Forskere afviser Trivselskommissionen: Derfor mistrives børn og unge

”Ungdommen har det forskelligt. Det er ikke sådan, at alle unge er i alvorlig mistrivsel eller er psykisk syge. Men det er ikke det samme som at sige, at de fleste unge trives og har det godt. Rigtig mange af almengruppens unge har det faktisk ikke så godt, og de trives ikke så godt i skolen, som de gjorde før. Mange føler ikke, at det, de foretager sig, giver ret meget mening i deres liv.”

”Der er mange, der presses, men klarer skærene og kommer fint ud på den anden side, men nogle kommer også sårede ud. Og så er der en stigende gruppe, som får nogle alvorlige sociale og psykiske problemer. Ikke mindst er der en meget stærk vækst i andelen af unge, der får diagnoser som ADHD og autisme. Det er helt igennem forståeligt, når man ser på, hvad det er for nogle krav, unge mennesker udsættes for. En kultur, der kræver, at man er fleksibel, omstillingsparat og i stand til at deltage i alt muligt hele tiden, er særlig svær at håndtere for unge med funktionsvariationer.”

”Vi synes ikke, at Trivselskommissions måde at forstå trivselsproblemerne på er dækkende. I Trivselskommissionens rapport bliver det meget gjort til et spørgsmål om, at vi taler for meget om problemerne, og det handler om en sygeliggørende diagnosekultur. Vi vil ikke afvise, at det også kan have noget på sig, men det er et problem, hvis man gør diagnosekulturen til hovedfjenden og ser bort fra de strukturelle og kulturelle forandringer, der er i samfundet. Vi mener, at unge mennesker er udsat for en række nye typer af krav i samfundet, som presser dem - og presser nogle ud over kanten.”

”Mistrivselskrisen skyldes det, vi i bogen kalder sociale patologier, altså nogle strukturelle og normative forandringer i vores samfund, som presser unge mennesker, presser dem på nye måder, og presser dem, så stadig flere bliver syge af det. Så i stedet for at sige, at trivselskrisen handler om, at vi taler for meget om problemerne, eller at moderne forældre er overbeskyttende overfor deres børn, som Trivselskommissionen gør, så siger vi, at det handler om et samfund, der presser stadig flere ud over kanten.”

”Mange samfundsmæssige processer gør, at unge mennesker mistrives, og at nogle faktisk lider. Derfor snakker vi i vores bog om nye typer af menneskelig lidelse.” 

”Vi trækker på sociologiske teoretikere, på Axel Honneths teori om anerkendelse, og Hartmut Rosas teori om præstation, fremmedgørelse og resonans (læs boks nedenfor). Når vi kalder det samfund, vi lever i, for en præstations- og selvrealiseringskultur, så er det, fordi anerkendelsen er betinget af præstation og evnen til at realisere sig selv på den rette måde. Man skal leve op til krav om hurtighed, fleksibilitet, omstillingsparathed for at få anerkendelse, og anerkendelse er helt grundlæggende for, at man kan leve et godt liv.”

”Præstationskravene, som de unge skal leve op til, er differentierede. På den ene side har man nogle eksplicitte krav om, at man skal kunne præstere godt i skolen, leve op til eksamenskrav og klare sig godt der. Oven i det, og det presser især gruppen af unge med diagnoser, er der nogle mere implicitte forventninger om, at man skal også være social, i stand til at deltage, være på og klare sig godt i det popularitetsspil, der hele tiden foregår. Når det handler om unge med autisme, så er det især de implicitte forventninger, de har det svært med.” 

”De sociale medier kan godt være med til at forværre mistrivslen. De er endnu en arena for præstation og selvfremstilling, de kan føre til utilstrækkelighedsfølelser og retningsløshed, og de kan skabe koncentrationsbesvær og fordybelsesproblemer. Alt det er vi enige i.”

”Men problemet er ikke kun de sociale medier. Løsningen er ikke bare at få puttet de unges mobiler i skoletasken eller ind i særlige skabe. Det handler om den kultur, der findes, også på de sociale medier. Det er en præstations- og selvrealiseringskultur, der præger alle dele af samfundet og også præger de unges interaktioner på de sociale medier.”

”Det hele er ikke samfundets skyld. Men mistrivsel er ikke bare noget, der kommer indefra. Det skyldes et samspil mellem det, de unge har med sig, og det, de bliver udsat for i samfundet. Vi skal kigge på, hvad vi kan gøre for at ændre vores skoler, så vi bliver bedre i stand til at inkludere alle unge ved at skabe nogle anderledes strukturelle rammer.”

”Hvis vi gjorde det, ville der være langt færre, der fik brug for diagnoser og udviklede funktionsproblemer, og det ville også være rigtig godt for almengruppens unge. At lægge en dæmper på de præstationskrav, der præger vores samfund, vil være det allervigtigste.”