Nye smittebølger presser institutioner: Enormt arbejdspres sender syge pædagoger på job

62 procent af landets daginstitutioner oplever ekstraordinært meget sygdom blandt personalet i disse uger. Og sygdomspresset er så stort, at en lang række pædagoger føler sig nødsaget til at tage på job for at hjælpe deres pressede kolleger, selvom de er syge og burde blive hjemme.
Det viser en ny rundspørge fra BUPL blandt mere end 600 arbejdsmiljørepræsentanter på daginstitutionsområdet (se boks).
Syge pædagoger tager piller på jobbet: Enormt arbejdspres giver dårlig samvittighed
I rundspørgen fortæller 51 procent af arbejdsmiljørepræsentanterne, at de har kolleger, som i løbet af januar er mødt syge på job.
’Vi er i forvejen så pressede på sygefravær, langtidssygemeldinger og opsigelser, at nogle møder ind sløje og må tage piller for at kunne fungere,’ skriver en arbejdsmiljørepræsentant i BUPL-undersøgelsen.
Flere af arbejdsmiljørepræsentanterne er også selv taget på job, selvom de var syge:
’Jeg føler selv, at der ikke er plads til at være væk. Plaget af dårlig samvittighed over for kollegaer og børn,’ lyder det blandt andet.
Forsker advarer: Derfor er det farligt, når pædagoger tager syge på job
Men pædagogerne gør både sig selv og hinanden en bjørnetjeneste, hvis de tager syge på arbejde, understreger professor i virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen:
”Jeg har fuld forståelse for, at der er et stort arbejdspres. Men hvis man tager på job selvom man hoster og har løbende næse eller feber, så tager man smitten med sig på hen på arbejdet,” siger han og påpeger, at hvis én medarbejder møder op syg i dag, så risikerer man, at der er to, tre eller flere syge om et par dage.
”Så selvom man føler, man gør noget for børn og kolleger på helt kort sigt, så risikerer man, at institutionen kommer til at lide mere under det på lidt længere sigt,” siger han.
Stor smittespredning kan ramme hårdt: ”Alle husker de røde kurver”
Teknisk set kan forhøjet smitte som følge af, at pædagoger tager syge på job, forkorte længden af en smittebølge i en institution, fortæller Allan Randrup Thomsen.
Men det vil komme med en stor pris:
”Presset vil blive meget større i den periode, hvor tilsvarende flere medarbejdere er sygemeldt. Det bringer tankerne hen på graferne med de røde og grønne smittekurver fra coronapressemøderne, som de fleste pædagoger sikkert husker,” siger han.
Ifølge BUPL’s rundspørge har 41 procent af institutionerne med ekstraordinært stort sygefravær svært eller umuligt ved at skaffe vikarer, og 75 procent vurderer allerede nu, at det høje sygefravær i høj eller nogen grad går ud over den pædagogiske kvalitet. Øget sygdomspres kan altså ramme både børn og det tilbageværende personale hårdt.
Allan Randrup Thomsen vurderer dog, at den værste smittebølge snart er overstået.
BUPL: Syge pædagoger skal kunne blive hjemme uden bekymringer
Johnny Gaardsdal, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for blandt andet arbejdsmiljø, kalder situationen ’helt uholdbar.’
”Jeg forstår fuldt ud, at pædagoger kan føle sig presset til at møde op, men der må ikke være nogen tvivl om, at pædagoger skal blive hjemme, når de er syge. Og det skal ikke være den enkelte pædagog eller leders ansvar at skabe rammer, som gør, at man kan melde sig syg uden at frygte, at det hele vælter for kollegerne. Det er arbejdsgivernes ansvar,” siger han.
Og det er et ansvar, arbejdsgiverne har et stort incitament til at leve op til, understreger Johnny Gaardsdal. For det pres, pædagogerne nu har oplevet adskillige flere vintre i træk, slider på dem og øger risikoen for, at de forlader arbejdsmarkedet tidligt til skade for kommunernes muligheder for at skaffe pædagoger nok.
Ny forskning: Sådan kan kommunerne nedbringe smittespredningen
Netop den store pædagogmangel gør det flere steder nærmest umuligt at skaffe uddannede vikarer nok til at undgå en udvanding af fagligheden i vintermånederne, hvor sygefraværet er højt.
Derfor er et større arbejdsgiverfokus på at sikre flere personaleressourcer i perioder med højt sygefravær ikke i sig selv nok til at bekæmpe den farlige tendens, hvor pædagoger føler sig nødsaget til at tage syge på job, påpeger Johnny Gaardsdal.
Forebyggelsen starter i høj grad med indeklimaet, understreger han. Ny forskning viser nemlig, at god ventilation kan mindske smittespredningen i daginstitutioner væsentligt.
”Det er en ekstremt sårbar situation, og det er skørt, at der mange steder ikke er taget fat om det dårlige indeklima, som vi ved, øger smitten. Kommunerne bør se seriøst på mulighederne for at forbedre udluftningen, for ellers kommer vi til at stå i samme situation næste vinter, og det vil presse både pædagoger og samfundet generelt.”
Læs også: Eksperternes råd til institutioner med dårligt ventilationsanlæg: Sådan får I sundere luft