så er det godt, at man kan få plaster på. Han har også sin egen månelampe til at lyse op og sin røde pandabjørn Himalaya. Uheldigvis ryger månen i vandet. Men dens lys og melodi spredes ud i alle vandløb, så flere får glæde af det. Det er ren poesi.

’Med plaster på knæet’

Nørregaards Teater.

Tlf. 7026 1870 / nrt.dk

Fra 2-6 år.



Drømmen om en ny cykel

Teatret Månegøgl tager med ’Månen over Baobabtræet’ til Afrika for at fortælle en fin historie med store flotte dukker om børns forskellige vilkår og venskab. I Danmark har børn cykler, og Anders får en ny cykel i fødselsdagsgave. I Afrika kan en cykel betyde forskellen på at gå i skole eller ej. Malaika må hver dag gå så langt for at hente vand, at hun ikke kan nå at komme i skole. At få en cykel er hendes højeste ønske, og det bliver opfyldt med lidt hjælp fra Anders og en høne. Men først skal en nuttet leopardunge hentes ned fra baobabtræet og reddes fra en masai, og en hel flok eksotiske dyr skal holde deres årlige sammenkomst på savannen. Scenografien skaber et skønt jordfarvet stykke Afrika med det flotte baobabtræ med lysegrønne blomster i centrum, mens fede afrikanske rytmer sørger for, at livet i Malaikas landsby også når publikum gennem ørerne. Teksten er lovlig tynd for en 7-8-årig, men for mindre børn er den billedrige forestilling en god oplevelse, der gør dem lidt klogere på verden og værdien af venskab.

’Baobabtræet’

Teatret Månegøgl

Tlf. 3257 7370 / hannetrolle.dk

Fra 2-8 år.



Historien om et skrøbeligt barn

Med ’Ib er et æg’ fortæller Teater Bloom en tragikomisk og tindrende livsbekræftende historie om et skrøbeligt barn. Ibs hoved er som et tyndskallet æg, så han må gå med tre huer og en paraply for ikke at komme til skade, og så er det ikke nemt at færdes blandt andre. Men en dag møder han Sif. Hun suser rundt i et fantastisk kostume og leger bi, og hun er ikke bange for noget. Det er Ib. Men ganske langsomt bliver han smittet af Sifs glubende, glade appetit på livet. Musikken bruges fikst som en slags førerhund i historien. Når Ibs overbeskyttende pylremor lader høre fra sig, står den på giro 413. Men når Ib skal prøve at danse, får han hjælp fra herlige, kvikke sambarytmer. Lange søde Sif nøjes ikke med at lære den lille, tætbyggede Ib at danse. Hun lokker den ængstelige dreng ud af sit hueskjul, så han tør stå på egne ben og gøre det, han har lyst til. Så da de to venner bliver væk fra hinanden, vover Ib sig alene ud i skoven med en kæmpe krukke honning for at lede efter Sif, og selvfølgelig finder de hinanden igen.

’Ib er et æg’

Teater Bloom

Tlf. 4250 1722 / teaterbloom.dk

Fra 3-7 år.



Et overstadigt musikalsk bevis

’Hittehathattens hemmelighed’ af Team Teatret er et overstadigt musikalsk bevis på uforgængeligheden i Halfdan Rasmussens rimskat. Ikke mindst, når hans mundrette remser er i de rette generøse hænder. I forestillingen sætter en manglende sko gang i løjer og drillerier, der aldrig bliver overgearede, men som uafbrudt sender bølger af boblende munterhed ud til publikum og skaber nærkontakt fra første sekund. Jagten på skoen fører vidt omkring fra glemmekasse til hitte­godskontor og endda til en bank. Undervejs dukker ting og sager og nye historier op og naturligvis den magiske hittehathat. Til sidst kommer skoen også for en dag, og alle jubler. Selvom scenografi og kostumer er sort i sort, stråler forestillingen af farver. De kommer ikke kun fra en spektakulær lyssætning og små finurlige klumper af modellervoks i rødt og grønt. Musikken maler også farver frem med swingende melodier, som to legesyge, godt syngende skuespillere får til at funkle om kap med de talte rim, og hvor fremførelsens sikre timing giver Halfdan rytme og dybde.

’Hittehathattens hemmelighed'

Team Teatret

Tlf. 9712 5577 / teamteatret.dk

Fra 3-8 år.



Her er en drøngod fortæller

Dukketeatret Svanens ’Eventyret om Dronning Dagmar’ bygger på den rene skære virkelighed. Med ferme dukkeførere og en drøngod fortæller får små tilskuere serveret et dramatisk, men morsomt og nærværende spillet stykke danmarkshistorie. Mindre børn forstår ikke den politiske dimension og intrigerne bag ægteskabet mellem den bøhmiske prinsesse Drakomira og den danske konge Valdemar Sejr. Til gengæld er det nemt at følge den konkrete historie på den store, drejelige dukkescene, der fikst og flot er lavet af et gulnet landkort. Her optræder den bøhmiske kongefamilie, hvis problemer med skilsmisse og flere hold børn ligner nutidens. Man ser også den nysselige og lydige prinsesse blive snydt i terningespil af sin egen kongefar. For taber prinsessen, skal hun til Danmark, og så kan han sælge flere sild. Det er næppe sandt, men sjovt. Derfra går det efter bogen frem til Valdemars berømte ridt mod Ribe, hvor prinsessen dør i 1212. Ung, men lykkelig som Danmarks fromme Dronning Dagmar.

’Eventyret om Dronning Dagmar’

Svanen

Tlf. 4045 0046 / svanen-dukketeater.dk

Fra 4 år og op.



Et abstrakt, bjergagtigt univers

’Et vintereventyr’ er Hr. Teaters bud på en avanceret og underholdende pudekamp mellem tre klovnelignende figurer med brune bjørnenæser og vrøvlesprog. I et abstrakt, bjergagtigt vinterunivers af hvide dyner klatrer Gerd, Ubo og Kalinka rundt og leder med svigtende held efter hvert sit mål. Måske fordi deres kort kun består af bløde klude og det indre kompas. Undervejs støder de spøjse karakterer uforvarende ind i hinanden og må med stor fortrydelse se deres planer gå i vasken. Drevet af omstændighederne slår de følge, men rotter sig på skift sammen mod hinanden for selv at overtage styringen af gruppen. Alle midler tages i brug også de grove. Men på ægte klovnevis sker det med en vis solidarisk godmodighed, så ingen lades helt i stikken. Det skaber grinagtige, fysiske sammenstød og urkomiske lydorgier, som virker, fordi de medvirkende med stor sikkerhed styrer deres adrætte kroppe og gode stemmer. Alene med tonefaldet skaber de små fortællinger om glæde og samvær i en verden præget af kaos.

’Et vintereventyr’

Hr.Teater

6165 7027 / hrteater.dk

Fra 4 år og op.



Større børn

Stærke temaer og alvor



Hvordan ser min far ud?

Teater Hund tager med ’Hvis bare’ fat i et tema af de allertungeste. Savnet af en far, der måske aldrig kommer igen. Brødrene Frede og Uffe ved godt, at deres far er jægerpilot og med i en krig. Men nu har han været væk så længe, at lillbror Uffe ikke længere kan huske, hvordan faderen ser ud. Uden tekstens nænsomme humor og skuespillernes underspillede, usentimentale situationskomik, ville det være svært at bære. Men forestillingen holder suverænt balancen mellem det knugende og det komiske, mens en fabelagtig flot fortællende baggrund af sort-hvide levende billeder blander drøm og virkelighed i drengenes verden. Med koreografisk præcision gennemspilles hverdagens døgnrutiner med søvn, morgenmad og skolegang, hvor drengene skal ’hjerneforgyldes’, og med flyverlege i fuld udrustning. Bag det hele rumsterer uvisheden, de onde mareridt og en forsigtig erkendelse af, at faderen er styrtet ned. Men også med fantasierne og håbet om, at hvis bare de kunne flyve, ikke havde højdeskræk og var mere modige, ville deres far komme tilbage. Det gør han også, på en måde.

’Hvis Bare’

Teater Hund

Tlf. 2616 1410 / teaterhund.dk

Fra 5-12 år.



Sopranen synger igennem

’Byen uden lyde’ er SaltoMortales friske, sjove bud på en ny opera for børn. Tekst, musik og sange er ligetil uden at være kedelige med en enkelt humørfyldt ørehænger som ledetråd og muntre klange fra marimba og saxofon. Historien om en by, der har fået stjålet sine lyde af en modbydelig kæmpe, er også skruet godt sammen som et moderne eventyr om at blive udsat for farer og klare dem. Forestillingen kaldes en musikalsk fortælling. Men der bliver sunget igennem med operasopran af den søde pige med fletningerne og den lange legekammerat, som hun render ind i, da hun puster til nogle magiske mækebøttefrø. Sammen giver de to fint spillede børn sig til at udforske den sære verden, de pludselig er havnet i. En heks med en lovlig skinger falset er kommet for sent til Bloksbjerg. Hende hjælper de straks på vej og får til tak et par slidte syvmilestøvler, som bliver til stor nytte. De bringer børnene til byen uden lyde, hvor de narrer kæmpen til at åbne sækken med de stjålne lyde og til bagefter trække i syvmilestøvlerne. Og væk er han.

’Byen uden lyde’

SaltoMortale

Tlf. 4011 9513 / saltomortale.dk

Fra 6-10 år.



Jeg vil være rockstjerne

Dunkelblås ’Musikanterne’ er en musikalsk dyrefabel fuld af skæg og ballade. Men det er også en god historie om at overleve og om at have en drøm om for eksempel at blive rockstjerne og at turde forfølge drømmen. Efter en indledende sang til heftigt guitarspil er stemningen slået an i et forrygende energisk og sanseligt one-man-show. For selvom der kun er en enkelt fremragende medvirkende, optræder der flere interessante dyrearter, hvor hver har sine egne overbevisende og stærkt underholdende karakterer og dyrelyde, som udelukkende skabes med krop og stemme. Dyrenes ejere er til gengæld nogle fæle fyre, der kun er ude på at slå de firbenede ihjel. Et æsel er først i farezonen, men når at liste væk i tide. Derefter følger en hund, en kat og til sidst en hysterisk og urkomisk skrålende hane. Sammen flygter de og jager nogle røvere væk ved et udspekuleret overraskelsesangreb, hvorefter de fire dyr overtager røvernes hus og åbner deres eget spillested for publikum. Musikanter skal nemlig også have mad på bordet .

’Musikanterne’

Dunkelblå

Tlf. 2612 0013 / dunkelblaa.dk

Fra 6 år og op.



Emils ven rejser til Amerika

’Alfred – en emigrant fra Lønneberg’ er teater i stort format, hvor Teater O digter videre på en kendt historie. Emil har reddet sin vens liv, og nu søger Alfred lykken som nybygger i Amerika. Han medbringer en sæk med Emils træfigurer, der får en vigtig rolle i hans nye liv, og som sikrer kontakten til publikum. Men det bliver ingen nem tilværelse i Amerika, selvom Alfred allerede på sørejsen får en dejlig og dygtig kone og et stykke jord. Som nybygger må han vælge side i kampen mod indianerne og tackle landsmænds flossede moral. I en flot, rå scenografi af lærred og træ folder handlingen sig ud vidt og bredt i et drama om kærlighed og tolerance, men også om savn, uretfærdighed og fordomme over for fremmede. Det er stærke temaer, men skåret så tilpas firkantet ud, at børn kan følge med. Kniber det, sørger tre velspillende skuespillere for livlig og med­rivende underholdning. I spillet mellem skiftende personer skaber de nogle farverige og dybt troværdige karakter, der gør forestillingen til en flot teateroplevelse.

’Alfred – en emigrant fra Lønneberg’

Teater O

Tlf. 7026 1870 / nrt.dk

Fra 8 år og op.



Frygt ikke nuet

Med ’Rejsen til nu’ inviterer ZeBU indenfor i en interaktiv og humoristisk performanceforestilling om tid og rum. Med en enkel historie om en far og datter som ledetråd sendes tilskuerne ud i et sindrigt system af lave hvide tunneler og huler på jagt efter oplevelsen af nuet. Det befinder sig i særlige huller, som kan opsøges undervejs, så man ved selvsyn kan konstatere, at nuet ikke er noget, man skal frygte. Det er tværtimod noget, der er godt at opsøge og være til stede i, så vi ikke bare spilder tiden. Men hvad er der egentlig galt i det? Store spørgsmål bliver stillet undervejs på ekspeditionen, hvor mystiske skikkelser med træk fra både fortid og fremtid dukker op. En af dem er udstyret med en masse farvestrålende fjer og kæmpestore øje, der kan flyttes rundt, og som på én gang er spændende og lidt fra­stødende. I en stor hule står der komiske tids-og lydmålermaskiner, der ligner noget, som Storm P. kunne have udtænkt, men som bruges til at kontrollere tiden. Til sidst er den gået, og turen er forbi.

’Rejsen til nu’

ZeBU

Tlf. 3877 3877 / zebu.nu

Fra 6 år og op.



Unge

Fattig på følelser og penge



Bundløs ensomhed

Teater Vestvolden har med ’Et mærkeligt skib’ sat en gribende og visuelt spændende forestilling i søen. Den handler om drengen Elo og hans bundløse ensom­hed og fatale mangel på kærlighed, der har gjort ham socialt handicappet og venneløs. Det får ham til at klæbe til en kernefamilie med helt andre ressourcer end hans egen. Eller resterne af den med en far, der er ligeglad, og en fraflyttet mor med en ny familie. I et sublimt samspil med en storskærms medfortællende, realistiske billedverden vandrer den forsømte dreng ud og ind af en ubærlig virkelighed og en fantasiverden fuld af kærligt nærvær. Men hvor meget kan en teenager bære af følelsesmæssig afvisning, før bitterhed, sorg og vrede måske fører til ekstreme handlinger. Og hvor meget kan og skal kammerater og deres forældre tage ind og tage ansvar for, når et fremmed, opmærksomhedskrævende barn banker på. Forestillingen giver ingen svar. Men med stærkt og hudløst skuespil og stor dramatisk slagkraft rejser den de vigtige spørgsmål.

’Et mærkeligt skib’

Teater Vestvolden

Tlf. 3677 2300 / teatervestvolden.dk

Fra 11 år og op.



Fattigdom spilles overbevisende

’Fucking fattig’ af Alias Teaterproduktion tager med forrygende dramatisk og musikalsk energi og visuel opfindsomhed fat i finanskrisen og dens betydning for de unge. I hurtigt tempo og med ramsaltet humor sætter to overbevisende skuespillere i rollerne som både unge og forældre fokus på de storforbrugende teenagere. Vi ser, hvad der sker med selvforståelse og mærkevareidentitet, når bunden går ud af familiens økonomi. Emil går helt bogstavelig i sort, da hans sindsygt dyre it-udstyr bliver hentet af fogeden, fordi hans mor er gået konkurs. Emmas mor skjuler sin arbejdsløshed for familien og bliver pludselig glad for campinglivets glæder. Men hendes datter synes ikke, at det er fedt at se konfirmationsrejsen til New York udskiftet med en telttur. Emma stikker af og møder Emil, der også er på springtur fra en ny og barsk virkelighed. De finder sjovt og kært sammen i fælles ulykke og raseri over de voksnes manglende styr på økonomien. Men de to unge begynder også at indse, at de måske selv har et ansvar for, hvad de køber, og dybest set, hvilke værdier der skal afgøre, hvem de vil være.

’Fucking fattig’

Alias Teaterproduktion

Tlf. 2754 6235 / aliasteaterproduktion.dk

Fra 13 år og op.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.