Sådan booster I hverdagen med 'pædagogisk entreprenørskab'

Nogle pædagoger er særligt gode til at se muligheder, inspirere og sætte aftryk i mennesker. Og disse pædagoger har en række fællestræk, viser forskning fra Professionshøjskolen Absalon. Se de 22 principper til, hvordan du og kollegerne kan adoptere 'entreprenør-pædagogernes' tilgang.
kvindelig pædagog med glimmer og farver
Nyt forskningsprojekt viser, at pædagoger, som 'brænder igennem' ofte har en række fællestræk. Og andre pædagoger og institutioner kan søge inspiration i denne 'entreprenante' tilgang til pædagogfaget.

Pædagogisk entreprenørskab handler om at se muligheder frem for begrænsninger også indenfor institutionens rammer. Lige præcis det har nogle pædagoger en særlig evne til. Og de pædagoger har en række fællestræk, som andre kan få gavn af. 

Det viser det nye forskningsprojekt ’Pædagogisk entreprenørskab.' Forskerne har interviewet 30 pædagoger og samarbejdet med pædagoger fra fire fritidsinstitutioner i Præstø, Slagelse, Dragør og Roskilde. Forskningsprojektet er ledet af docent Mikkel Snorre Wilms Boysen og  støttet af BUPL. 

Hvordan 'smitter' pædagogers skaberkraft og handlemod ?

I projektet har forskerne  undersøgt, hvordan pædagoger udfolder faglig skaberkraft og handlemod i hverdagen, og hvordan deres måde at se muligheder på påvirker børn og kolleger. De har også undersøgt, hvordan pædagogisk entreprenørskab konkret kan understøttes i fritidspædagogiske institutioner. 

Men også daginstitutioner og specialtilbud kan lade sig inspirere af de 22 principper for pædagogisk entreprenørskab, som forskerne har udviklet sammen med pædagoger og pædagogstuderende. 

Hvis I i personalegruppen vil diskutere, hvordan I bringer pædagogisk entreprenørskab mere i spil i jeres egen praksis, kan I også bruge de 4 spørgsmål til refleksion nederst i artiklen.

Læs også artiklen Derfor brænder nogle pædagoger særligt igennem

Vil du hellere lytte? Så hør podcasten Opfindsomme pædagoger gør idéer til virkelighed

22 principper til at arbejde med pædagogisk entreprenørskab

  1. Gør ulemper til fordele. I en udfordring findes nøglen til en ny mulighed.
  2. Find og skab synergier og forbindelser. Gør hverdagen mindre kompleks ved at ’slå ting sammen’.
  3. Tænk organisk. Institutionen og lokalsamfundet udgør et netværk af ressourcer og muligheder.
  4. Skab værdi, ikke bare nyt. Nye initiativer og projekter skal altid give mening.
  5. Småt er lige så godt som stort. Store projekter skaber synlighed, men de mindre er lige så værdifulde.
  6. Gør det værdiløse værdifuldt. Det, som i én optik er værdiløst, kan i en anden optik være værdifuldt. Med det rette blik har alt betydning.
  7. Alt kan bruges. Pædagogiske entreprenører kan se mulighederne i alt.
  8. Drift er ikke mindre værd end udvikling. En spændende idé får først værdi, når den føres ud i livet.
  9. Du behøver ikke udskifte rammerne for at skabe nyt, og fornyelse kræver ikke revolution.
  10. Du må gerne have det sjovt. Når pædagogerne trives, smitter det og skaber glæde for alle.
  11. Brug hele dig selv. Du kan skabe et vidunderligt arbejdsliv, hvis du inddrager dine egne interesser, faciliteter og netværk i arbejdet.
  12. Tænk langsigtet. Værdifuld pædagogisk entreprenørskab er karakteriseret af lange vedholdende træk.
  13. Du må gerne sige nej.
  14. Ansvaret er dit. Du og dine kollegaer har ansvaret og ingen andre.
  15. Se dine kollegaer. Giv plads og opmærksomhed også til dine kollegaers aktiviteter og initiativer.
  16. Bryd vanetænkningen. Traditioner og normer kan være gode, men nye muligheder opstår, når de brydes.
  17. Gå på opdagelse og lær. For at udvikle inspirerende miljøer, og gerne med afsæt i børn og unges interesser.
  18. Gør hvad du kan, med hvad du har. Græd ikke over det, du mangler, men få det bedste ud af det, du har.
  19. Det koster energi at få energi. Invester mere energi end der kræves og forventes, og få mere energi, kreativitet og arbejdsglæde igen.
  20. Spil med mange toner. Når du har gang i det store klaver (med mange initiativer og projekter på én gang), kan du også finde flere kombinationer mellem tonerne.
  21. Kend de andres motivation. Forstå, hvad der driver interne og eksterne kolleger og samarbejdspartnere, så du kan skabe forbindelser, som alle kan drage fordel af.
  22. Husk dit pædagogiske hjerte. De børn, unge og borgere du arbejder med, er altid det vigtigste.

4 spørgsmål til refleksion om at arbejde 'pædagogisk entreprenant'

Har I lyst til at diskutere, hvordan I selv kan bringe pædagogisk entreprenørskab mere i spil i jeres egen praksis?

Så kan I tage udgangspunkt i disse fire refleksionsspørgsmål baseret på forskningsrapporten om 'Pædagogisk entreprenørskab:'

  1. Hvilke kompetencer, interesser og idéer har vi i medarbejdergruppen, og hvordan kan vi bruge dem mere aktivt i hverdagen?
  2. Hvilke muligheder rummer vores miljø, både i kraft af de fysiske rammer og de lokale netværk og samarbejdspartnere, som vi kan inddrage og trække på i vores pædagogik?
  3. Hvordan kan vi inddrage børnene ved at tage afsæt i deres interesser, nysgerrighed og initiativer og udvikle os selv i nye retninger med udgangspunkt i det?
  4. Hvilke aktuelle tendenser eller temaer, lokalt eller samfundsmæssigt, kalder på, at vi sætter pædagogiske initiativer i gang?

Om forskningen i pædagogisk entreprenørskab

  1. 'Pædagogisk entreprenørskab' handler om at se muligheder frem for begrænsninger også indenfor institutionens rammer.
  2. 'Entreprenante pædagoger' er vedholdende. De bygger ekspertise og faglige miljøer op over tid.
  3. Mange bruger lokale relationer og netværk til at skabe nye oplevelser og læringsrum for børnene.
  4. De ældre pædagoger trækker på en kultur fra 1970’ernes kreative og æstetisk funderede pædagogik og er selv blevet rollemodeller.
  5. De yngre pædagoger viser entreprenørskab på nye måder, fx gennem digitale projekter, rollespil, AI og gaming.

 

Mere om projektet:

Forskningsprojektet Pædagogisk entreprenørskab er gennemført af forskere fra Professionshøjskolen Absalon.

Forskerne har interviewet 30 pædagoger og samarbejdet med pædagoger fra fire fritidsinstitutioner i Præstø, Slagelse, Dragør og Roskilde.

Projektet er ledet af docent Mikkel Snorre Wilms Boysen og er støttet af BUPL. 

Mikkel Snorre Wilms Boysen er docent, ph.d. og leder af forskningsmiljøet ’Bevægelse, kreativitet og æstetik i pædagogisk arbejde’ ved Center for Pædagogik, Professionshøjskolen Absalon. Han har skrevet flere bøger, blandt andet 'Pædagogisk entreprenørskab' fra 2022.

Her finder du forskningsrapporten 'Pædagogisk entreprenørskab,' 2025

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.