Pædagog bag læreplanstema: Man behøver ikke tage ud til skov og strand

Naturen er overalt. Man skal have øjne for alle elementer af natur, fremhæver Karen Søvad, daglig pædagogisk leder, Lundby børnehave i Svendborg. Hun har været med til at udarbejde temabeskrivelsen for læreplanstemaet ’Natur, udeliv og science.’

Hvad er det vigtigste i dit læreplanstema?

»Der er rigtig meget natur omkring os, uanset om det er inde i byen eller ude på landet. Det er vigtigt, at man får øje på alle de elementer af natur, man kan drage ind i pædagogikken, og formidler det til børnene i løbet af den hverdag, man har med børnene.«

»Man kunne umiddelbart tænke, at det kunne være skolificeret, men jeg synes, det er vigtigt at have den legende tilgang og at støtte op om børnenes undren og nysgerrighed.«

Karen Søvad
Karen Søvad, daglig pædagogisk leder i Lundby børnehave i Svendborg, har været med til at udarbejde temabeskrivelsen for læreplanstemaet ’Natur, udeliv og science.’

Hvordan kan pædagogerne bruge det i hverdagen?

»De skal få øjnene op for, at man ikke behøver at tage ud til skov og strand for at være ude i naturen. Vi er i naturen hele tiden. Vi er hele tiden en del af en større helhed, og det er også et vigtigt budskab at bibringe børnene.«

»Naturen er også et sted, hvor man kan udfolde sig fysisk. Børn, der er vant til at færdes i naturen, bliver meget bedre motoriske. De lege, man kan tage fat i, fordi der er bedre plads, er også vigtige.«

Hvad er dit fingeraftryk?

»Det var et samarbejde i arbejdsgruppen, så der er ikke et sted, hvor man rigtig kan se mig. Men jeg har lagt vægt på, at vi skal passe på med at det ikke bliver for skolastisk, at nu skal vi undervise børnene. Vi har været opmærksomme på, at børnene nok skal lære det, de skal, når de kommer i skole, men så længe de er under vores vinger, skal der være en legende tilgang. Det er der, jeg har haft en lille indflydelse. Det forestiller jeg mig.«


Pædagogiske læringsmål for Natur, udeliv og science

  • Læringsmiljøet understøtter, at alle børn får konkrete erfaringer med naturen, som stimulerer og udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturtyper, naturfænomener og levende organismer, samt en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling.
  • Læringsmiljøet understøtter, at alle børn aktivt observerer og undersøger naturfænomener i deres omverden, og således får erfaringer med at genkende og udtrykke sig om årsag, virkning og sammenhænge, herunder en begyndende matematisk opmærksomhed.

Kilde: En styrket pædagogisk læreplan: Arbejdsgruppernes udkast til temabeskrivelser, brede pædagogiske læringsmål og punkter om det gode læringsmiljø.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.