BØRN ER SUPERBRUGERE - Genstart pædagogerne

Fjernsyn, playstation, video, netopkoblet computer og musikanlæg. Jonas har en formidabel udstyrspakke på sit værelse. Han er meget optaget af computerspillet "Football Manager". Han spiller ikke spillet som sådan, men han er manager og sætter hold. Derfor går han af og til på internettet og henter informationer om de virkelige spillere fra Manchester United, som er hans yndlingshold: Hvem er skadet for tiden? Og hvem er til salg? Informationerne lader han indgå i spillet, og på fjernsynet følger han samtidig med i de seneste sportsresultater, der løber ind på tekst-tv. I baggrunden spiller han musik over stereoanlægget.

Jonas er 12 år og barn i en af 12 danske familier, som to medieforskere, Ole Christensen og Birgitte Tufte, fulgte i tre et halvt år. De mange familiebesøg resulterede i efteråret 2001 i bogen "Familier i forandring - hverdag og medier i danske familier". Projektet undersøgte, hvilken rolle fritidens og skolens mediekultur spiller i de 8-15-årige børns hverdag, og forskerne deltog i mange timers fjernsynskiggeri i stuerne, forældresnak over opvasken og ungernes leg på børneværelserne eller hos deres kammerater. Når Ole Christensen, der i dag er ansat ved CVU København og Nordsjælland, påstår, at vores børn vokser op i en mediekultur, trækker han på erfaringer fra de mange familiebesøg.

»Vores kultur er blevet en mediekultur, fordi hverdagsliv og mediebrug er blevet to sider af samme sag,« siger han, og uddyber.

»Mediebrugen er kendetegnet ved at være usynlig. Den er blevet en så integreret del af dagligdagens hverdag og rutiner, at vi ikke bemærker den.«

Ole Christensen husker en familie i Jylland, hvor fjernsynet havde fået plads i køkkenet. Da han spurgte, hvorfor fjernsynet var placeret over køkkenbordet, svarede moren på sit stille jyske: "Så ved jeg, hvor krummerne er".

»For når faren og hendes to knægte skal spise, sætter de sig sådan, at de kan se fjernsynet, og så kan hun bagefter feje krummerne op under dem,« forklarer han.

Familiens fjernsyn i køkkenet er blevet et usynligt værktøj i den daglige rengøring, og i sin bog kalder han det "kulissemediebrug".

»Der er altid skærme tændt i de her familier. Fjernsynsskærme og computerskærme, men også andre typer medier kører konstant i baggrunden, som en slags kulisse for det hverdagsliv, der udspiller sig i familien. For 10-15 år siden gjorde man oftest kun en ting ad gangen. Man lyttede til radio, og så var der stilhed, mens man lyttede. Man så et tv-program i stuen, der kom på Danmark eller Sverige 1, og så var det det. I dag bruger man mange medier, og ofte mens man gør noget andet,« siger Ole Christensen.



Pigernes mobiltelefon. Ikke bare er mediebrugen blevet en kulissebrug. Den er også blevet mangfoldig. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 85 procent af de danske familier i dag har en netopkoblet computer, og da Ole Christensen og Birgitte Tufte sluttede deres projekt, havde alle børnene anskaffet sig en mobiltelefon. Ole Christensen mener, at fjernsynet stadig spiller den største rolle i familiens mediebrug, men at de to nye teknologier, internettet og mobiltelefonen, især er børnenes medier. Men han ser en forskel i kønnenes mediebrug og kalder mobiltelefonen pigernes medie.

»Jeg siger ikke, at drengene ikke har mobiltelefon, men de er især optaget af at få den sidste nye eller mest avancerede model, hvorimod pigerne bare vil have en, der virker. De vægter indholdet i kommunikationen højest, og om aftenen, inden de lægger sig til at sove, skal mange piger lige sms'e til veninden: "Sover du, og godnat her fra også",« forklarer han.

I fritidsinstitutionerne ser man samme forskel, når drengene samler sig om computeren, mens pigerne foretrækker at hyggesnakke i sofahjørnet. Drengene bruger især computeren til at spille på, eller de laver hjemmesider, hvilket kræver lidt teknisk snilde. Men Ole Christensen mener dog ikke, pigerne aldrig går til tastaturet.

»De bruger bare internettet til at kommunikere med. De mailer til hinanden, eller de søger netkærester og eksperimenterer med forskellige identiteter på chatten,« siger han.



Medieprojekt til fritidsinstitutioner. I medielegen ser Ole Christensen en mulighed for børnene til at eksperimentere med deres forståelse af kønnet. Han forestiller sig, at en pædagog på et fritidshjem eller i en SFO kunne prøve at lave noget på computeren med drengene for sig og pigerne for sig.

»På den måde får de lov til at udtrykke sig uden at blive forstyrret af den måde, det andet køn griber det an på. For der er en tendens til, at de gør det forskelligt,« siger han.

I det hele taget mener han, at pædagoger benytter sig for lidt af mediernes muligheder. Siden 1989 har han arbejdet med medier i forhold til skolen, men han er nu involveret i et udviklingsprojekt i samarbejde med lektor Mette Hannibal og 12 pædagogstuderende fra Gentofte Seminarium. I forbindelse med projektet underviser han de studerende, der i deres sidste praktikforløb i en række fritidsklubber og SFO'er eksperimenterer med at integrere børns medieleg i institutionens daglige praksis. Projektet handler ikke om, at alle SFO'er og klubber nu skal anskaffe sig ti computere, 20 kameraer og fjerne alle restriktioner, når det gælder spil på Playstation eller mobiltelefoni i klubben. Men han mener, at det hidtil har hvilet på skolen at arbejde med medier, og at institutionerne kunne blive bedre til i dagligdagen at lave enkle lege med lyd, billeder eller film.

»Viden om, hvordan vores kultur er blevet til en mediekultur, og hvordan det præger vores hverdagsliv og børns hverdagsliv, er endnu ikke er blevet omsat i pædagogisk praksis. Derfor går vigtige udviklingsmuligheder i fritidsinstitutionernes legerum tabt,« siger han.

Det er netop i fritidstilbuddenes legerum, Ole Christensen og Mette Hannibal øjner de mange udviklingsmuligheder i at lege med medier.

»I fritidshjemmet er legen ikke lukket inde i skolens timestruktur, og børnene bestemmer selv, hvor meget og hvornår de har lyst til at bruge computeren. Tidsaspektet, legen og frivilligheden giver pædagogerne mulighed for at møde børnene i deres interesse for den nye teknologi. Medielegen skal ikke stå i modsætning til skolen, men det er blevet forsømt at tænke den ind i institutionen,« siger hun og påpeger, at det først i 2001 og kun med få linjer er blevet en del af bekendtgørelsen, at pædagogstuderende skal arbejde med medier.

»Derfor prioriteres mediearbejdet meget forskelligt på de enkelte seminarier,« siger hun.



Moralske pædagoger. Mette Hannibal kalder sin danskundervisning på Gentofte Seminarium for dansk og medie, og hun ser det som en faglig forpligtigelse for pædagoger at sætte sig ind den mediekultur, som børnene er en del af. Men ligesom Ole Chrisensen mener hun, at pædagoger ofte er meget moralske over børnenes store mediebrug. Hun hører mange kritiske røster i pædagogverdenen: "Børn spiller alt for meget computer derhjemme, så her vil vi lave noget andet med dem". "Medierne tager billederne fra børnene". "Børn bliver aggressive af at se vold på tv". Eller "Børn bliver både ensomme og tykke af at sidde så meget foran en skærm". Hun finder ikke altid kritikken velbegrundet.

»Som pædagog må man gerne danne sig en mening om, hvad der er godt fjernsyn, og hvad der et smukt billede, men man skal gøre det ud fra en faglig og ikke kun en følelsesmæssig tilgang,« siger Mette Hannibal.

Hun mener, at pædagoger i stedet for at fordømme børns mediebrug hellere skulle være nysgerrige over for børns fascination af tv-programmer som Pop Stars og Robinson Ekspeditionen, for, som hun siger, giver medierne også børnene en masse oplevelser og muligheder for at udtrykke eller forstå sig selv.

»Måske er der meget Hollywood og glamour over Beverly Hills, men det er en kvalitet ved programmet, hvis historierne kan få nogle unge til at tale om stofmisbrug, skilsmisse og fordrukne forældre. Tv-serien tager vigtige temaer op, som de unge kan forholde sig til, og dens skildring af venskaber, skole og kæresteforhold giver dem noget at identificere sig med. Ved at se, hvordan de unge på fjernsyn tackler problemerne, bliver de bedre til selv at handle,« siger Mette Hannibal og fortsætter.

»Måske synes man, Pop Stars er enormt kommercielt, og at Robinson er det pure opspind, men vil man møde børnene, må man tage udgangspunkt i, at programmerne rent faktisk interesserer dem,« fastslår Mette Hannibal.

I fokus for udviklingsprojektet på Gentofte Seminarium er derfor den målsætning, at børnene lærer at bruge medier i stedet for passivt at forbruge dem.

»Pædagogerne skal jo ikke bare sætte ungerne ned foran videoen og lade dem være passive forbrugere af medier. Det ville jo være ren opbevaring, og så kunne forældrene lige så godt lænke dem til fjernsynet derhjemme. Men man skal tage ungernes mediefascination alvorligt og gøre dem til aktive og refleksive mediebrugere. I forhold til Robinson Ekspeditionen kunne pædagogen for eksempel diskutere med børnene, hvad der er virkelighed på tv, og hvad er fiktion,« siger Mette Hannibal.



Mangler kritisk sans. Børnene er flittige brugere af medierne, men Ole Christensen og Mette Hannibal ser et problem i, at de ikke forholder sig kritisk til dem.

»Børnene kan noget med knapper. I modsætning til deres forældre kan de indstille videoen og det nye tv. Og de er ikke bange for at trykke på deleteknappen, som vi voksne, men går til de nye teknologier med en helt ny uforfærdethed. De er gode til at bruge medierne, men de er ikke så gode til at analysere det, de ser eller hører,« påpeger Ole Christensen.

Han mener, at børnene ved selv at prøve at stå med et kamera i hånden kan udvikle en kritisk sans over for den virkelighed, de møder på film og på tv.

»Måden at bemægtige sig mediekulturen på er ved at bruge medierne. Men som på mange andre områder end lige, når det gælder medielegen, skal børn have en hjælpende hånd fra nogle voksne, der kan lære dem at skelne mellem skidt og kanel,« siger Ole Christensen.

Børnene skal ikke lave nogen tung analyse af medielegen, og fritiden skal ikke være nogen skole, men i fritidstilbuddenes legerum får børnene mulighed for at øve sig på en lystbetonet måde. Og med den rigtige pædagogiske guidning mener Mette Hannibal og Ole Christensen, at børnene kan lære at analysere sig frem til, hvad der sker, når man sætter blitz på fotografiapparatet.

»Men det kræver, at også pædagogen selv er i stand til at trykke på knappen,« siger Ole Christensen.



Generationskløft. Men de pædagogstuderende, Ole Christensen og Mette Hannibal møder fra Gentofte Seminarium, er ikke teknisk og håndværksmæssigt rustet til at arbejde med medier. De er oftest i tyverne, og de færreste har børn. Dermed har de ikke fået mediekulturen under huden gennem deres egne børn, og da de var unger for ti år siden, så medielandskabet helt anderledes ud.

»De havde hverken mobiltelefoner, video eller fjernsyn på værelset. Måske havde de et fjernsyn og adgang til en computer, men de var ikke netopkoblet, chattede eller spillede spil på nettet, som det er almindeligt blandt børn i dag. Derfor går de ikke ligeså uforfærdet til computeren som børnene,« siger Ole Christensen.

De yngre generationer er altid på forkant med de ældre, men han mener, at forandringshastigheden i dag forstærker generationskløften.

»Der opstår et tomrum mellem den kultur, som de pædagogstuderende har, og så det hverdagsliv, som børn i dag lever,« siger han.

For at udfylde det tomrum tager udviklingsprojektet udgangspunkt i at lære de studerende noget mediepædagogisk håndværk, som Ole Christensen kalder det. Projektet startede i juni 2002, og da de studerende i september begyndte i deres anden og sidste praktik, havde de været tre dage på filmlejrskolen Zentropas Station Next.

»De skal hverken være professionelle radiojournalister eller filminstruktører, men de skal kunne sætte børnene i gang med det, der interesserer dem. Der er ikke meget udfordring i det for børnene, hvis pædagogen bare står og klapper i sine hænder og siger "ih, hvor er det flot, du kan tage et billede",« siger han, og Mette Hannibal uddyber.

»Det er ligesom, hvis en gruppe børn vil lave et band. Der er det en fordel, at der er en pædagog, som kan slå en tone an på en guitar, eller spille en rytme på et trommesæt. I dag fylder medierne ligeså meget som musikken i børns liv, så når nu vi putter vores børn så meget i institutioner, som vi gør, så må vi også give dem et rum til at kvalificere medielegen og få nogle oplevelser sammen med de voksne, når de bruger medier,« siger hun.



Ole Christensen og Birgitte Tuftes bog "Familier i forandring - hverdag og medier i danske familier" blev udgivet i efteråret 2001 på Akademisk Forlag. Omfanget er 127 sider, og bogen koster 150 kroner.



Mette Hannibal og Ole Christensens udviklingsprojekt om at integrere børns leg med medier i institutionernes hverdag startede i juni 2001. De pædagogstuderende fra Gentofte Seminarium er frem til februar i mediepraktik i forskellige fritidstilbud for børn fra 1. til 7. klasse. Inden praktikken har de modtaget undervisning på Gentofte Seminarium i mediepædagogik og medieteori, og på Zentropas Station Next har de prøvet kræfter med filmens teknik og håndværk. Projektet er finansieret af Gentofte Seminariums udviklingspulje og skal evalueres til februar.



Efteruddannelse i film

Zentropas Station Next udbyder en lang række kurser for børn og unge og samarbejder med CVU København og Nordsjælland om videre- og efteruddannelse af lærere og pædagoger. Målet er at give børn og unge samt deres undervisere muligheden for at få "hands on" i et realistisk filmmiljø i filmbyen. Det sker gennem både korte inspirationskurser med rundvisninger samt længere produktionsforløb, som forberedes sammen med professionelle filmfolk. Et eksempel er den filmlejrskole, de studerende fra Gentofte Pædagogseminarium har deltaget i. Efter en introduktion og manuskriptskrivning i klassen kommer man på tre-fem dages internatophold, hvor man producerer en film under vejledning af professionelle filmfolk. Se http://www.station-next.dk for yderligere information.