Rådgivning. Elvas forældre står i kø til samtaler

Børnehuset Elva i Hillerød har siden årsskiftet tilbudt rådgivningssamtaler, og forældrene har taget godt imod den nye mulighed.

Det er torsdag eftermiddag i den integrerede institution Børnehuset Elva, som ligger tre kilometer uden for centrum af Hillerød. Børnene er på legepladsen, og lågerne går op og i, mens forældre ankommer og kort efter vender næsen hjemad med deres børn.

Forældreparret Lene og Rasmus Jensen henter sammen i dag, men inden de tager deres barn med hjem, sætter de sig sammen med pædagog Dorte Kirkegaard Olesen, som er afdelingsleder for Valhal, den ene halvdel af den sammenlagte institution Elva. De benytter sig nemlig af institutionens tilbud om at få pædagogisk rådgivning og har booket sig ind denne torsdag klokken 15, hvor Dorte

Kirkegaard Olesen står klar til en samtale.

En forældresamtale kan dreje sig om alt muligt. Det afhænger helt af, hvad forældrene har på sinde, forklarer rådgiveren.

»Det kunne være: Hvordan skal vi dele børnene, når vi bliver skilt? Hvordan får jeg mit barn til at tro mere på sig selv? Hvordan tackler jeg søskendejalousi, og hvad med skoleparathed?« siger Dorte Kirkegaard Olesen, som føler sig godt klædt på til at give forældrene råd.

Hun har en uddannelse som børne- og familie­konsulent og har sammen med andre fra institutionen deltaget i Hillerøduddannelsen, der er kommunens egen opkvalificering af dens pædagoger.

»Og så har jeg mange års erfaring som pædagog. Når jeg møder forældrene, har jeg ikke på forhånd lagt mig fast på en tolkning af problematikken. Det er ikke min opgave at fortælle forældrene, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg vil hjælpe dem til selv at blive klar over, hvad de kan gøre, og når jeg giver et råd, skal det passe til familien,« forklarer hun.



Kø til samtaler. Det er ikke nyt, at pædagogerne i Børnehuset Elva rådgiver forældrene. Men siden årsskiftet har institutionen ligesom resten af kommunens daginstitutioner fået ekstra midler til opgaven.

I Elva har man valgt at lægge forældresamtalerne fast torsdag fra klokken 15, og forældrene har taget så godt imod tilbuddet, at der er kø for at få en samtale.

»Nu er rådgivningen blevet mere forma­liseret, og forældrene kommer selv til os, i stedet for at vi skal tage fat i dem,« siger Dorte Kirkegaard Olesen.

Det er ikke altid, forældrene vil have råd. Nogle gange bruger de samtalen som en mulighed for at få sat ord på deres tanker og læsse lidt af.

»Og jeg begynder ikke at rådgive, før jeg kan mærke, at deres ører er åbne. Men jeg kan godt finde på at spørge, om de vil høre, hvad jeg ville gøre i deres situation. Og det vil de som regel gerne. De har jo selv bedt om samtalen, så et eller andet er de jo optagede af,« mener hun.



Høj af rådgivning. Dorte Kirkegaard Olesen elsker at fungere som rådgiver for forældrene.

»Jeg bliver helt høj af det! Det er dejligt at kunne bidrage til, at hverdagen bliver nemmere for forældrene, og det er skønt at mærke, når rådgivningen vinder genklang,« udbryder hun.

Susanne Brigsted Pedersen er leder af Børne­huset Elva. Tilskuddet fra kommunen giver hende mulighed for at dække rådgivningen med vikartimer, og det giver ro omkring opgaven.

»Dorte bruger jo de redskaber, hun har lært på sin uddannelse, og det gør man ikke bare lige i garderoben, mens forældrene giver barnet tøj på. Det handler om at belyse sagen fra flere forskellige vinkler og komme i dybden, og det er svært at gøre på mindre end en time,« siger lederen.

»Det er godt for Dorte, at hun får brugt sin uddannelse og trænet sin faglighed. Og det er godt for os alle sammen, for på den måde bliver hun en god rådgiver for hele institutionen,« tilføjer hun.



Få mere inspiration her



1. Konsulentvirksomheden Familiespin blev for fem år siden oprettet af to pædagoger. I dag tilbyder Familiespin rådgivning til private familier, institutioner og kommuner.

Se på: familiespin.dk



2. Det fynske firma Social Indsats er en socialpædagogisk konsulentvirksomhed, der henvender sig til både familier, unge og voksne med sociale problemer.

Se på: socialindsats.dk



3. Børnehuset Jennumparken i det nordlige Randers praktiserer det, som institutionen kalder for ’udvidet familiearbejde’. Pædagogerne arbejder med støtte af enkelte børn og rådgiver Se på: familierne.randers.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.