Tavse børn bliver ofte overset
Har du prøvet at være ved at fortvivle, fordi du ikke kan få et tavst og sky barn til at åbne op? Et barn, der ikke siger ét ord i de syv timer, hun er i institutionen – og som måske heller ikke tager del i legen? Hendes forældre siger, at hun taler som et vandfald hjemme, men hvorfor kan du så ikke få hende til at sige ét eneste ord?
Barnet, der det ene øjeblik kan tale i ét væk for i det næste at være helt tavs – ofte når det ankommer til institutionen – er ikke nødvendigvis bare genert. Hvis tilstanden forekommer i en længere periode, og der er system i tavsheden, kan der være tale om selektiv mutisme.
Det er en angstlidelse, som betyder, at barnet taler normalt i visse situationer, oftest derhjemme, men er stum i andre. Nogle gange taler barnet med enkelte, udvalgte børn i institutionen, men stivner og tier, når en voksen træder ind i lokalet.
Selektiv mutisme optræder hos 0,5-1 procent af børn og viser sig typisk før skolestart. Lidt hyppigere hos piger end drenge. Lidelsen er kendt i udlandet, for eksempel i USA, England og Asien, men ikke i Danmark. At lidelsen ofte rammer ikke udadreagerende, som ofte klarer sig godt i øvrigt, betyder, at mange af dem ikke får den hjælp, de behøver.
»Der er eksempler på, at selektiv mutisme er blevet taget for at være generthed. Det er det ikke, det er angst,« siger privatpraktiserende psykolog Aino Holme, der også har set, at det er forvekslet med autisme.
»Der undervises ikke grundigt i det på hverken psykologi- eller medicinstudiet eller på overbygningen til psykiater. Det gør det ofte svært for fagfolk at håndtere selektiv mutisme,« siger psykologen.
Autisme skygger
Han forklarer, at selektiv mutisme kan være så ukendt i Danmark, fordi vi ved meget om autisme, og derfor lægger fokus der. Et barn med selektiv mutisme som ikke taler, er sky og måske undgår øjenkontakt – kan let passe på enautismespektrum-forstyrrelse. Der er ifølge Aino Holme tilfælde, hvor et barn har begge lidelser, men i lige så mange tilfælde er der udelukkende tale om selektiv mutisme.
Det er meget vigtigt at støtte børn med selektiv mutisme i at komme ud af tavsheden. Her har pædagoger en vigtig rolle, fordi det ofte er dem, der oplever tavsheden i dagligdagen. Som pædagog skal man reagere på tavsheden og henvise barnet videre, så man kan få undersøgt, hvad det er, og udelukke andre diagnoser.
Forældrene har også mulighed for at opsøge en privatpraktiserende psykolog, hvis de selv kan betale og vil have hurtig hjælp. De kan også gå til børnepsykiatrien og få barnet udredt og hjælp.
Kræver tapperhed hos barnet
Det kræver tålmodighed at være vidne til et barns tavshed. Og det kræver stor tapperhed fra barnet at overvinde den angstfyldte tilstand. Det er ofte en lang og sej kamp, som ikke vindes på et par uger. Men med den rette hjælp kan tavsheden overvindes i et samarbejde mellem behandler, hjem og daginstitution.
»Der findes mange effektive, kognitive og adfærdsterapeutiske metoder, som kan bruges, men hvis selektiv mutisme ikke behandles, vil den i de fleste tilfælde blive kronisk,« fortæller psykolog Eivind Johansen.
I starten skal man som pædagog gøre alt, hvad man kan, for at forstå barnet, og man må ikke presse det til at tale. Man skal ikke lade sig provokere af, at barnet ikke taler ved at sige ’tal så! eller ’Jeg hørte dig jo sige og et til din mor i morges’. Siden kan man i samarbejde med forældre og behandler blidt støtte barnet i gradvist at åbne sig.
»Det er muligt at overvinde tavsheden. Jo før, man går i gang, jo bedre,« siger Aino Holme.
