Med varmt vand og sæbe

Du tror måske, at du kan vaske hænder. Det kan du måske, men sikkert ikke godt nok. Men fortvivl ej - en ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen guider børn og ansatte i daginstitutioner igennem en ordentlig håndvask

Håndfladerne skal vaskes med flettede fingre. Og så skal du huske at vaske håndfladernes furer - på begge hænder. Det er ikke lige meget, hvordan, hvor længe eller med hvad man vasker de beskidte labber.

Sundhedsstyrelsen har netop udgivet en revideret udgave af "Vejledning om hygiejne i daginstitutioner". Første udgave udkom i 1987, og den opdaterede vejledning indeholder blandt andet et afsnit om håndhygiejne ledsaget af en detaljeret fotovejledning i ordentlig håndvask.

"Undersøgelser fra Sundhedsvæsenet viser, at der er få, der gør det rigtigt. For eksempel sådan noget som tommelfingerens bagside er der mange, der ikke vasker. Derfor er det godt at vise konkret, hvordan man gør," siger Mette Machon Balle, som er Akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse.

Der er flere omstændigheder, som man måske ikke tænker over, når man stikker de beskidte fingre i håndvasken. For eksempel anbefaler vejledningen, at man skrubber løs med sæben i mindst 15 sekunder, og at man efter endt håndvask lukker vandhanen med et håndklæde eller en serviet. Der sidder nemlig mange bakterier, og så er man lige vidt.



Grundighed sparer sygedage. Netop hygiejneområdet er et opprioriteret område hos Sundhedsstyrelsen, ikke mindst fordi det forebygger sygeligheden.

"Vi ved, at der er stor sygelighed blandt børn i daginstitutioner, og undersøgelser har vist, at forbedret håndhygiejne kan mindske den sygelighed," siger Mette Machon Balle.

Faktisk kan hver tredje sygedag vaskes væk. Det blev allerede dokumenteret i en rapport fra 1997 om håndhygiejne og småbørnssygelighed i daginstitutioner. Særligt øjen- og maveinfektioner kan forebygges ved bedre håndhygiejne.

Kemiker i BST Københavns Kommune Ole Banke er enig i, at en grundig håndhygiejne er afgørende for forebyggelse af smittespredning.

"Hvis der er infektion i en daginstitution, er det vigtigt at få stoppet smittevejene, og hænderne bliver brugt utrolig meget. De er jo et vigtigt arbejdsredskab," siger Ole Banke, som er sikker på, at der er mange, der ikke ved, hvordan man vasker hænder ordentligt.

Sundhedsstyrelsen arbejder lige nu på et nyt projekt, der sætter fokus på, hvordan pædagoger får indarbejdet håndhygiejniske rutiner i dagligdagen. En del af projektet handler om at få indsigt i, hvilken holdning pædagoger og andre ansatte i daginstitutioner har til håndvask, oplyser Mette Machon Balle.

Denne journalist foretog en grundig håndvask ud fra fotovejledningen. Det tog et halvt minut, men så var de også rene - i den grad!



Vejledningen kan hentes på

http://www.sst.dk/publ/Publ2004/Hygiejne_vejledning.pdf

Den trykte udgave er på 112 sider og koster 54 kr. ekskl. moms, ekspedition og porto. Kan bestilles hos Komiteen for Sundhedsoplysning, tlf. 3526 5400

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.