Stort pres på lederne kan skade både dem selv og deres medarbejdere

Pædagogfaglige ledere spiller en vigtig rolle for at forebygge stress blandt pædagoger. Men mange ledere er selv under et enormt pres. Det kan skade både dem selv og medarbejderne, advarer stressforsker.
Kvinde taler med anden kvinde, ser trist ud
Har I tid til at diskutere de svære etiske dilemmaer på arbejdspladsen? Mange steder er svaret 'nej,' og det skader både pædagoger og lederes arbejdsmiljø, advarer stressforsker.

Nye tal viser, socialpædagoger og pædagoger er de to faggrupper i Danmark, som har størst risiko for at få en stressrelateret erhvervssygdom. Altså at få en decideret arbejdsskade som følge af jobrelateret stress.

De pædagogfaglige ledere har en afgørende rolle i at mindske risikoen for jobrelateret stress. Og her er der et afgørende problem, advarer Pernille Steen Pedersen, stressforsker og adjunkt ved Copenhagen Business School.

Læs også: Pædagoger er de mest stress-syge af alle faggrupper

Forsker understreger: Der mangler et værn rundt om lederne

Mange ledere har nemlig selv et enormt presset psykisk arbejdsmiljø. Og det pres kan skade både lederne og deres medarbejdere, advarer Pernille Steen Pedersen.

Pædagogerne er nemlig mindre tilbøjelige til at gå til deres leder og sætte ord på, hvad der er svært, hvis de mærker, at lederen selv er enormt presset. Og det øger risikoen for, at pædagogerne ender med at blive syge af stress.

”Lederne skal opkvalificeres og have bedre vilkår til at kunne bedrive ledelse under, for de bliver presset fra flere sider. Der ligger et kæmpe potentiale i at gøre dem gode til at drive personaleledelse, så de kan aflaste medarbejderne gennem samtaler. Samtidig skal der bygges et værn om lederne, så de også selv har nogle at tale med om det, der er svært,” siger hun.

Også psykolog Dorthe Birkmose advarer om, at de pædagogfaglige ledere er under et enormt krydspres.

Store udsving: Flere steder har hovedparten af lederne dårlig trivsel

Presset på de pædagogfaglige lederes psykiske arbejdsmiljø blev blandt andet understreget i BUPL’s seneste vilkårsundersøgelse fra vinteren 2025.

  • Her svarede 30 procent af dagtilbudslederne, at de ikke har et godt psykisk arbejdsmiljø. 11 procent af dem har et decideret dårligt arbejdsmiljø.
  • Blandt lederne på skole- og fritidsområdet har 26 procent ikke et godt psykisk arbejdsmiljø. 9 procent har et decideret dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Undersøgelsen viser samtidig store geografiske udsving. I flere kommuner har et flertal af de pædagogfaglige ledere ikke et godt psykisk arbejdsmiljø.

Se mere i det kommuneopdelte danmarkskort nederst i artiklen.

Lederformand advarer mod ’helt urimelig forventning’

Kristine Schroll, formand for Lederforeningen i BUPL, understreger, at pædagogfaglige ledere har et vigtigt ansvar for at sikre trivsel og forebygge stress i samarbejde med medarbejderne.

Men det kræver ordentlige vilkår og rammer at løfte den opgave. Vilkår, der alt for ofte ikke er til stede, understreger hun.

”Det er helt urimeligt at forvente at lederne via ’god personaleledelse’ skal kunne overkompensere for et udmagret velfærdssystem. Først og fremmest skal vi have flere uddannede pædagoger, flere voksne på stuerne, forberedelsestid og mere tid til pædagogfaglig ledelse,” siger Kristine Schroll.

Netop udfordringerne med at lede, når vilkårene er under pres, er på programmet ved årets Nationale Lederkonference, som afholdes 22.-23. april 2026. Læs mere her.

’Moralsk ro’ kan mindske stressrisiko

Også Johnny Gaardsdal, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for blandt andet arbejdsmiljø, understreger, at kommunerne er nødt til at sikre ledere og pædagoger rum og ressourcer til på daglig basis at drøfte de etiske dilemmaer, som er en grundlæggende del af pædagogfaget.

”Når pædagoger oplever, at de kan bruge deres faglige dømmekraft til at træffe beslutninger i hverdagen, og der også er ressourcer nok til udføre dem, giver det moralsk ro. Det er det, der skal til for at nedbringe risikoen for at få stress,” siger han.

Klare opfordringer til kommunerne

Kristine Schroll er enig med Johnny Gaardsdal. Hun mener, kommunerne bør øge indsatsen for at sikre, at pædagoger og ledere har mulighed for at sætte fagligheden i spil.

BUPL’s seneste vilkårsundersøgelse viser netop, at mere tid til pædagogfaglig ledelse er en ting, der for flest lederes vedkommende ville styrke det psykiske arbejdsmiljø.

”En leder, der trives, har meget bedre forudsætninger for at tage hånd om medarbejdernes trivsel, end en leder, der mistrives. Det er klart. Og faglig ledelse tæt på praksis og tid og rum til faglig refleksion i personalegruppen er netop afgørende for at forebygge stress. Derfor har Lederforeningen også vedvarende fokus på at forbedre ledernes psykiske arbejdsmiljø,” siger hun.

Kristine Schroll opfordrer på den baggrund kommunerne til at styrke ledernes mulighed for en-til-en-sparring med egen leder, adgang til netværk og muligheden for en arbejdsdag med tid til ledelse tæt på praksis.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.