Feriedagpenge fra a-kassen

Hvis du skal have feriedagpenge fra a-kassen, er der nogle ting, du skal gøre.



● FERIE MED FERIEPENGE

De fleste holder ferie for de feriepenge, de har optjent hos deres arbejdsgiver året i forvejen. Gør du det, mens du er ledig og modtager dagpenge, skal du huske at oplyse det til jobcenteret 14 dage før ferien. Og du skal anføre ferien på dit dagpengekort. Ferieoplysninger sammenkøres med a-kassens oplysninger, og hvis de ikke stemmer overens, risikerer du sanktioner.



● NYUDDANNET

Kommer du direkte fra endt uddannelse, har du ret til at holde ferie ligesom alle andre. Men du må typisk selv finansiere ferien, fordi du ikke har optjent feriepenge under uddannelse.



● FERIE MED FERIEDAGPENGE

Hvis du har været på dagpenge, barselsdagpenge eller sygedagpenge året i forvejen, har du optjent feriedagpenge i a-kassen. Dem kan du få udbetalt, når du har brugt din øvrige ferie – forudsat du fortsat er dagpengeberettiget.



● TVUNGET FERIE PÅ DAGPENGE

Hvis din arbejdsplads holder kollektivt sommerlukket, skal du først bruge dine egne optjente feriepenge og dernæst dine optjente feriedagpenge fra a-kassen. Når de er opbrugt, kan du søge om almindelige dagpenge i a-kassen – ved at melde dig ledig i jobcenteret og udfylde ledighedserklæring og dagpengekort i Den Digitale A-kasse.



Læs mere om på a-kassens hjemmeside bupl-a.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.