Jeg vil skubbe til grænserne: Vi skal turde gøre noget andet

Hvad er en skøn dag som pædagogfaglig leder, og hvad er en drænende dag?  I vores artikelserie ’Lederstemmer’ deler pædagogfaglige gavmildt ud af både de opløftende og udfordrende sider af lederlivet. Denne måned tilhører stemmen Maj Luffe Andersen, leder af Børnehuset Gnisten i Søborg. Hun er medlem af BUPL Etisk Råd, uddannet cand.pæd.fil og har været leder siden 2017. Her fortæller hun om at arbejde med trygge relationer, medbestemmelse og om at være en nærværende leder. Blandt meget andet.

Lige for tiden er jeg mest af alt optaget af
”To ting: Organisering og hvad jeg kalder eksperimentel pædagogik. I vores børnehus har vi forladt den traditionelle stueinddeling til fordel for en mere åben, fleksibel organisering. Børnene er ikke inddelt i stuer, for trygheden handler mindre om de fysiske rammer og mere om, at børn har mange trygge relationer og for eksempel medbestemmelse via børnemøder.” 

”Vi skal turde gøre noget andet, end vi plejer, og jeg ønsker at skubbe til grænserne for det, vi kender som almindelig pædagogik og blandt andet finde svar på spørgsmål som: Hvad kræver det af os, hvis vi tager børns medbestemmelse dybt seriøst og ikke bare siger, at det er noget vi gør, men faktisk også gør det?”

Min dybe overbevisning er at…
”Pædagogik skal være flydende og dynamisk for at være god. Pædagogikken må ikke stivne. Børnene forandrer sig. Vi forandrer os. Samfundet forandrer sig. Så pædagogikken skal også i sig selv kunne forandre sig. Med andre ord er jeg optaget af, hvordan vi laver pædagogik, der passer til verden. I stedet for at få verden til at passe til vores pædagogik.”

En lykkelig lederdag er
”Når jeg har tid til at bedrive det, jeg kalder ’dingleledelse’ der er min foretrukne måde at være pædagogfaglig leder på. Som begreb er det kogt sammen af en lang række ledelsesmetoder og retninger og af filosofi og pædagogisk tænkning.”

”God ledelse handler mest om at være til stede med motivløs opmærksomhed. For mig drejer det sig om at gå rundt i børnehuset, være der, kigge på børnene, tale med forældrene, tale med medarbejderne, ordne en opvask, gå ud med en skraldespand, synge en sang med et barn. Lige vende verdenssituationen med en medarbejder, der har bøvler med noget fagligt eller hjælpe en ansat med at finde en fridag, så hun eller han kan gå til tandlægen. Min lykkelige lederdag er altså sådan en dag, hvor jeg bare har tid til at være til stede.”

Men det dræner mig 
”Når jeg bruger for meget tid på bureaukrati og meningsløse processer, som ikke umiddelbart gavner børnene, medarbejderne eller pædagogikken. Som børnehusleder skal jeg også tage mig rigtig meget af alverdens driftsopgaver omkring huset. Jeg skal gå ind i byggeprocessen omkring et kvalitetsløft af legepladsen. Jeg skal håndtere, når brønden ikke virker, når alarmen ikke virker, når opvaskemaskinen er gået i stykker, og når vaskemaskinen pludselig kun kan vaske med koldt vand. Sådanne opgaver kræver enormt meget tid, fordi jeg jo hverken er uddannet VVS’er eller brøndmand. Og så synes jeg stadigvæk, at vi går til mange møder, som kunne være kortere.”

Det er jeg enormt inspireret af 
”Jeg er meget inspireret af filosofien og den kritiske tænkning i forhold til at skubbe til rammerne. Jeg kigger samtidig nysgerrigt på andre, der tør eksperimentere med pædagogikken og gør noget andet end det, der er normen inden for den pædagogiske tradition.”

Mit motto er
”At ingen kender barndommen, så pas godt på den. Hver barndom er en unik barndom, og den får man ikke igen. Så værn om barndommen. Det var filosoffen Rousseau, som sagde ”Ingen kender barndommen”, og med det mente han, at når man er i barndommen, så kender man ikke andre. Og så ved man jo ikke, at det her er barndommen. Det er jo bare ens liv. Når man er blevet voksen, ser man på en anden måde på sin barndom, end man gjorde, da man var barn. Så den skal vi passe på."