Kvalitetsstyring presser pædagoger: »Du skal altid stå på tæer, men du kommer aldrig i mål«
Pædagoger nok, god plads inde og ude samt passende åbningstider. Tænk hvis det var så enkelt at måle og definere, hvad god kvalitet i dagtilbuddet er.
Tidligere havde politikken på dagtilbudsområdet en langt mere beskeden styringsambition, der handlede om vilkårene for den pædagogiske praksis, for eksempel normering, plads og ressourcer. De dage er for længst forbi.
»Der er en overordnet styringsmotor i den offentlige sektor og i velfærdsledelse, som er omsiggribende ambitiøs. Når man kigger på den historiske udvikling, så er der kontinuerligt flere og flere ting, man gerne vil styre,« siger No Emil Kampmann, ph.d., lektor og projektleder på Københavns Professionshøjskole.
Han står bag et forskningsprojekt, der handler om ’pædagogisk kvalitet i dataorienteret styringsdagsorden.’
Altid på tæer - konstant forbedring
Styring er næsten altid formuleret i mål eller ambitioner, som skal få nogen til at gøre det bedre, forklarer No Emil Kampmann. Det er et evigt krav om konstant forbedring – ’forbedringstvang’ kalder forskerne det.
»Kvalitet er stort set aldrig formuleret i absolutte mål som noget, du kan leve op til. For eksempel ’kvalitet er så meget udeplads’ eller ’har vi det, ja eller nej?’ I stedet handler kvalitet om, at børn skal have mest mulig læring og trivsel,« siger No Emil Kampmann.
»Målene er altid relative, og kan altid forbedres. Det skaber en logik, hvor du altid skal stå på tæer, men du kommer aldrig i mål,« siger han.
Hvornår er det pædagogiske arbejde godt nok?
Et eksempel er sprogscreeninger, forklarer No Emil Kampmann.
»Det er jo ikke en absolut skala, kan børnene de her 500 ord? Nej, det er en skala, der ranker børnene relativt i forhold til de andre børn i kommunen. Det vil sige, at du per definition har de 15 procent, der klarer sig dårligst. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor mange ord, de kan. Systemet vil altid sige, at de her 15 procent klarer sig dårligst.«
»Det er et eksempel på en styringstænkning, som ikke vil sige, hvornår det pædagogiske arbejde er godt nok. I stedet laves en hel masse avancerede styringsprogrammer, som gør, at der hele tiden bliver et krav om at gøre det lidt bedre.«
Samtidig sniger de der optimeringsord sig ind i pædagogernes egen selvforståelse, viser forskningen.
»Når pædagogerne fortæller om, at de er i skoven, så er de jo ikke bare i skoven. De er i skoven fordi, at det at tage på tur stimulerer børnenes ’natur- and science-kompetencer’. De begrunder deres pædagogik i læringsorienteringer langt hen ad vejen. Det er spændende, men også lidt skræmmende og åndenødsprovokerende,« siger han.
Sæt ord på kvalitet
Mie Plotnikof er ph.d. og lektor på Aarhus Universitet. Hun mener, at vi skal bruge den aktuelle debat om kvalitet i daginstitutioner som en anledning til at få talt med hinanden om, hvad det er for kvalitetsforståelser, vi hver især arbejder med.
»Langt de fleste fagprofessionelle ved godt, hvad de synes, kvalitet er. Men det bliver ofte indforstået, de glemmer at forklare det til de aktører, der ikke nødvendigvis kan se det samme, som dem. Selvfølgelig skal pædagogerne blive bedre til at sætte ord på, hvad kvalitet er for dem. Men det skal lederne, forvaltningerne og ministeriet også,« siger hun.
