Michels job er at forstyrre fastlåste pædagogikker
Michel Depierreux er en af 37 læringsmiljøpædagoger i Odense Kommune, der arbejder på tværs af kommunens børnehuse.
Når han starter sin bil, står gps’en sjældent på den samme adresse. Men hans drive og motivation er altid den samme:
”Om morgenen har jeg har altid travlt med at komme afsted, for jeg ved, at der er nogle børn og kolleger, som jeg skal ud at hjælpe, og som jeg kan gøre en forskel for. Det er den største motivation i mit arbejde,” siger Michel Depierreux.
Læringsmiljøpædagogerne er meget søgte
Læringsmiljøpædagogerne er meget efterspurgte i kommunen, viser en evaluering af 70 indsatser i 2022. De erstatter kommunens tidligere støttepædagoger, og hjælper daginstitutioner med alt fra uro i læringsmiljøet og organisering af hverdagen til at lære nye metoder eller iværksætte indsatser for enkelte børn eller børnegrupper.
Læringsmiljøpædagogen skal på den ene side have blik for de ressourcer, der er til stede og kan bygges videre på, og på den anden side de udfordringer, der er i læringsmiljøet, og som kræver justeringer. Målet er overordnet at løfte kvaliteten ved at give nye perspektiver på daglige rutiner, organiseringen, pædagogikken og arbejdskulturen:
”Jeg lykkes i mit arbejde, når jeg er med til at skabe stærke fællesskaber i læringsmiljøer af høj kvalitet til gavn for alle børn og ansatte,” siger Michel Depierreux.
Han er øjnene udefra
I en støtteindsats kommer Michel Depierreux som ’øjnene udefra’, der kigger helt ind i den pædagogiske kerneopgave. Men hans rolle er ikke bare observerende.
”Jeg går foran, ved siden af og bagved. Jeg prøver at understøtte alle de positive initiativer, jeg ser, og kommer med passende forstyrrelser af fastlåste pædagogikker, der kan herske mange steder. Både ved at introducere faglige metoder og ved selv at være deltagende med børnene og vise vej. Jeg siger ikke, hvad pædagogerne skal gøre, men forsøger at bidrage til deres egne refleksioner over, hvordan de kan skabe det bedste læringsmiljø,” siger han.
Børnene skreg først og fremmest på tydelige voksne, der tog et fælles ansvar.
Michel Depierreux, læringsmiljøpædagog
Børn er aldrig problemet - børn viser problemet
I Hvenekilden Børnehus var læringsmiljøet ikke det bedste sidste efterår, og Michel Depierreux har frem til forsommeren 2025 støttet institutionens børn, pædagoger og ledelse i en proces med at forbedre børnehavens læringsmiljø.
I en stor ældstegruppe på 25 af 60 børn havde mange udadreagerende adfærd, og de sparkede og slog også pædagogerne. Det påvirkede personalesamarbejdet og hele børnegruppen negativt, og da Michel Depierreux første gang mødte personalegruppen, var de fokuseret på, at der var et problem med nogle børn. Men Michels var optik en anden:
”Mit udgangspunkt er, at børn aldrig er problemet. Børn viser problemet. Så når jeg træder ind i et nyt miljø, spørger jeg, hvordan det er at være barn her. Hvordan er børn medinddraget? Og hvordan får de følgeskab og bliver guidet af pædagogerne? Jeg har fokus på den pædagogiske kerneopgave og går på jagt efter tegn på trivsel eller mangel på samme,” siger Michel Depierreux.
Børnene skreg på tydelige voksne
I Hvenekilden fandt han tegn på begge dele. Han mødte en udfordret personalegruppe, der syntes, at de havde prøvet alt. Men han så også, at de stadig var motivet for at skabe ændringer. Især var der behov for bedre kommunikationen og afstemning blandt pædagogerne.
”Både børn og personale var lidt fortabt. Børnene zappede rundt, og de voksne forlod ofte deres positionering, eller man havde ikke afstemt, hvem der gjorde hvad med børnene,” siger Michel Depierreux.
Den manglende afstemning kunne handle om alt, lige fra om børn skulle være inde eller ude, spise nu, eller hvilken aktivitet der kunne sættes i gang.
”Derved blev børnene overladt til at navigere i mange forskellige narrativer og synsninger blandt pædagogerne om, hvad både børn, voksne og et børnehus har brug for. Men kerneopgaven er omsorgen for børnene, og børnene skreg først og fremmest på tydelige voksne, der tog et fælles ansvar for kærligt at guide og involvere dem ud fra børnenes eget perspektiv,” fortæller Michel Depierreux.
Fik fornyet fokus på børnenes perspektiv
Da Børn&Unge besøger Hvenekilden, er den store ældstegruppe for længst sendt godt videre i skole. Men Michel Depierreux kommer stadig i Hvenekilden i et såkaldt efterværn, som børnehaven har søgt om for at arbejde videre med de gode forandringer, der er sket det forgangne år.
Især er der kommet et fornyet fokus på altid at arbejde ud fra børneperspektivet, fortæller leder Mike Pöhl.
”Vi har fået en særlig opmærksomhed på vores tilgang til børnene, kvaliteten af vores samvær, vores børnesyn og medinddragelse. Vi er ikke nødvendigvis i mål endnu, men vi er bevidste om, at vi er i gang med en spændende proces til gavn for alle,” siger han.
Sparring og faglige møder gav et fælles fagsprog
Lederen får opbakning af pædagog Christina Nielsen, der oplever, at arbejdet med læringsmiljøet og børneperspektivet har givet hende og kollegerne et fælles fagsprog. Ikke mindst fordi Michel Depierreux har taget faglige emner og metoder op på personalemøder. Lederen har givet tid til sparring både stuevis og på tværs i huset.
”Gennem samtaler om både teori og hverdagssituationer med børnene helt ned til mindste detalje har vi skullet stå på mål for vores pædagogik. Vi har flyttet os, og vi har fået en fælles bevidsthed og et fælles sprog for, hvorfor vi gør, som vi gør. Nu kommer vi hurtigere ind til kernen i vores arbejde og får positioneret os i forhold til hinanden, ud fra hvor børnene er, og hvad de har behov for. Det giver ro, og tingene glider bare nemmere,” oplever Christina Nielsen.
Vi giver børnene følgeskab og hinanden plads
Hun roser Michel Depierreux for på en respektfuld og ydmyg måde at have rusket op i nogle af de rutiner, som pædagogerne sad lidt fast i. For eksempel at insistere på samlingen.
”Alle de år, jeg kan huske, har vi holdt samling, men for hvis skyld? Der vil altid være børn, du ikke kan fange, og du stiller hurtigt for høje krav til de treårige. Den læring har vi taget med i refleksioner over, hvordan vi på andre tider af dagen sætter aktiviteter i gang. Så samling har vi droppet,” fortæller Christina Nielsen.
Pædagogerne oplever, at de er blevet mere fleksible og tilpasser sig for at give børnene følgeskab i deres initiativer og ideer. Og de gør det som samlet personalegruppe.
”Vi har talt om, hvad vi hver især kan lide at gøre med børnene. Hvis de gerne vil lave noget med mindfulness, yoga og teater, kan de komme til mig. Og så giver vi hinanden plads,” fortæller Christina Nielsen.
Så skal der ansigtsmales
At pædagogerne har fokus på at give børnene følgeskab ses også under Børn&Unges besøg i børnehaven, da tre drenge vil males med ansigtsmaling, og Christina og Michel går med på ideen.
”De tre har leget sammen hele formiddagen, og selvom den ene går i mellemgruppen og de to andre i ældstegruppen, fik de også lov til at spise sammen. Det ville være synd at afbryde det fællesskab, de har fundet,” siger Michel Depierreux.
Han var ellers i gang med at snitte med drengene, men den ene dreng havde en sej Spiderman-T-shirt på, og så fik drengene lyst til at være superhelte.
Bloddryppende hugtænder og pudret strithår
Mens Christina og Michel gør pavillonen klar til sminkesalon, bliver drengene sendt i kælderen efter sminke: ”Vi skal male”, ”vi skal male”, og ”jeg er Spidermaaaan” skråler de lystigt, da de vender retur med teatersminken.
Matheo forklarer Christina, at Spiderman har rødt ansigt og er hvid ved øjnene. Imens forvandler Michel Valdemar til Dracula med bloddryppende hugtænder og pudret strithår. Flere børn strømmer til for at se på og selv blive malet.
”Det bedste er, når børns begejstring for et eller andet saboterer alle andre planer,” griner Michel Depierreux.
Artiklen fortsætter efter billedslideren:
Artiklen fortsætter her:
Børnene kedede sig og oplevede pædagoger, der holdt øje
Andre steder på legepladsen i dag faciliterer pædagogerne cykelræs, sandkageleg, og at nogle børn må spise frokost udenfor, og alle har det sjovt.
Sidste efterår var billedet på legepladsen et helt andet. Det var især her, at personalet så konflikter.
For at høre børnenes perspektiv på konflikterne dengang afholdt Michel Depierreux tidligt i forløbet også børnesamtaler.
”Flere børn sagde, at de kedede sig i børnehaven, og at de syntes, at de voksne mest holdt øje med dem. Og når jeg observerede på legepladsen, kunne jeg se, hvordan de voksne nogle gange kun intervenerede i legen med restriktioner, eller de henvendte sig mest til børnene med irettesættelser,” fortæller Michel Depierreux.
Kan man sætte løver og gazeller sammen på legepladsen?
Han bemærkede, at konflikter især opstod, når alle børn blev samlet på børnehavens mindste legeplads: både drenge og piger, de stille og de mere vilde.
”Jeg brugte et billede med løver og gazeller: Hvad kan man forvente, når man lukker løver og gazeller ud på samme lille legeområde? At løverne sætter deres hold og jagter gazellerne! Men hvorfor må løverne ikke være på den anden store legeplads med bakker og træer, spurgte jeg de ansatte. Der var ikke så godt et overblik, sagde de. Og det bekræftede børnenes narrativ om, at de voksne holdt øje. Men det gav også anledning til refleksioner over, at det ud fra børnenes perspektiv gav bedre mening at lade løverne lege vildt på den store legeplads og give gazellerne ro på den lille,” fortæller Michel Depierreux.
Det var ikke specielt udfordrende børn, men vi oplevede at være udfordrede. Nu har vi fået vendt kulturen.
Mike Pöhl, leder
Nu bruger vi overskuddet til at forebygge nye konflikter
Flere lignende småjusteringer i rammerne og tilgangen til børnene fik hurtigt stor effekt. Den sidste måned inden den tidligere ældstegruppe skulle videre i skole, var konflikterne ikke til at spore. Og arbejdet kommer nu de nye børnegrupper til gode, fortæller Mike Pöhl.
”Det var ikke specielt udfordrende børn, men vi oplevede at være udfordrede. Nu har vi fået vendt kulturen og bruger det overskud, vi har fået, til at forebygge og hele tiden sætte os i barnets sted og i kollegaens sted, så vi kan møde børn og kolleger, hvor de er,” siger han.
Vi justerer os, så vi gør det bedste for børnene
Michel Depierreux husker også, hvordan børnene fik mere overskud af at blive mødt og guidet og fulgt i deres ideer.
”Børnene ændrede syn på hinanden. Nu syntes nogle gazeller, at nogle løver var ret nuttede og sjove at lege med,” siger han.
Også Christina Nielsen føler mere overskud og oplever, at kvaliteten i hendes arbejde har fået et løft, og at alle har været med til at give det løft.
”Vi pædagoger skal hele tiden være indstillet på at flytte os. For mig har processen været en fantastisk mulighed for at finde luppen frem og lige se, hvor vi kan justere os, så vi gør det bedste for børnene. Det er jo dem, vi er her for,” siger hun.
Få inspiration fra læringsmiljøpædagogens værktøjskasse
Michel Depierreux og pædagogerne fra Hvenekilden Børnehus har arbejdet med sparring ud fra flere pædagogiske teorier og begreber. Få de mest centrale her.
