Nordjyske pædagoger går en svær tid i møde: »Jeg går og banker hovedet ind i væggen«

De nye corona-restriktioner i syv nordjyske kommuner udfordrer det pædagogiske arbejde, fortæller en række lokale pædagoger. Formand for BUPL Nordjylland er bekymret.

Michael Madsen er en presset mand. Som pædagog og afdelingsleder for SFO’en på Skolegades Skole i Brønderslev har de nye corona-restriktioner i Nordjylland ramt ham hårdt.

»Det pædagogiske arbejde smuldrer. Jeg går helt ærligt og banker hovedet ind i væggen,« siger han.

Brønderslev Kommune er en af de syv kommuner, der fra mandag er ramt af omfattende restriktioner for at inddæmme den nye coronamutation, Cluster 5, som stammer fra mink. Og det har konsekvenser for pædagogikken, fortæller en række nordjyske pædagoger.

En af dem er Michael Madsen. Han sidder med 15 børn fra 0. klasse i deres klasselokale, da de ikke længere må blandes med de andre børn ovre i SFO’en. Børnene skal holde en meters afstand til hinanden, og de kan ikke bare lige komme et smut ud på legepladsen og få lidt luft. Enten er alle inde eller alle ude. Sådan har det været i to uger, da de har været hårdt ramt af corona-tilfælde blandt børnene. Og fra denne uge skal alle andre SFO’er i Nordjylland gøre det samme på grund af de nye restriktioner.

»Det er ikke verdens nemmeste opgave få børnene til at holde afstand. Når et par stykker sidder og leger med barbiedukker, er det synd at skulle skille dem ad. Det blev foreslået, at vi kunne sætte børnene på hver sin stol med en meters afstand, men seksårige børn kan jo ikke sidde stille på en stol i flere timer,« siger han.

Træls

Desiré Ellegaard Jensen er pædagog i Børnehuset Brundur i Brønderslev. Hun stod mandag morgen op til en ny virkelighed, som ved første øjekast virkede en smule uoverskuelig.

»Det bliver lidt svært at få til at hænge sammen, nu hvor vi skal dele børnene op i små grupper. Vi er jo kun de pædagoger, vi er, og vi har slet ikke kvadratmeter nok til det,« siger hun.

I daginstitutioner bør børnene ifølge de nye restriktioner opdeles i grupper på to-tre børn med én pædagog hver, når de er indenfor. Men i Børnehuset Brundur er de tre pædagoger og en studerende til 29 børn, når de er flest, så det er ikke en mulighed for dem, medmindre de får flere hænder. Samtidig er kravene til rengøring igen blevet skærpet. Og selvom det kan være nødvendigt, går det ud over det pædagogiske arbejde, oplever pædagogerne.

»Vi er her for børnenes skyld, så jeg synes, det er lidt træls, at der ikke er så meget tid til pædagogikken. Jeg vil jo gerne fordybe mig sammen med børnene og give dem de bedst mulige vilkår,« siger Desiré Ellegaard Jensen.

Hun holder dog modet oppe og håber, at pædagog-kollegerne i resten af landet vil være med til at hjælpe dem igennem de næste par uger:

»De må gerne sende en kærlig tanke og sige, at det nok skal gå, og at de er der for os,« siger hun.

Sammenhængskraft

På Facebook er flere pædagoger gået til tasterne for at udtrykke deres holdning til de nye restriktioner i det nordjyske.

’Afstandskrav, rengøring, vask og sprit, faste legegrupper, faste legeområder, ingen legetøj. Der er ikke megen glæde ved jobbet for tiden. Vi er corona-håndhævere, ikke meget andet, desværre,’ skriver en nordjysk pædagog.

En anden savner klarhed og skriver: ’Hvis bare der var helt klare retningslinjer, vi skulle følge, var det okay. Men alt er så usikkert, og det giver frustrationer.’

De nye restriktioner bekymrer også formand for BUPL Nordjylland, Liselotte Thomsen. De små grupper, som børn i daginstitutioner nu skal være i, når de er indenfor, er ikke holdbare, mener hun:

»Man bør fordoble antallet af børn i grupperne og have to pædagoger tilknyttet i stedet for én, så børnene har flere legekammerater at vælge imellem, og så man sikrer, at børnene bliver taget hånd om pædagogisk, og sådan at en helt nyuddannet ikke står alene,« siger hun.

Restriktionerne stiller samtidig krav til antallet af pædagoger i institutionerne.

»Spørgsmålet er, om man kan finde alle de pædagogiske hænder, som restriktionerne vil kræve. Kommunerne skal ud og støvsuge deres områder for pædagogisk arbejdskraft. Og kan de ikke finde arbejdskraft nok, skal de nedsætte antallet af børn, der må komme i institutionerne,« siger hun.

I skole- og fritidsordninger kan kravet om en meters afstand mellem børnene også blive en udfordring, vurderer hun.

»Dér bliver pædagogernes faglighed virkelig sat på prøve,« siger Liselotte Thomsen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.