3 spørgsmål og svar: Byg et stillads mod digital racisme

En ny indsats skal klæde klubpædagoger på til at snakke med børn og unge om racisme online. Børn&Unge har stillet 3 spørgsmål om initiativet til Mette Toft Nielsen, lærer og selvstændig konsulent.
Dreng laver knuckles med anden person
Det er vigtigt at tale med børn og unge om, hvad der er sandt og falsk i debatten, hvis man vil hjælpe dem til at bygge et stærkt stillads mod racisme.

Hvordan gør man opmærksom på risikoen for racisme online, så pædagoger, lærere og andre kan tage dialogen med børn og unge og forebygge digital diskrimination?

Det har Medierådet for Børn og Unge sat fokus på med pædagogiske værktøjer og en podcast målrettet ansatte i klubber. Her kan man møde Mette Toft Nielsen, lærer og selvstændig konsulent.

Børn&Unge har stillet hende tre spørgsmål om, hvordan man som pædagog kan blive klædt på til at tage snakken om racisme med børn og unge.

1

Er racisme online et problem blandt børn og unge?

”I høj grad, ja. Det kan være på en snaptråd, hvor der bliver skrevet nedladende om andres hudfarve, religion eller etniske oprindelse. Men de politiske tendenser i samfundet kan også smitte af på elevernes måde at tale om andre mennesker. For eksempel kan en debat om statsborgerskab gøre, at mange halve sandheder bliver gentaget blandt elever i en 7. klasse. Der er det vigtigt at tale med eleverne om, hvad der er sandt og falsk.”

2

Hvorfor er der brug for en indsats mod racisme online?

”Det kan være et stort belastningspres at passe ind i fællesskabet, hvis man har en anden baggrund end majoriteten. Selv såkaldt velintegrerede børn og unge må ofte arbejde hårdt og give afkald på noget af sig selv for at modbevise andres negative forventninger. Det er svært at sætte ord på, hvis du er 12 år gammel. Men min erfaring er, at når man åbner for snakken om, hvad racisme er, så begynder eleverne også at genkende nogle situationer fra deres egne liv.”

3

Hvilken rolle kan klubpædagoger spille mod online racisme?

”Pædagoger kan hjælpe med at få italesat de unges oplevelser. Man kan tænke: Jeg ved ikke, hvad der foregår online, for jeg er jo ikke med i deres gruppe på Snapchat eller Whatsapp. Men det vigtige er ikke, om man har direkte kendskab til den specifikke situation. Det handler om at bygge et stillads med børn og unge, så de kan snakke om og rammesætte deres oplevelser. Og så er det vigtigt at gå ydmygt til værks. Du kan måske ikke sætte dig ind i, hvordan det er at være udsat for racisme. Men du kan altid være solidarisk, empatisk og omsorgsfuld.”

Om indsatsen

Medierådet for Børn og Unges indsats ’Kan vi tale om racisme?’ består af pædagogiske værktøjer samt en podcastserie med Emil Ludvigsen fra Center for Digital Pædagogik og Mette Toft Nielsen, lærer og selvstændig konsulent.

Hør podcasten, og hent materialet

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.