Deres søn anklaget i New York. Pædagogfamiliens værste mareridt

Forældrene til den pædagogstuderende Malthe Thomsen, som i New York er anklaget for krænkelser mod børn, gennemgår ligesom han selv et sandt mareridt. Som pædagoger kender de til pædofiliangst i institutionsverdenen.

Pædagogstuderende Malthe Thomsen er tilbageholdt i New York, hvor han beskyldes for seksuelle krænkelser mod børn. I København møder Børn&Unge hans to mødre, pædagogerne Marianne Larsen og Birgitte Thomsen.

De glæder sig over det seneste lille fremskridt i sagen: Malthe skal ikke længere gå med en fodlænke med GPS-sender, som han i to måneder har haft om benet for at sikre, at han blev på Manhattan og holdt sig mindst seks meter fra børnehaver, skoler og legepladser.

»Det er da dejligt, han har fået den af, men vi vil nu bare have ham med hjem,« siger Birgitte Thomsen.

Hele familien blev 27. juni kastet ud i det værst tænkelige mareridt. Den dag blev sønnen, Malthe Thomsen, hentet af politiet og anklaget for seksuelle krænkelser mod en gruppe fire- til femårige børn fra den førskole på Manhattan, hvor han fra 1. februar var i udlandspraktik.

Marianne Larsen og Birgitte Thomsen har hyret en advokat og har mod en kaution på 2,3 millioner kroner fået deres søn ud af fængslet. De rejser på skift til New York for at støtte sønnen, der er præget af angst. Efter at amerikanske aviser med navns nævnelse har udråbt ham som børnemishandler og sexmonster, frygter han at blive genkendt og overfaldet.



Største skræk. 12 dage sad Malthe Thomsen bag tremmer, før han kom ud og kunne omfavne sin familie og i pressen gå til angreb mod anklagerne. I et tv-interview med Danmarks Radio har han fortalt, hvordan han i starten af året så Thomas Vinterbergs film ’Jagten’, hvor hovedpersonen anklages uskyldigt for pædofili. Det var hans største skræk, hvis sådan noget skulle ske for ham.

Men nu er filmen virkelighed for både Malthe Thomsen og hans to mødre.

»Det er også det værste, vi har oplevet i vores liv. Alt går i stå, og man føler sig magtesløs,« siger Marianne Larsen.

Forældrene er fraskilt, men står sammen i kampen for at få sønnen hel hjem til Danmark. De er overbeviste om hans uskyld, men føler, at de er oppe imod et grotesk amerikansk retssystem, hvor de oplever anklagemyndigheden få alle spillekortene og mulighed for at trække tiden i langdrag.

»Når man efter så mange måneder ikke kan fremvise beviser eller noget som helst inkriminerende, må man da fatte, at manden er uskyldig og droppe anklagerne. Man kan jo ikke tage en ung mands liv og sætte det på stand by på den måde. Alle, der kender bare lidt til Malthe, ved, at han ikke har gjort det her,« siger Birgitte Thomsen.



Kender pædofiliangsten. Det er én enkelt tidligere kollega fra praktikinstitutionen, som står bag anklagerne om overgreb, som angiveligt skulle være foregået inden for en enkelt uge. Kollegaen har siden været forsvundet til udlandet. Anklagemyndigheden har ved afhøring af de børn, som Malthe Thomsen skulle have berørt upassende, ikke fundet noget, man vil gå videre med i retten. Skoleledelsen og Malthe Thomsens nærmeste kolleger havde allerede ved en intern undersøgelse frifundet ham, og ifølge forsvaret lugter det af hævn fra en forsmået og nu fyret kollega.

Sådanne scenarier er ikke fremmede for hverken Birgitte Thomsen eller Marianne Larsen, der arbejder som henholdsvis institutionsleder og pædagogisk konsulent.

»Der findes flere eksempler på, at forældre, som ser sig sure på institutionen, kan finde på at anklage personalet for krænkelser. Især mænd er blevet udsat for mistanke om overgreb uden noget hold i anklagerne,« siger Birgitte Thomsen, som er imod særregler, både for mænd og generelt.

»Vi skal som faggruppe passe meget på, vi ikke skaber et pædagogisk miljø med mistænkeliggørelse. Det er dårligt for både børn og personale,« siger hun.



Omsorg fordrejes. Ifølge sine mødre har Malthe Thomsen været ­opmærksom på at passe på sig selv som mand i pædagogfaget – i førskolen i USA fulgte han for eksempel aldrig børnene på toilettet. Til de anklager, der handler om, at han skulle have rørt et barn upassende, da han tog det ned fra et klatrestativ, har han sagt, at hans tanke altid først og fremmest er at få et barn sikkert ned.

»For mig bliver ting, der handler om almindelig pædagogisk omsorg, helt fordrejet i den her sag,« siger Marianne Larsen.

BUPL-formand Henning Pedersen vil ikke forholde sig til den konkrete sag, men fagforeningen er generelt optaget af, hvad sager om pædofilimistanke betyder for pædagogers handlemuligheder.

»Erfaringerne viser desværre, at pædofilifrygten påvirker den måde, mange mandlige ansatte er pædagoger på. Og det går i sidste ende ud over børnene, hvis deres faglighed tilsidesættes af frygt for mistanke,« siger Henning Pedersen.

Han hæfter sig også ved, at anklagerne oftest er grundløse. Fra 2008 til 2012 har BUPL kendskab til 67 mistanker om pædofili mod pædagoger, men der er kun fældet dom i en sag.

»Men selvom man bliver renset, ser vi også, at mistanken er svær at ryste af sig,« siger Henning Pedersen.



Giver ar. Birgitte Thomsen og Marianne Larsen klarer sig igennem mareridtet ved at tro på, at de måske får deres søn med efter næste retsmøde i november og senest den 27. december, hvor anklagemyndighedens undersøgelsesfrist udløber.

Men de er bekymrede.

»Jeg håber, den her ’film’ ender med, at Malthe kommer hjem og fortsat respekteres for det gode og ordentlige menneske, han er. Han er indstillet på at fortsætte pædagogstudiet og blive pædagog, men vi er da bange for, hvilke ar han får med sig, og hvordan det bliver at skulle tilbage til et pædagogisk miljø. Han er heldigvis ung, men hans tillid til verden har fået et knæk, et ordentligt gok,« siger Marianne Larsen.



Du kan støtte familien



Via Facebook-siden ’Støt Den Fængslede Pædagogstuderende i New York’,

kortlink.dk/evbn. Sagsomkostningerne har allerede oversteget 600.000 kr. Husleje, leveomkostninger og flybilletter koster omkring 40.000 kr. om måneden.

Du kan støtte via:

Swipp: 61381884

Mobile pay: 61860438 og 27149036

Bankoverførsel: reg.nr. 5016 konto: 0001269381

Deltag i underskriftsindsamlingen ’Free Malthe’, kortlink.dk/evbt

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.