Tidligere anbragte unge: Vi blev set for sent

De anbragte børn og unge bliver set som en sag, ikke som mennesker. Det fortalte Amanda i en debat om anbragte børn i BUPL's telt på Folkemødet. Amanda har selv været anbragt barn.

»Lige siden jeg var to år gammel, har jeg været en sag. Når man vokser op, som jeg gjorde, bliver det med at være en sag det normale for én. Jeg var et produkt. Jeg var sagsbehandlernes økonomiske forhandling, og som voksen er det svært at være utaknemmelig for, hvordan jeg blev behandlet som sag. For jeg ved, der sidder masser af børn derude, der slet ikke får nogen hjælp,« sagde Amanda i sin indledende tale i debatten.

Amanda er 28 år, uddannet pædagog og arbejder i socialvirksomheden C:NTACT. Hun stod frem med sin rørende fortælling om en barndom med en mor, der drak, og sagdbehandlere, der så lige igennem hende. Det betød seks skoleskift og en enormt usikker opvækst.

Én har ansvaret

Foruden Amanda stod Karina også frem med sin historie, der rummede de samme svigt. I debatten deltog Birgitte Conradsen, næstformand i BUPL, Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig, Erik Buhl, medlem af KL's Socialudvalg og borgmester (V) i Varde Kommune, og Charlotte Vindeløv, medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Socialrådgiverforening.

Der var bred enighed om, at de anbragte børn ofte tabes på gulvet, og at det ikke er holdbart. Der skal tilknyttes én person, som altid har ansvaret for det anbragte barn, mente næstformand i BUPL, Birgitte Conradsen.

»Det afgørende for et barn og en ung er, at der er én person, der har ansvaret. Det er ligegyldigt, om det er i forhold til familien, opholdsstedet eller kommunen. Bare der er én person, som barnet altid kan gå til,« sagde hun.

Det var Lisbeth Zornig Andersen enig i. Hun har selv én person, som har fulgt hende gennem alle systemerne.

»Jeg har haft Karen i 36 år. Hun er stadig min voksen, som jeg mødte på behandlingshjem som 14-årig. Jeg ville ikke skuffe hende, fordi hun så godt kunne lide mig. Hun var min faste lektiehjælper også, og det var grunden til, at jeg blev dygtig i skolen. Jeg havde Karens hånd ved ryggen hele tiden,« sagde Lisbeth Zornig Andersen.

Barnet er vigtigst

I debatten var der fokus på, hvad fagpersonerne kan gøre for at støtte anbragte børn og unge i deres skolegang. For al forskning viser, at hvis anbragte børn og unge skal have bedre fremtidsudsigter, så skal de støttes i folkeskolen. Men det skal ske endnu tidligere, mente næstformanden i BUPL. Helt tidlig indsats virker, sagde hun. Det var borgmester Erik Buhl, enig i.

»Jeg tror på, at tidlig indsats virker. Og så er det vigtigt, at der er nogle fagpersoner, der engagerer sig med mere end at gå på arbejde fra syv til fire,« sagde han.

28-årige Amanda ville have ønsket, at hun var blevet set og anerkendt tidligere af fagpersoner i stedet for at blive kastet rundt blandt 13 sagsbehandlere, der aldrig nåede at kende hende.

»Jeg ved godt, at fagpersoner har nogle rammer og noget tid, som de skal holde sig inden for. Men man kan fodre meget positivt ind i unge mennesker på den tid. Man skal hele tiden bygge deres positive selvbillede op, det har man brug for. Det er barnet, der er det vigtigste,« sagde hun.