Nye ekspert-anbefalinger på fritidsområdet: Er du enig i dem alle?

Børn fortjener gode fritidstilbud, og derfor skal kvaliteten af landets fritidstilbud styrkes. Det er en lang række parter enige med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) om.
Og selvom ikke alle har samme holdning til, hvordan SFO’er, fritidshjem og klubber bliver endnu bedre, så er det lykkedes tre arbejdsgrupper under partnerskabet ’Sammen om Fritiden’ at komme med en række anbefalinger, der skal styrke området.
”Jeg mener, vi er nødt til at prioritere fritidsområdet i endnu højere grad, for de tilbud er afgørende for den yngre generations trivsel og dannelse,” siger ministeren.
Selvfølgelig skader milliardbesparelser kvaliteten
Elisa Rimpler, formand for BUPL, opfordrer nu politikerne til at gribe anbefalingerne, som blandt andet handler om, at SFO’er og klubber skal have et selvstændigt formål.
»Det skal være første vigtige skridt på vejen til en genopretning, hvor fritidstilbuddene står i egen ret. Og så skal der følges op med flere ressourcer, så vi kan give børn og unge meningsfulde fritidstilbud med kvalitet,« siger hun til Skolemonitor og tilføjer:
»Der er sparet 2,5 milliarder på børn og unges fritidstilbud siden 2013. Det er selvfølgelig gået hårdt ud over kvaliteten.«
Læs 6 af anbefalingerne her:
Et fælles formål for fritidstilbud
En af anbefalingerne lyder, at der indskrives en fælles formålsparagraf for fritidstilbud i den eksisterende lovgivning. Man kan allerede nu læse formålsparagraffer for fritidshjem og klubtilbud i dagtilbudsloven, men arbejdsgruppen anbefaler altså, at formålsparagraffen skal være fælles for fritidstilbud på tværs af børnenes alder.
Pædagogisk grundlag for fritidstilbud
En anden anbefaling er, at der skal være et nationalt pædagogisk grundlag for fritidstilbud, der kan understøtte det lokale arbejde i kommuner og fritidstilbud. Her kan man søge inspiration i den proces, der var under arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan på dagtilbudsområdet.
Systematisk arbejde med evalueringskultur
Kommunerne og de enkelte fritidstilbud skal have fokus på at arbejde systematisk med en evalueringskultur, lyder en af anbefalingerne.
Faglig ledelse tæt på
En nærværende faglig ledelse, som sætter retning for det pædagogiske arbejde i fritidstilbuddene. Det opfordrer arbejdsgrupperne til, at der lokalt er fokus på.
Lokal dialog om fritidspædagogik
Fritidspædagogik er noget, der skal være dialog om mellem forvaltning og skole/fritidstilbud, uanset hvordan fritidstilbud er organiseret i den enkelte kommune. Det kan eventuelt ske, når der kommer ny kommunalbestyrelse efter det kommende kommunalvalg.
Samarbejde med foreningslivet
En af anbefalingerne går på, at kommunerne skal arbejde med systematisk og faglig understøttelse af pædagogisk forankret samarbejde mellem fritidstilbud og det lokale foreningsliv.