Ftalatforbud udsat endnu et år

Branchen får endnu et år til at finde badelegetøj til små børn uden skadelige ftalater. Miljøministeren mener, det var nødvendigt at udsætte fristen, men han lover, at forbudet under alle omstændigheder gennemføres næste år. Samtidig skal der laves en plan for afvikling af stofferne i legetøj til større børn

Ifølge miljøminister Hans Christian Schmidt (V) selv ligger det ham meget på sinde at sikre børnene et kemikaliefrit miljø. Ikke desto mindre har han netop givet legetøjsbranchen endnu et år til at finde alternativer til blødgørende ftalater i oppusteligt badeudstyr til små børn. Producenterne havde ellers fået en frist til 1. januar 2003 til at finde på alternativer, men den frist blev kort før jul skubbet til 1. januar 2004.

»Jeg ville allerhelst kunne forbyde de her stoffer allerede i dag, for jeg er fuldt enig med dem, der siger, at vi ikke skal udsætte vores børn for dem. Men jeg vil ikke gennemføre et forbud, uden at forældrene kan finde alternativer i butikkerne,« siger Hans Christian Schmidt til Børn&Unge.

Legetøj med ftalater til børn under tre år har været forbudt siden april 2000. Stoffferne er mistænkt for at være kræftfremkaldende og nedsætte forplantningsevnen, og de er forbudte i legetøjet, fordi børnene ved at sutte på det bogstavelig talt kan sutte ftalaterne i sig. Alligevel fritog man badeudstyr til de mindste for forbudet i 2000, fordi forhandlerne af badeudstyr uden ftalater kunne tælles på én hånd. Og det kan de tilsyneladende stadig. Grøn Information, der rådgiver om forbrug og miljø, har kun kendskab til fire forhandlere i landet, der har badeudstyr uden ftalater.

Men har du ikke bare givet efter for producenternes træghed og modvilje?

»Sandheden er, at det er utroligt svært at gennemføre det her, for producenterne sidder jo ikke i Danmark. De er ude østpå, i Kina for eksempel, og her betyder det danske marked ikke noget særligt. Hvis vi kommer med et krav om ftalatfrit badeudstyr, så vil de fleste overhovedet ikke lytte til os,« mener miljøministeren.

Hvorfor tror du så, at du kan indføre forbudet næste år?

»Fordi jeg nu har lavet en aftale med branchen i Danmark, og de har garanteret, at de vil gøre alt for at skaffe alternativer til det oppustelige badeudstyr næste år. Hvis der ikke findes oppusteligt badeudstyr til den tid, skal der være andre alternativer i butikkerne.«

Men hvad så, hvis der ikke er det. Vil du så udsætte forbudet igen?

»Det bliver ikke udsat igen,« siger miljøministeren med eftertryk.

»Jeg vil holde branchen fast på det her. Allerede i marts har jeg et møde med dem, og jeg vil også mødes med dem senere på året.«

Hans Christian Schmidt har samtidig aftalt med Dansk Handel og Service samt Legetøjsbranchens Fællesråd, at de sammen skal lave en plan for at afvikle ftalaterne i legetøj til større børn (3-6 år).

»Det vil vi gerne kunne gennemføre allerede ved udgangen af året. Men det er et problem, at ingen andre lande gør det. Hvis vi var flere, der efterspurgte det ftalatfrie legetøj, så ville vi have lettere ved at få producenterne til lave det.«

Miljøministeren har allerede forsøgt at få opbakning fra de andre EU-lande til en anderledes restriktiv kemikaliepolitik, og han håber i den forbindelse at kunne få flere lande med til at kræve legetøj uden ftalater.



Dyrere at producere uden ftalater

I butikkerne findes der stort set ikke oppustelige badevinger - eller andet oppusteligt badeudstyr - der ikke indeholder de skadelige blødgørere ftalater. Det kan ellers godt lade sig gøre at producere dem uden. Ifølge Ikeas miljøchef, Claes Wåxnäsvar, er der ingen problemer i at udskifte pvc med mere miljøvenlige stoffer i de fleste oppustelige badeting. Det vurderer han i Forbrugerrådets blad, Tænk+Test. Der er bare den forskel, at det miljørigtige badeudstyr er dyrere at producere, og det er måske derfor, det er så svært at få nogle til at lave det.

Alligevel er det ikke helt håbløst for dem, der gerne vil sikre deres børn imod ftalater. I stedet for oppusteligt udstyr kan man købe skumgummibælter, -plader og -svømmevinger, der dog også er dyrere end almindeligt badeudstyr. Forhandlerne af disse kan ses på Grøn Informations hjemmeside http://www.greeninfo.dk. (Linket fungerer ikke længere).



Læs også om ftalater på følgende hjemmesider:

http://www.bupl.dk

http://www.taenk.dk

http://www.greeninfo.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.