Leders gode råd: Sådan gjorde vi mobilforbud til en succes

Christian Vestergaard, leder af fritidsklubben Den Gule Cykel i Viborg, husker stadig dagen, hvor mobilforbuddet trådte i kraft.

”Vi holdt vejret,” mindes han.

Sammen med klubbens fire pædagoger havde han besluttet at vælge mobiltelefoner i klubben fra til fordel for øget nærvær. 

I efterårsferien havde de shinet klubben op med nye, spændende aktivitetsrum, og efter ferien skulle det så vise sig, om børnene gik helt i baglås, når forbuddet mod mobiler trådte i kraft.

”Heldigvis blev vi glædeligt overrasket. Vi mistede blot et enkelt medlem, og han var meget fokuseret på computere. Faktisk fik vi tilgang af nye børn og unge,” mindes Christian Vestergaard, der siden 2008 har været leder af Viborg-fritidsklubben med omkring 170 medlemmer i alderen 10 til 18 år. 

Klubben er en del af Ungdomsskolen i Viborg og var en af de første danske fritidsklubber, der blev mobilfri zone. Nu løfter Christian Vestergaard sløret for, hvordan klubben forberedte, gennemførte og holdt fast i den nye tilgang. Se også hans vigtigste råd til pædagogfaglige ledere, der overvejer at indføre forbud.

Hvorfor valgte I et totalforbud fremfor blot at have regler om, hvor og hvornår mobilen var tilladt?

”Da vi gjorde klubben mobilfri, trak vi på vores erfaringer fra dengang, vi fjernede pc’erne fra klubben,” svarer Christian Vestergaard og fortæller: 

”Det var i 2020, at vi fjernede computerne, fordi vi oplevede, at pc’erne ødelagde nærvær og de fællesskaber, vi forsøgte at få i gang. Først havde vi haft regler om, hvornår man måtte spille, men det betød, at vi hurtigt fik rollen som politibetjente i stedet for at have en sund, pædagogisk relation til børnene. Vi besluttede os derfor for helt at fjerne pc’erne, og det gjorde vi så også, da turen kom til mobilerne. Vi besluttede os for et totalforbud, men til gengæld forberedte vi os godt.”

Hvordan forberedte I mobilforbuddet?

”Vi havde en lang indkøring og startede med at være meget nysgerrige på, hvad det egentlig var, børnene brugte telefonen til. Vi snakkede med dem om, hvad mobilen betød for dem, og vi kunne se, at det især var den passive scrolling, der satte nærværet under pres. 'Hvorfor er telefonen så vigtig?' spurgte vi børnene, og nogle svarede 'Min mor skal kunne ringe til mig,' mens andre sagde 'Jeg skal da vide, hvad klokken er.'”

Derfor byggede pædagoger og medlemmer en telefonboks i klubbens lokaler, og der blev sat digitale ure op rundt omkring i klubben. 

”Og så skrev vi til forældrene og fortalte om den proces, vi var i gang med, og at de fremover ville kunne ringe til telefonboksen eller til caféens telefon, hvis de skulle have fat i deres barn. Vi fik forældrene til at forstå, at hvis man skal fordybe sig, og man skal være en del af fællesskabet, skal man ikke være til rådighed alle andre steder hele tiden,” siger Christian Vestergaard og tilføjer:

”Men faktisk kalder vi det aldrig selv for et mobilforbud. Vi bruger hellere begrebet ”mobiltilgang”. Vi fokuserer på alt det, vi gerne vil opnå, så det mere er et tilvalg af nærvær end et forbud mod telefonen. Det, tror jeg, faktisk er en af grundene til, at vi er lykkedes. Det skaber i min optik modstand at italesætte et forbud med skilte og så videre.”

Hvordan reagerede børnene?

”Især i starten kunne næsten alle mærke en positiv bevægelse. Som et af børnene sagde 'Jeg har fået mine venner tilbage.' Nu er mobiltilgangen blevet en del af vores kultur, og det er, som om børnene oplever at blive fritaget fra et ansvar. Når de er en del af klubbens fællesskab, behøver de ikke at tænke på, om nogen har sendt dem en snap eller har kigget på deres video, eller om nogen har ringet. Det giver børnene ro, så de kommer mere i flow med det, vi er i gang med.”

Christian Vestergaard fortsætter:

”Da klubben blev mobilfri zone, erfarede vi hurtigt, at børnene begyndte at deltage meget mere i aktiviteterne. De blev ikke forstyrret hele tiden. Pludselig kunne vi få dem til at fordybe sig i alt fra at dryppe lys til at spille bordfodbold, for de skulle ikke tænke på telefonen.”

Anno 2026 beder Viborg-fritidsklubbens pædagoger fortsat venligt børnene om at lægge deres mobiler i tasken, som bliver placeret i en garderobe. 

”Her er vi heldige, for vi døjer ikke med tyveri, som andre institutioner gør. Så på den måde har det været nemt for os,” fortæller Christian Vestergaard.

Samtidig gør pædagogerne i Den Gule Cykel sig vedholdende og fortsat umage med at tilbyde gode aktiviteter og sjove lege.

”Når du fjerner noget, børnene synes er helt vildt fedt, er du nødt til at sætte dig selv i scene som pædagog, blive medlegende og udfordre børnene med noget sjovt,” siger klubbens leder.

Hvad gør I, hvis et barn sidder med sin mobil?

”Det er ikke længere en kamp at holde klubben mobilfri. Nogle gange har vi da oplevet, at et barn har ladet mobilen ligge i baglommen, og så har vi spurgt 'Hvad skal du bruge den til?' Og hvis vi opdager, at et barn sidder med sin telefon, reagerer vi ved at være nysgerrige. Er det fordi, man er ked af det, eller skal man hjælpes ind i fællesskabet igen? Eller er det bare fordi, man er blevet fanget af, at man hellere vil sidde med sin telefon? Så er det også okay, men så kan man jo lige så godt gå hjem. Men når et barn sidder med sin telefon i garderoben, er det ofte et nødråb om, at noget ikke er, som det skal være."

Christian Vestergaard understreger, at der er en lille kattelem, hvis man for eksempel vil lave en legeaftale, eller man skal ringe hjem til sin mor. Så kan man bruge caféens telefon, eller man kan efter aftale ringe fra telefonen i sin taske, så opringningen ikke forstyrrer det, der er i gang i huset.

Hvordan fik du medarbejderne til at bakke op om initiativet?

”Det var så heldigt, at hele vores personalegruppen bakkede op. Det her var noget, vi alle var enige om. Det havde helt klart været en større ledelsesopgave, hvis tanken kun var min, og jeg havde haft en delt personalegruppe. Der var meget fælles retning og et fælles ansvar. Det er virkelig vigtigt, at man har diskuteret det igennem i personalegruppen, så man har en fælles bund at stå på.”

Er I medieforskrækkede?

”Nej, absolut nej,” understreger Christian Vestergaard og forklarer:

”Det er jo kun scrolling på mobilen, vi fjerner. Vi har både lasercutter, 3D-printer, medietryk på ting, og vi laver film. Der er også iPads til udlån til at lytte til musik eller til at få kreative input. Men vi må bare slå fast, at mobilerne er så stærke, at de forhindrer, at vi kan sætte det i værk, vi vil have gavn af.” 

Klubbens pædagoger og leder holder indimellem oplæg for andre klubbers medarbejdere, der overvejer et mobilforbud.

”Til tider kan jeg mærke en modstand og møder kritiske spørgsmål, og jeg må ofte slå fast, at vi absolut ikke er modstandere af digitale medier. Vi er da også ved at certificere os i digital vejledning.  Vi vil gerne bruge digitale medier, men når det er et redskab og ikke en byrde.”

Hvad er dit bedste råd til en institutionsleder, der ønsker et mobilforbud?

”Hav det lange sigte og masser sunde værdier ind i børnegruppen. Vi har fire værdier, vi navigerer efter i alt, hvad vi har af aktiviteter og dialoger med børnene. Det er nærvær, det er samskabelse, det er fællesskab og ”alvorligt sjov”. Vi skal have glæde i vores liv og lave sjove ting sammen, men det skal også være med et formål om at lære noget om sig selv, blive dannet, og at man kan blive til nogen og til noget ved også at være i et fællesskab.”