Sådan skaber Søren rum til kreativ pædagogik: ”Der er to universelle fællesskaber, mennesker altid kan mødes om"

Hvad var din første erfaring med ledelse og innovation?

”Så skal vi faktisk helt tilbage til 1982, hvor jeg begyndte at spille rollespillet Dungeons & Dragons. Jeg gik i anden klasse, og min storebrors klassekammerat havde taget spillet med hjem fra USA.

Vi måtte selv organisere det, hvis vi vil have nogen til at deltage i legen og dermed frivilligt ville lade sig stigmatisere som kæmpe nørder. Det var vildt umoderne dengang.

I 1984/85 arrangerede vi spilleweekender, hvor vi selv lavede mad og overnattede, og vi blev nødt til at være utroligt rummelige med, hvem vi lod deltage.”

Hvad er din største styrke som leder?

”Jeg er en stærk innovator. Det er ikke mig, der trives med at drifte. Forskellige personlighedstests bekræfter da også, at jeg som type altid er optaget af at opfinde nyt. Når jeg har gjort et eller andet, er jeg ikke god til at gentage det. Så bliver jeg nødt til at twiste det på en eller anden vis.

Jeg startede som afdelingsleder for over 20 år siden, og siden har jeg også været pædagogisk leder og klubleder. Jeg har altid været drevet af at søge indflydelse og af at udvikle og forme. Jeg er meget bevidst om, at vi selv bliver nødt til at organisere og få noget nyt til at ske. Ingen kommer og gør det for os.”

Nævn tre overbevisninger, der gennemsyrer din ledelse?

”For det første er den verden, vi lever i, noget vi konstruerer gennem de samtaler, vi har med hinanden. Det er via kommunikative handlinger, at vi skaber vores verden. 

For det andet findes der ingen nemme løsninger, og konteksten bestemmer altid hvilken løsning, der er bedst. 

Og for det tredje bruger jeg meget sjældent strukturel magt i min måde at lede på. Jeg baserer mig mere på relationel magt og tillidsbaseret ledelse og har intet problem med at stå skulder ved skulder med mine medarbejdere og for eksempel vade rundt i en mudderpøl på en koloni.

Det var, da jeg tog en diplomuddannelse i systemisk ledelse hos Metropol, at jeg fik en langt dybere forståelse for det konstruktivistiske perspektiv og cirkulære logikker. 

Da jeg startede på uddannelsen, tænkte jeg, at de nok ikke kunne lære mig så meget, men det skal jeg love for, at de kunne.”

Hvordan præger den systemiske tankegang dit pædagogiske entreprenørskab? 

”Når nogen har lavet regler for, hvordan verden skal være, husker jeg mig selv på, at det blot er en konstruktion, og at alle konstruktioner kan dekonstrueres.

Netop den antagelse har givet mig et stort mod til at spørge; Gør vi nu tingene på den bedste måde? Kunne vi gøre noget andet? Skal vi gå den modsatte vej af, hvad vi umiddelbart tænker? 

Når nogen har konstrueret noget, har de gjort det ud fra den allerbedste mening og de eksisterende forudsætninger. Men vi kan jo sagtens ændre det. 

Det kræver imidlertid både noget mod og vedholdenhed. Når du er first mover, er det ikke altid, at folk klapper i hænderne.”

Hvordan udvikler I musikken som pædagogisk redskab?

”Jeg har identificeret to universelle fællesskaber, mennesker altid kan mødes om. Det ene er mad, og det andet er musik. Og det er så musikken, der er blevet samlende for vores institution.

Blandt andet har vi skabt Ria Kollektivet, der er et kreativt frirum for unge, der både musikalsk og organisatorisk vil udvikle sig sammen med andre.

Essensen i vores udviklingsprocesser har været at være nysgerrig på de helt små dele og aktiviteter. Hvad gør vi, og hvad lykkes vi med? Og netop dette har forskere givet os svar og feedback på i et toårigt forskningsprojekt. Meget af det, vi gør, er ikke rocket science, men det har været gavnligt at blive bevidst om vores metoder.”

Hvilke af jeres metoder er bemærkelsesværdige?

”Forskerne har blandt andet undret sig over, hvordan mine klubber kan få unge til at blive så dygtige til at spille musik, uden de nogensinde har trådt deres ben på en musikskole.

Der er mange ingredienser i den opskrift:

• Først og fremmest gør ingen noget alene, og vi har åbnet op for andre fagligheder. Jeg har blandt andet ansat Pelle Leth Poulsen, der er uddannet tonemester fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Vi har fået et rigtig godt makkerskab på tværs af at være leder og medarbejder.
• Vi har præstationsfrie præstationsrum, hvor børnene rent faktisk præsterer på et sindssygt højt niveau. De spiller for eksempel ikke covernumre, men deres egen musik. Som børnene siger: Når du spiller covermusik, ved alle, hvordan originalen skal lyde, og den bliver du altid målt op imod. Unge er jo generelt pressede over altid at skulle præstere.
• På en musikskole lærer du at blive teknisk dygtig til dit instrument. Først øver du dig helt vildt og herefter får du lov til det sjove. Hos os vender vi det om. Du får lov til det sjove med det samme, og du spiller musik sammen med mennesker, du holder af. Dermed får du lyst til at øve dig for andre. Vi har fokus på, at det skal være trygt og sjovt, og i de processer vokser man både musisk og som mennesker.
• Via musikken lærer vi børnene at turde være i et forpligtet fællesskab og være i og vise deres følelser. ”

Kan man gennemtvinge en innovationsproces?

”Nej, når du som leder skal innovere og gøre op med nogle fasttømrede kulturer i en institution, kan du jo prøve at bruge din strukturelle magt og stampe i gulvet og sige 'Nu skal I det her.' Men hvis ikke du får følgeskab fra medarbejderne, bliver det ikke ægte. Måske kan du køre noget et år eller to, men lige så snart du kigger væk, forsvinder det igen.”

Hvordan skaber du følgeskab?

”Jeg formulerer nogle drømme og siger 'kunne det ikke være fedt, hvis verden så sådan ud?' Og så får jeg medarbejderne til at drømme med. Jeg giver rigtig god plads til, at de kan være med til at designe processen. Det er jo dem, der udfører størstedelen af arbejdet, og de skal ikke føle sig kørt over. Jeg giver tid til, at vi kan snakke i dybden og vende og dreje, hvornår vi lykkes med opgaven, og hvad vi ønsker, at børnene skal have ud af processerne. ”

Hvad er no-go i pædagogisk entreprenørskab?

”Man skal i hvert fald være bevidst om, at det tager tid, før noget bliver en succes. Og en del af at lave noget nyt er, at man skal gøre op med noget af det gamle. Man skal ikke tro, at det er nemt at få folk til at hoppe med. Mennesker er vanedyr, og vi vil rigtig gerne gøre det, vi kender og er trygge ved.
Og så skal man også være ydmyg og forstå, at man ikke altid gætter rigtigt første gang. 
Man skal turde fejle og særligt, hvis det er medarbejdere, der fejler, skal du være klar til at samle dem op.”

Læs også: Sådan booster I hverdagen med 'pædagogisk entreprenørskab'