Store forskelle: Her har flest pædagoger stemt om deres nye overenskomst

Høj stemmeprocent ved afstemningen om OK24 sender et stærkt signal til arbejdsgiverne. Men der er store geografiske forskelle på, hvor mange pædagoger, der har stemt. I kan dog stadig nå at sende jeres kommune til tops. Læs her hvordan, og hvorfor det er vigtigt.
Skolepige spænder musklerne styrke stærk
En høj stemmeprocent viser arbejdsgiverne, at pædagogerne står stærkt og kan mobilisere kræfterne, når det gælder, lyder et af argumenterne for, hvorfor det er vigtigt at stemme ved OK24.

Kommunalt ansatte pædagoger og lederes nye overenskomst giver udsigt til solidt løn- og pensionsløft.

Indtil videre har godt 66 procent af BUPL’s kommunalt ansatte medlemmer deltaget i afstemningen om den nye overenskomst. Der er dog store geografiske forskelle på, hvor mange BUPL-medlemmer, der har stemt.

Om morgenen 12. april havde mere end 87 procent af BUPL-medlemmerne i Kerteminde Kommune stemt. I flere kommuner er det dog stadig kun omkring halvdelen af pædagogerne, som har stemt (se Danmarkskort nederst).

Man kan stemme via dette link (kræver login med MitID), og afstemningen er åben frem til søndag d. 14. april kl. 12. Så du og dine kolleger har stadig mulighed for at hive jeres kommunes stemmeprocent til tops.

Til sidst i artiklen får I 3 gode råd til, hvordan man – også med helt kort varsel – kan hæve stemmeprocenten. Det er nemlig langt fra ligegyldigt hvor mange pædagoger og ledere, der stemmer om overenskomsten i din kommune.

Læs også: Pædagogers gennemsnitsløn stiger 5.000 kroner - sådan bliver pengene udmøntet

Vil sende klart signal: Arbejdsgiverne skal se, at vi står stærkt

Det er ikke et tilfælde, at næsten samtlige pædagoger i Kerteminde Kommune har stemt om deres overenskomst. Sådan har det også været ved OK21 og flere tidligere overenskomster.

Og det er der god grund til, fortæller de kertemindske pædagogers fællestillidsrepræsentant, Jette T. Frandsen.

”Vi går op i at have den højeste stemmeprocent. For vi vil sende et klart signal til omverdenen om, at pædagogerne i Kerteminde går op i deres løn og arbejdsvilkår. Vi viser arbejdsgiverne, at vi står stærkt og sætter os ind i tingene, og at vi står sammen og kan mobilisere vores kræfter, når det gælder. Derfor er jeg megastolt over, at vi endnu en gang har formået at skabe så stort engagement blandt pædagogerne i vores kommune,” siger hun.

Se regneeksemplerne: Så stor betydning får den nye overenskomst for din løn

I skal vide, hvad ja eller nej betyder lige præcis for jer

Jette T. Frandsen og hendes tillidsrepræsentanter i den nordfynske kommune har ikke set sig for fine til at udlodde kage – brunsviger, naturligvis – til den arbejdsplads i Kerteminde Kommune med højeste stemmeprocent.

Men selvom det ligner en vindende strategi at vække kollegernes konkurrence-gen, så er der en anden indsats, der ifølge Jette T. Frandsen er afgørende:

”Vores tillidsrepræsentanter er godt klædt på til at kunne fortælle pædagogerne helt konkret om, hvad et ja eller et nej betyder. Hvis overenskomsten skal være nærværende for os, så skal vi vide lige præcis, hvad den gør for os på vores arbejdsplads. Og der har vores tillidsfolk gjort en super god indsats,” siger hun.

Læs også: Så meget ekstra giver OK24 til din pension

3 gode råd: Sådan får I kollegerne til at stemme

Jette T. Frandsen, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Kerteminde Kommune, giver her 3 gode råd til, hvordan man kan få sine kolleger til at stemme om overenskomsten:

  1. Gør det sjovt: Lav en konkurrence

    Udlod en præmie eller gør noget skørt, hvis alle pædagoger på jeres arbejdsplads stemmer om overenskomsten, hvis I får højeste stemmeprocent i kommunen, eller hvis andelen af pædagoger, som stemmer, overstiger en bestemt procentsats.

    ”Man må gerne lave det sjovt og sætte gang i folks konkurrence-gen. Der er mange, som udlodder kage, flødeboller og lignende, og det virker altså. Men det handler lige så meget om at få talt højt om, at ’vi skal være bedst.’ Pædagogerne i Kerteminde ved godt, at de har den højeste stemmeprocent i landet. For vi taler om det og kæmper for at bevare pladsen, hvis andre kommuner kommer tæt på,” siger Jette T. Frandsen.

  2. Gør det overskueligt: Hvad var vigtigst for dig selv?

    Det er ikke nok bare at sige ’husk nu at stemme.’ Man er nødt til at gøre overenskomsten vedkommende og overskuelig for kollegerne, hvis man vil have de, som endnu ikke har stemt, til at stemme. 

    ”Vores erfaring er, at når pædagoger undlader at stemme, så er tit fordi, de synes, stoffet er uoverskueligt. Her kan det for eksempel hjælpe at udvælge de to til tre ting i den nye overenskomst, som man selv synes var vigtigst, da man stemte. Forklar dem for dine kolleger på en konkret måde, så det bliver så let som muligt at tage stilling,” siger Jette T. Frandsen.

  3. Gør det grundigt: Tal om detaljerne i god tid

    Dette råd henvender sig primært til pædagogernes tillidsrepræsentanter, og det er for sent at nå til afstemningsfristen 14. april. Men det er stadig et af Jette T. Frandsens vigtigste råd til kommende overenskomster:

    ”Her i Kerteminde har vi afsat tid i TR-gruppen til at få talt ordentligt om, hvordan vi bedst muligt fortæller om overenskomsterne på en konkret og vedkommende måde. Hvordan vi kan forklare nogle krav eller detaljer, som er vigtige, men som kan være svære at sætte sig ind i. Vi skal være enige om, hvordan vi formidler tingene, så der ikke opstår forvirring eller tvivl, der kan øge risikoen for, at pædagoger undlader at stemme,” siger hun. 
     

Sådan får BUPL information om stemmeprocenten

Fagforbundenes afstemninger om OK24 bliver varetaget af virksomheden Assembly Voting. Herfra får BUPL løbende oplysninger om stemmeprocenten blandt medlemmerne.

I løbet af stemmeperioden opgør flere af de lokale fagforeninger stemmeprocenten i de kommuner, som fagforeningen dækker.

I afstemningsperioden har BUPL ikke adgang til at se, hvor mange der stemmer henholdsvis ja eller nej. Den information får BUPL først efter den 14. april kl. 12.

Hverken BUPL eller BUPL’s tillidsrepræsentanter har adgang til oplysninger om, hvad individuelle BUPL-medlemmer har stemt.

Det samlede resultat af afstemningen forventes offentliggjort af Forligsinstitutionen den 15. april. Først herefter må BUPL kommunikere om resultatet. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.