Superformænd må nøjes

Frem til den 2. maj var John Erik Nyborg formand for 4.036 BUPL'ere i Vejle Amt. Da han slog øjnene op 3. maj, var han i stedet blevet fagpolitisk fyrtårn for det dobbelte antal, nemlig for 8.009 pædagoger og klubfolk i BUPL Sydjylland.

Ingen anden er vokset så kraftigt i charge på grund af ændringerne i BUPL's struktur, men for samtlige formænd i de nye fagforeninger gælder, at de i dag har ansvar for noget større, end de havde i går. Større, målt både på antal medlemmer, personalestab, geografisk udstrækning og økonomisk volumen. Undtagelserne er de tre fagforeninger, som fortsætter i deres hidtidige skikkelser: BUPL Århus Kommune, BUPL Fyn og BUPL Bornholm.

Hovedbestyrelsen drøftede på sit seneste møde, om udviklingen i formændenes ansvar og opgavemængde burde få lønmæssige konsekvenser.

Det for formændene mest lukrative forslag kom fra den såkaldte TR-løngruppe. Gruppen, hvis medlemmer er tillidsfolk, som ikke selv er ansat eller har slægtninge ansat i BUPL, foreslog en formandsløn på 42.178 kroner om måneden, svarende til trin 2 i lønrammen for medlemmer af forretningsudvalget.

Det mindst lukrative kom fra forretningsudvalget selv og lød på 38.600 kroner om måneden, og det er 977 kroner mindre, end hvad et forretningsudvalgsmedlem på trin 1 oppebærer.

Kompromisforslaget, som Marianne Carlsen fra BUPL Fyn stod bag, indebar en løn på 39.623 kroner om måneden, svarende til trin 1 for medlemmer af forretningsudvalget.

Alle de nævnte satser angiver grundlønnen. Hertil kommer et pensionsbidrag på 14 procent.



Forlegenhed. Som altid, når hovedbestyrelsen diskuterer politikerløn, skete det også denne gang med en vis forlegenhed. Over halvdelen af hovedbestyrelsens medlemmer er på lønningslisten i BUPL, så det kan hurtigt komme til at hedde sig, at de meler deres egen kage. Også selv om det faktisk er kongressen og ikke hovedbestyrelsen, der bestemmer løn og øvrige vilkår for politikerne i BUPL.

John Saunders fra BUPL Nordsjælland fandt, at lønniveauet i forretningsudvalgets forslag lå i underkanten, og kaldte det surt, at et udspil fra TR-løngruppen nok engang var blevet mødt med et modforslag fra forretningsudvalget.

"TR-løngruppen er etableret med det formål at løfte spørgsmålet om vores aflønning ud af dette rum," påpegede John Saunders.

Allan Baumann fra forretningsudvalget bekendte sig som puritaner, når der skal disponeres med medlemmernes penge, mens hovedkasserer Flemming Brøgger Andersen fandt det positivt, at TR-løngruppen tager initiativer, når den synes, at der er behov for ændringer og justeringer.

"Til gengæld synes jeg så også, at det er sympatisk, at et enigt forretningsudvalg kommer med et forslag, som er mindre lukrativt end det, de ikke-organisationsansatte medlemmer af TR-løngruppen er nået frem til," sagde Flemming Brøgger Andersen.

Og det synspunkt delte hovedbestyrelsens flertal åbenbart. Efter først at have afvist TR-løngruppens forslag med stemmetallene 19-9 og kompromisforslaget fra Marianne Carlsen med 16-12 stemte et flertal på 18 mod 1 for forretningsudvalgets forslag.





Oversigt over lønninger



Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.