Selektiv mutisme: Min datter snakker hjemme, men siger ikke et ord ude

9-årige Anna lider af selektiv mutisme. Lidelsen blev først opdaget efter skolestart, og det er stadig en sej kamp at overvinde tavsheden, fortæller hendes pædagogmor.

31-årige Lykke Arent er pædagog. Derfor synes hun, det er helt absurd, at det først sent gik op for hende, at hendes førstefødte, 9-årige Anna, lider af selektiv mutisme.

I mange år har Anna ikke sagt et ord blandt voksne, der ikke er hendes forældre. Lykke har talt på sin datters vegne. Efter skolestart blev det klart, at der var et alvorligt problem, der ikke forsvandt af sig selv. Men herfra gik flere år, hvor skole og hjem famlede i blinde uden at ane, hvad de skulle gøre.

Til sidst blev det konstateret, at Anna led af selektiv mutisme.

Børn, der rammes af selektiv mutisme, er snakkesalige hjemme, men taler ikke uden for hjemmet. Lidelsen bunder som regel i en eller anden form for angst.

Da Anna blev diagnosticeret, begyndte hun at få systematisk hjælp. I dag går hun i 3. klasse, men der er stadig lang vej til, at hun taler frit uden for hjemmets trygge vægge.

Tavs fra 4 år

Som helt lille var Anna en glad pige med et tidligt udviklet sprog. Hun havde dog nogle udfordringer omkring sit svælg og måtte en tid efter lægens anvisning gå tilbage til babymad. I daginstitutionen blev hun alligevel presset til at spise almindelig mad, og det gav dårlige oplevelser.

»Anna er følsom og sensitiv. Jeg ved ikke, hvorfor stilheden kom, men dét at blive presset kan være en af forklaringerne,« siger Lykke Arent.

Inden hun fyldte fire år, talte Anna i daginstitutionen, men derefter blev hun gradvist mere stille, trak sig ind i sig selv og ville ikke i børnehave. Én episode fik bægeret til at flyde over. På Annas fødselsdag var hendes mormor efter aftale med for at dele boller ud. Men Anna og mormor fik af personalet at vide, at det desværre ikke var muligt at dele boller ud den dag, og at de skulle komme igen på mandag.

»Anna lukkede helt ned. Hendes udtryk i ansigtet døde. Det var som om, hendes sjæl forsvandt,« fortæller Lykke Arent.

Lykke Arent valgte – også på baggrund af andre udfordringer – at finde en ny børnehave. Men problemet med Annas tavshed forsvandt ikke.

»Jeg har aldrig hørt hende sige noget til en voksen i den børnehave. Aldrig! Efterhånden blev det en vane for mig at glatte ud og tale på hendes vegne. Når vi mødte nogen, og Anna ikke svarede, sagde jeg ’Anna siger også hej’,« fortæller Lykke Arent.

Opdager selektiv mutisme

I skolen fortsætter Annas tavshed. Lykke Arent taler med læreren og får at vide, at Anna slet ikke taler. Familien famler i blinde og ved ikke, hvad de skal gøre, indtil Lykke Arent af en kollega bliver gjort opmærksom på diagnosen selektiv mutisme.

»Alt falder på plads som en åbenbaring, men jeg blev ked af, at ingen havde sagt noget om dette. Og jeg bebrejdede mig selv: Hvorfor vidste jeg ikke noget om det, når jeg selv var pædagog?«

Lykke Arent får bekræftet mistanken om selektiv mutisme hos en lokal børnelæge. Derefter søger hun hjælp hos en privatpraktiserende psykolog en gang om ugen for egen regning.

Anna går nu i 1. klasse, og et par måneder efter start på behandlingen bliver hendes forældre skilt. Lykke Arent kan ikke længere betale for behandlingerne, som stopper.

"Jeg er bange, mor"

Efter jul i 1. klasse beslutter Lykke Arent at kontakte en børnepsykiatrisk afdeling. Diagnosen selektiv mutisme bliver bekræftet. Anna bliver tilbudt legeterapi en gang om ugen. Og her går hun stadig.

»Det har ikke hjulpet endnu. Anna taler som et vandfald hjemme, men ikke ude. Når jeg spørger hende, hvorfor hun ikke taler ude, siger hun: Jeg er bange, mor!«

Efterhånden som Anna bliver ældre, bliver det sværere at være tavs. Der er flere mundtlige fremlæggelser i skolen. Anna står svagere i konflikter, når de andre piger må tale for hende. Hun er dog så langt nu, at hun taler til visse piger, mens læreren hører det. Men derfra og til at bruge sin stemme frit er der stadig langt. Hun har endnu ikke sagt ét ord i klassen.

I 3. klasse: nu er der endelig en plan for støtte

»Hun synger i kor nu, og jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal gå godt, det er bare et spørgsmål om hvornår. Nu i 3. klasse, er der endelig en plan, og alle er klædt på til at støtte op om hende. For første gang er jeg tryg i processen,« siger Lykke Arent.

»Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at selektiv mutisme fandtes, og at hun bestemt ikke ’bare var genert’. Det havde gjort en kæmpe forskel. For så havde vi kunnet få hjælp langt tidligere. Det er fem år, hun har været stille nu. Men vi giver ikke op.«

Læs hele historien om Anna i Børn&Unge.

Om selektiv mutisme

Symptomer 

Debuterer mellem 3-6 år. Børnene er livlige hjemme, men taler oftest ikke ude til andre voksne end forældrene eller til fremmede børn.

Årsag 

Bunder ofte i socialangst eller separationsangst, tit er der i forvejen angst og generthed i familien – nogle gange kan fx skilsmisse, flytning eller familieforøgelse udløse det.

Misforståelser

De to mest udbredte misforståelser er, at det er autisme, og at børnene vokser fra det.

Der er hjælp at hente

Behandlingen er oftest kognitiv adfærdsterapi eller legeterapi. Det handler om langsomt at eksponere barnet for de angstfulde situationer, hvor tale er forventet. En norsk undersøgelse viser, at hvis børn overvinder tavsheden, før de kommer i skole, er der gode chancer for, at de kommer ud af tilstanden uden varige mén.

Hvornår skal du reagere

Hvis et barn er helt tavst, skal du altid reagere , og du skal reagere hurtigt. Du skal ikke ’se det an’ i uger, måneder eller år.

Hvad gør du

Kontakt forældrene, få afdækket hvordan barnet fungerer hjemme. Kontakt PPR. Få et samarbejde i gang, lav et team. Hav tålmodighed. Pres endelig ikke barnet til at tale. Nogle pædagoger har haft succes med at tage hjem til barnet i de omgivelser, hvor barnet er trygt og taler frit.

Litteratur 

Den første bog på dansk er fra forlaget Frydenlund og hedder ’De tavse børn’.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.