Regeringen vil afsætte 1,5 mia. til flere pædagoger: Men lederne må ikke bruge dem 

Det vækker glæde i Lederforeningen i BUPL, at regeringen nu vil afsætte 1,5 milliarder kroner til at uddanne erfarne medhjælpere til pædagoger. Men ét afgørende problem blokerer for ledernes mulighed for at bruge pengene.
Dreng i daginstitution

En række kommuner har gennem de seneste år betalt af egen lomme for at merituddanne pædagogmedhjælpere til pædagoger, mens de fik løn. Dyre ordninger for kommunerne, men de var vigtige værktøjer i kampen mod den voksende pædagogmangel.

Kort før jul 2022 lukkede Kommunernes Landsforening (KL) dog for denne mulighed, og siden har der været usikkerhed om, hvordan pædagogfaglige ledere bedst kunne uddanne deres erfarne pædagogmedhjælpere til pædagog.

Nu vil regeringen dog afsætte statslige midler til netop at merituddanne erfarne medhjælpere til pædagoger: Regeringen vil på den kommende finanslov afsætte 1,5 milliarder kroner til netop det formål.

Læs også: KL stopper ordninger, der skal skaffe flere pædagoger: Sådan kan det ramme jer

Ministeren glæder sig til flere pædagoger

Pengene - den såkaldte opkvalificeringspulje - var oprindeligt blevet afsat som en del af aftalen om minimumsnormeringer fra år 2020. Men pengene er aldrig blevet udmøntet, og for få uger siden såede børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) tvivl om puljens fremtid, da folketingsflertallet bag aftalen var væk.

Ministeren glæder sig over, at en samlet regering nu sikrer penge til opkvalificeringspuljen:

”Nu understøtter vi, at flere af de mange erfarne pædagogmedhjælpere i vores daginstitutioner kan få mulighed for at blive uddannet til pædagog eller pædagogisk assistent i en voksen alder. Det er jeg meget glad for,” siger han i en pressemeddelelse.

Konkret vil regeringen afsætte cirka 100 millioner kroner i 2023 og omkring 200 millioner kroner årligt fra 2024-2030.

BUPL: Statslige midler afgørende for at styrke rekrutteringen

Eva Munck Immertreu, formand for Lederforeningen i BUPL, glæder sig over, at regeringen nu endelig udmønter de penge, som skulle hjælpe med at skaffe flere pædagoger i forbindelse med aftalen om minimumsnormeringer.

”Muligheden for at opkvalificere erfarne medhjælpere, som har et stort kendskab til hverdagen i institutionen, er enormt givtig, så forhåbentlig giver puljen nu mulighed for, at endnu flere erfarne medhjælpere kan blive uddannet til pædagog,” siger hun.

Muligheden for opkvalificering er et vigtigt værktøj til at styrke institutionernes faglige rammer, især i områder med pædagogmangel.

”Desuden ved vi, at stærke faglige rammer kan styrke institutionernes mulighed for at rekruttere dygtige pædagoger udefra,” siger Eva Munck Immertreu.

Problem: Ledere må stadig ikke give løn for uddannelse

Selvom regeringen sikrer finansiering til at uddanne et stort antal pædagogmedhjælpere til pædagoger, er der dog et væsentligt problem: Millionerne løser ikke den manglende hjemmel til at udbetale løn til medhjælpere, som er væk på merituddannelsen til pædagog. 

Det var netop det, som fik KL til at lukke for kommunernes meritordninger, og det er en væsentlig udfordring i forhold til de pædagogfaglige lederes muligheder for at sætte pengene i spil.

Muligheden for at udbetale løn har nemlig været afgørende for succesen.

Merit-kommunes håb: Regeringens pulje kan åbne for hurtigere løsning

I Aarhus - en af de kommuner, som blev ramt af KL’s stop for meritordninger – håber Børn og Unge-rådmand Thomas Medom (SF) dog, at opkvalificeringspuljen kan føre til en hurtigere løsning på problemet med manglende løn-hjemmel.

”Erfaringerne siger jo, at det er nemmere at finde en aftale, når der bliver afsat nogle penge at forhandle om,” siger han.

Aftaler ligger klar: Lederne venter bare på grønt lys

Eva Munck Immertreu opfordrer til, at der hurtigst muligt findes en løsning, så pengene kan komme kommuner og institutioner til gode: 

”Mange ledere har allerede indgået aftaler med medhjælpere og kommuner om merituddannelse, og standsningen af kommunernes meritordninger er et stort benspænd. Det er afgørende at finde en løsning hurtigt, netop fordi mange allerede venter på at kunne sende medarbejdere afsted på uddannelse,” siger hun.

Læs også: Kommuner har nøglen til flere pædagoger: 3.000 kan få merit

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.