Genial idé: Sådan forvandler vi papkasser til fantasifulde fastelavnskostumer

I børnehaven Vibereden laver alle børn deres eget fastelavnskostume ud af en papkasse. Børnene inspirerer hinanden, og i år hitter dinosaurer og sommerfugle. Og én vil være noget vildt specielt, afslører pædagog Signe Rosenberg.
Børnehaven Vibereden forvandler papkasser til fantastiske fastelavnskostumer
"Kan du gætte, hvem vi er?". Børnene i Vibereden laver deres fastelavskostume ud af en medbragt papkasse. Sommerfugle og flagermus var blandt årets hits. Se flere fotos i billedslideren i artiklen.

Pædagogerne i Vibereden i Ullerslev ved Nyborg har knækket koden til en genial fastelavnsfejring med børnehavebørnene. Forberedelserne har været i gang siden nytår, fortæller pædagog Signe Rosenberg. 

”Allerede i december skriver vi ud til forældrene, at de skal gemme en papkasse fra julepakkerne, så børnene kan få den med i børnehave og lave deres drømmekostume ud af den. Det er så fedt”.

Pædagogerne har ekstra papkasser til dem, der mangler, og en vigtig pointe med papkassekostumerne er, at alle børn skal kunne deltage på lige vilkår. 

”Udgangspunktet er det samme for alle, uanset hvilken baggrund børnene kommer med, eller hvordan familien er stillet. Alle har en papkasse, og ingen møder op på fastelavnsdag uden et kostume. Hele processen med at lave sit kostume og blive inspireret af hinanden giver bare børnene og børnefællesskabet så meget,” siger Signe Rosenberg.

Venskaber på tværs af grupper og alder

Børnene kommer på skift og i blandede grupper ned på værkstedet i kælderen, hvor de kan arbejde på deres kostume. 

”Der opstår en masse på tværs, når vi kan gå ned i et separat lokale, og man er sammen med nogle, man ikke ellers er i gruppe med. Børnene får øjnene op for nye legekammerater, og de store kan hjælpe de yngre med måske at hælde lidt maling op, binde et forklæde eller hente noget glimmer. Men ellers klarer de det selv,” siger Signe Rosenberg, der oplever, at børnene i processen øver alt fra selvhjulpenhed til koncentration og kreativitet. 

Pædagogerne kan hjælpe med at printe en maske fra internettet, hvis nogen gerne vil være Spiderman eller Hulk. Eller måske forme et kræmmerhus til et enhjørningehorn, der kan sættes på panden. Men børnene designer, maler og pynter kostumet.

”Vi undgår alt det kommercielle med dyre, købte kostumer, eller at forældrene skal i gang derhjemme. Her er alle lige, og alle får malet noget på deres papkasse. De fleste både drenge og piger bliver vildt glade for lidt glimmer,” siger Signe Rosenberg.

Børnene inspirerer hinanden: 10 Elsa’er og en håndfuld dinosaurer

Glimmer er det fedeste, men der opstår også trends i børnegruppen i forhold til, hvad papkassen skal forestille.

”Sidste år havde vi 10 Elsa’er. I år er det dinosaurer og sommerfugle, der hitter. Vi har også to, der vil klæde sig ud som tønder. Børnene inspirerer hinanden,” siger Signe Rosenberg. 

Men så er der også altid en enkelt, der har en helt vildt speciel idé.

”I år er der en dreng, der vil være postkasse. Han har måske aldrig set en i virkeligheden, men det er sådan en gammel rød postkasse, han vil være,” siger Signe Rosenberg.

Ulempen ved et papkassekostume

Selv skal Signe Rosenberg være Frankensteins Monster, mens hendes kollega Claus Pedersen er klædt ud som bi.

”Hvis børnene skal klædes ud, så skal vi også,” fastslår Signe Rosenberg, der derfor selv har erfaret en enkelt ulempe ved at bære et papkassekostume til fastelavnsdagen.

”Det kan være svært at slå til tønden med sådan en kasse på. Som regel tager vi de første par runder med, og ellers uden. Det vigtigste er, at alle kan være med og selv lave kostumet,” siger hun.

Nu har I været i gang siden jul med det her. Har I så også nogle store påsketraditioner i vente forude?

”Det gør vi ikke så meget ud af. Der har vi kun en nattøjsdag, inden vi går på påskeferie. Man skal lige kunne puste ud mellem alle traditionerne,” siger Signe Rosenberg.

Læs også artiklen 'Årets højtider og traditioner: Sådan vendte vi sur pligt til stærk pædagogik'

Børnehavebørn forvandler papkasser til fantasifulde fastelavnskostumer

Se Viberedens papkassekostumer

Klik dig gennem billederne her

Børnehavebørn forvandler papkasser til fantasifulde fastelavnskostumer
Børnehavebørn forvandler papkasser til fantasifulde fastelavnskostumer
Børnehavebørn forvandler papkasser til fantasifulde fastelavnskostumer
Børnehavebørn forvandler papkasser til fantasifulde fastelavnskostumer
Børnehavebørn forvandler papkasser til fantasifulde fastelavnskostumer
Børnehavebørn forvandler papkasser til fantasifulde fastelavnskostumer

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.