Børn&Unge er nu på nettet med sin egen hjemmeside, der giver bedre service til medlemmerne. Samtidig skal hjemmesiden være med til at profilere bladet - og dermed pædagogfaget - i offentligheden

Hidtil har Børn&Unge haft et hjørne på BUPLs hjemmeside, men nu har bladet fundet sit eget ståsted i cyberspace: http://www.boernogunge.dk. Den største attraktion på den nye hjemmeside er en søgefunktion, hvor man kan finde frem til artikler, der har været i Børn&Unge.

»Vi har skabt den nye hjemmeside for at tilbyde en bedre service til vores medlemmer og andre, der kan have en interesse i vores område - for eksempel pressen. På den måde kan siden være med til at profilere både bladet og faget,« siger Børn&Unges redaktionschef, Tom Nissen.



Find gamle artikler. Han fremhæver særligt den nye mulighed for at finde artikler fra tidligere numre af Børn&Unge. Erfaringen - og de mange henvendelser til Børn&Unges bibliotekar - viser, at der er et stort behov for netop det. Ofte er det studerende, der ønsker at vide, hvad Børn&Unge har skrevet om et bestemt emne, som de skal skrive opgave om.

Nu kan de selv finde frem til det. En særlig søgefunktion på hjemmesiden gør det muligt at finde frem til lige netop dén artikel, som man har en interesse i. Artiklerne findes i deres fulde længde fra og med Børn&Unge nr. 1 i år. Leder man efter ældre artikler, kan man finde resumeer af, hvad der har været skrevet helt tilbage fra 1988. Ønsker man dem i deres fulde længde, kan man som studerende finde dem på seminariebiblioteket. Andre kan finde dem på folkebiblioteket eller kontakte Børn&Unges bibliotekar.



Nyt job. Men hjemmesiden indeholder også andre tilbud. Jobannoncer fra hele landet ligger tilgængelige på siden, og man kan vælge at se dem efter hvilket job, man ønsker eller hvor i landet, man er interesseret i at søge.

Derudover kan man let komme i kontakt med redaktionen, hvis man ønsker at sende et læserbrev, et indlæg til "Opslagstavlen" eller bare ønsker at komme i kontakt med de enkelte journalister.

Børn&Unges nye hjemmeside kan findes på http://www.boernogunge.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.