Guatemala: Sandra vil være sekretær

Udtrykket "langt ude på landet" passer helt bogstaveligt talt godt på den lille landsby Cantón Saebichol i Guatemalas højland nær Chichicastenango. Det er 20 minutter siden, vi kørte fra den asfalterede hovedvej og ud på den snoede og bumlede jordvej, der nu har ført os til landsbyens skole. Det har taget cirka fire timer at komme frem. Udover min chauffør og kontaktperson fra Ibis, Guatemala, Gladys Velásquez, sidder hendes far og hendes ældre tante også i bilen. De skal have et lift til Chichicastenango. Men tålmodigt må de vente, til mit interview i Cantón Saebichol er klaret. Det ville nok have været hurtigere at tage bussen for dem, men det med tiden tager guatemalanerne ikke så tungt.

Da jeg blev hentet i morges, var det over en time senere end aftalt. Jeg spurgte forsigtigt, om ikke hun (Gladys Velasquez) skulle være kommet klokken halv syv og ikke kvart i otte.

"Jo, men der var så meget trafik," lød det korte svar fra hende.

Selvsagt er vi også betragteligt forsinkede, da vi endelig når frem til skolen.

Skolen ligger for enden af den bumlede jordvej og ned ad en bakke. Lidt derfra på toppen af bakken ligger en lille kiosk, der sælger taco-chips, bolcher og Pepsi og Miranda sodavand.

Da vi ankommer, er en gruppe børn i færd med at købe chips. De kigger forundret efter den lille gruppe af mennesker, der har samlet sig udenfor deres skole. Udover jeg selv, der malplaceret står med favnen fuld af spejlrefleks kamera, diktafon og computer, står en tolk, to personer fra ASDECO, Ibis' samarbejdspartner i Guatemala, en af skolens lærere og selvfølgelig Gladys Velasquez rundt om mig.

Det er noget af en begivenhed, at en journalist fra Danmark i Europa er på disse kanter for at skrive om dem. Utallige gange må jeg præsentere mig selv, og forklare hvor Danmark ligger, og at det er meget langt væk fra deres verdens navle.

Skolepigerne fniser og løber ned ad bakken til skolen i deres plastiksandaler. Vi går samme vej. Skolen er bygget som en hestesko. I midten er en stor asfaltlegeplads med basketkurve. En gruppe piger drøner rundt med en basketbold, mens de er klædt i deres traditionelle mayaindianske dragter. Her i området er nederdelene i blåt, mønstret bomuldsstof med en enkel stribe multifarvet stof for oven. Bluserne er såkaldte quipiles med blomsterbroderier i blå, gule og lyserøde farver. Broderierne fortæller indviede, hvilken landsby blusens ejer er fra. Drengene, der spiller bold i den modsatte ende af basketbanen, er mere vestligt klædt i sweater, lærredsbukser og kondisko.

Skolens ydervægge er malet lysegule, der er tremmer for vinduerne, og taget er af blik. Udsigten er mere indbydende. Et frodigt, grønt og bjergrigt terræn tager sig billedskønt ud i baggrunden.

Befolkningen i området består hovedsageligt af mayaindianere, der taler quiché, et af de 22 indianske sprog, der stadig eksisterer i Guatemala.

"Buenos dias," siger en flok syvårige elever i kor, da jeg og mit følge træder ind i 1. klasse. Det er det samme hver gang, jeg kommer ind i en ny klasse. Børnene rejser sig og hilser goddag. Klasselokalet er på størrelse med et tilsvarende i Danmark. På væggene hænger plancher, og alfabetet er klippet ud i farvet karton og hænger på væggene ligesom i Danmark. Omkring 30 elever sidder en og en på rad og række. Ærgerligt, hvis de er venstrehåndede. De gammeldags skrivepulte er kun lavet til elever, der skriver med højre hånd. For de venstrehåndede elever er der ikke noget sted at hvile armen, når de skriver.

Til sidst kommer vi til den 6. klasse, der er årsagen til, jeg er mødt op på den lille landsbyskole.

I 6. klasse på den statsejede skole går nemlig fire piger og to drenge, der får deres skolegang betalt gennem den danske kampagne "Hele Verden i Skole." BUPL har støttet projektet med 10.000 kroner i 2005, hvor kampagnen støttede mayaindianske børn i Guatemala.

De seks elever bliver råbt op, og en efter en rejser de sig lidt genert op, så jeg kan se, hvem de er.

En af pigerne, der får sin skolegang betalt, er 11 år og hedder Sandra Elizabeth Suysuy. Hun er ret genert, men der er også 30 klassekammerater, der pifter og fløjter, da hun forsvinder med Børn&Unges udsendte for at fortælle sin historie.



Stipendiet hjælper. Da Sandra Elizabeth Suysuy begyndte i skolen, talte hun kun quiché. I skolen lærer hun også at tale spansk, for det er det sprog, de bruger i den nærliggende større by Chichicastenango. Men for at børnene kan bevare deres indianske identitet, får de også undervisning i quiché.

"Derhjemme taler de kun quiché, det er deres modersmål, så det er vigtigt at holde fast i, men det er også nødvendigt, at de lærer spansk, hvis de skal forsætte med at gå i skole. Det er kun cirka 40 af de 130 elever, som afslutter grundskolen, og af dem forsætter 15 med at studere," fortæller Juana Saquic Conóz, der underviser de yngste klasser på skolen.

Sandra Elizabeth Suysuy er nummer seks i en søskendeflok på otte og bor et kvarters gang fra skolen. Hun er glad for, at hun har mulighed for at lære at regne, skrive og læse.

"På grund af stipendiet kan jeg fortsætte i skolen. Jeg ville ikke have mulighed for at gå her ellers. Det er for dyrt at købe kladdehæfter og andre skoleting," fortæller hun.

Sandra Elizabeth Suysuy vil gerne fortsætte med at gå i skole, også efter 6. klasse.

Og på det klassiske spørgsmål: "Hvad vil du være, når du bliver stor?," lyder svaret:

"Jeg vil gerne være sekretær."

Den uddannelse kan hun ikke tage i landsbyen, men kun i den større by Chichicastenango. Hun er nødt til fortsat at få sin uddannelse betalt, hvis hun skal blive ved med at studere, da familien ikke har råd til at sende hende i skole uden støtte. Udgifterne til undervisning efter grundskolen stiger af flere årsager. Dels er udgifterne til materialer dyre, og dels kommer udgiften til transport oveni.

Hvis hun klarer sig godt i skolen, viser interesse for at læse videre, og hendes familie ønsker det og fortsat kan klare sig, uden hun arbejder, er der stor sandsynlighed for, at Sandra Elizabeth Suysuy fortsat vil modtage støtte.



Kamp for levevilkår. Selvom Sandra Elizabeth Suysuy er glad for undervisningen, synes hun alligevel, at frikvarteret er det bedste.

Skolen giver nemlig børnene et sundt mellemmåltid hver dag, og ifølge lærer Juana Saquic Conóz er det ofte dagens bedste og mest nærende måltid, børnene får. Det gælder især for de allerfattigste, hvor familiernes levevilkår er ringe, og maden er uden variation.

"Derhjemme får børnene næsten altid serveret ris, majstortillas og bønnemos. Ofte bliver den samme bønnemos serveret flere dage i træk," fortæller Juana Saquic Conóz.

De seneste tal er fra 2001, og de viser, at hvert fjerde barn i Guatemala er underernæret. Mange af disse børn er desuden undervægtige, og knap halvdelen af de underernærede børn vokser mindre end normalt.

Skolestipendierne til eleverne mellem otte og tolv år er på 120 kroner per år per elev. Beløbet dækker en del af udgifterne til kladdehæfter, skriveredskaber og undervisningsbøger.







Børneliv i Guatemala



I juli 2006 besøgte Børn&Unge det mellemamerikanske land Guatemala. Det er blevet til en række historier om børnene og det oprindelige folk - mayaindianerne

- i Mellemamerikas folkerigeste land med knapt 13 millioner indbyggere. Ca. 60 procent af befolkningen er mayaindianere, resten er ladinoer. Dette er den første historie om 11-årige Sandra Elizabeth Suysuy, der får sin skolegang betalt gennem den danske kampagne "Hele Verden i Skole".





GUATEMALA



Guatemalas 108.890 km2 og dets befolkning på 11,7 milioner har en barsk historie. I 1996 sluttede en blodig 36 år lang borgerkrig. Krigen kostede over 200.000 livet, mens 50.000 stadig har status som "forsvundet", og en million blev drevet på flugt. Langt størstedelen af ofrene var mayaindianere. I dag, 10 år efter, er der stadig store problemer i landet. Menneskerettighederne bliver gang på gang brudt, og sikkerheden i landet er forværret de sidste par år. Skellet mellem rig og fattig bliver stadig større, for eksempel ejer to procent af befolkningen 70 procent af jorden.

Kilde: Udenrigsministeriet og Folkekirkens Nødhjælp.





Kort barndom



I Guatemala er der seks års obligatorisk skolegang, men i gennemsnit går mayaindianske piger kun i skole i tre år. I stedet for at gå i skole hjælper pigerne til i hjemmet, og i landsbyerne er det ikke usædvanligt, at pigerne er 14-15 år, når de bliver gravide første gang.

Kilde: Ibis



Flere drenge end piger går i skole på landet i Guatemala:



På landet i Guatemala går omkring 425.000 børn i 1. klasse, men kun cirka 90.000 elever går fortsat i skole i 6. klasse.

1. klasse:

225.000 Drenge

200.000 Piger

6. klasse:

50.000 Drenge

40.000 Piger

Kilde: UNESCO





Pædagoguddannelsen og institutioner



Der findes ingen decideret pædagoguddannelse i Guatemala. Det, der findes, er en uddannelse, der kan oversættes som en "børnehavelærer" (maestro de educación preprimaria). Uddannelsen falder ind under lærerfaggruppen, og ikke pædagog. Det gør den fordi, at der i Guatemala nærmest ikke eksisterer den slags børnepasningsinstitutioner, som der er i Danmark. Det, der kommer nærmest på børnehaven, findes indenfor folkeskolens rammer og hedder prekinder, kinder, preparatoria, parvulos, altså i alt 4 år inden 1. klasse. Børnene kan starte i prekinder, når de er tre år, men det er frivilligt, og det er langt fra alle forældre, der benytter sig af muligheden.





BUPL støtter



Den danske udviklingsorganisation Ibis står bag kampagnen "Hele Verden i Skole." I 2005 gik pengene til mayaindianere i Guatemala. I 2006 støtter kampagnen børns skolegang i Ghana, og BUPL har doneret 6.000 kroner. Tidligere har kampagnen støttet børns skolegang i Angola, hvor BUPL donerede 10.000 kroner.

Ibis arbejder sammen med lokale organisationer for at nå ud til befolkningen.

I Guatemala er det organisationen ASDECO (oversat til dansk: Foreningen for fællesudvikling, red.), der står for kontakten til de landsbyer, der har elever, som får deres skolegang betalt af "Hele Verden i Skole."

Organisationen arbejder for at forbedre levevilkårene for det oprindelige folk, der bor i landsbyerne omkring Chichicastenango. Det gør de blandt andet ved at oprette kooperativer og forsøge at få kvinderne til også at deltage i beslutningsprocesser. Et andet formål med organisationen er nemlig at forbedre kvinders rettigheder.







Se også: Multimediefortælling fra Guatemala med masser af billeder, lyde samt stemninger og interviews fra børnehjemmet Hogar Abierto.