Klimaangste børn: En ny klimapædagogik skal give håb

Det ligger i klimakrisens natur, at udfordringerne er svære at begribe. Samtidig har vi skabt en fortælling om, at børn og unge spiller en afgørende rolle i klimakampen.

Den kobling skaber afmagt, frygt og klimaangst hos børn og unge, oplever Jonas Andreasen Lysgaard, forsker i bæredygtig pædagogik ved DPU i København og forfatter til bogen ’Bæredygtighedens pædagogik’.

I september 2021 viste den hidtil største internationale undersøgelse, publiceret i det internationale tidsskrift The Lancet, at unges ængstelighed, afmagt og angstfulde bekymringer over klimaforandringerne er et globalt problem.
59 procent af de unge mellem 16-25 svarer, at de er ekstremt bekymrede. Over 45 procent af de unge oplever, at ængstelse og bekymringer påvirker deres liv negativt dagligt, og de unge føler sig afmægtige, lyder et par af konklusionerne fra forskerne bag undersøgelsen fra New York University, Stanford, Bath, Oxford, Helsinki m.fl.

Hvis vi vil hjælpe børn og unge til at håndtere denne ængstelighed og afmægtighed, har vi brug for en ny grøn pædagogik, der bygger på mening, håb og forandring gennem kritik og innovation. Vi må hjælpe børn til at handle uden at pålægge dem ansvaret, mener Jonas Andreasen Lysgaard.

Ansvaret må ikke påhvile den enkelte

Når han er ude på skoler og institutioner, oplever han, at de unges klimaangst er en konsekvens af en uheldig ’hvad kan jeg selv gøre tankegang’, som får børn og unge til at føle sig alene med ansvaret og konsekvenserne. Han ser, at afgrunden mellem udfordringernes størrelse og den enkeltes handlemuligheder skaber klimaangst.

”Det er afgørende, at vi i pædagogikken signalerer, at ansvaret ikke er den enkeltes. Udfordringerne kræver strukturelle og politiske forandringer. Men vi må insistere på, at der kan skabes mening, håb og forandring, og at vi kan handle i fællesskab ved at gøre noget konkret, hvor vi reelt har mulighed for det,” siger Jonas Andreasen Lysgaard.

Han mener, at håndtering af børn og unges klimaangst bliver en af de vigtigste opgaver for pædagoger og lærere, fordi det er et uomgængeligt faktum, at vores fremtidige liv er udfordret af klimaforandringer, som børn og unge skal forholde sig til i hele deres voksenliv.

”Pædagogikken er samfundets vigtigste instrument til at gå i dialog om nuværende og fremtidige udfordringer i samfundet”, siger han.

Hvad kan pædagoger konkret gøre?

”Et værktøj er at oversætte de store globale problemstillinger til små konkrete lokale initiativer uden at foregøgle, at lokale indsatser løser klimaudfordringerne globalt. For ungerne kan sagtens gennemskue, at genbrugskompost på en temauge ikke tømmer Stillehavet for plastik”, siger Jonas Lysgaard Andresen.

Afløs afmagt med håb og handlemod

En ny grøn pædagogik skal klæde børn og unge på til at omsætte følelsen af usikkerhed til handling og evnen til at handle på komplekse udfordringer, så de ikke bliver indhentet af afmagt og håbløshed, lyder budskabet fra Nadia Raphael Rathje, ph.d.-studerende og forsker i udvikling af bæredygtighedspædagogik på DPU, Aarhus Universitet.

”Viden er nødvendigt. Men hvis vi præsenterer børn for, hvor hårdt det står til med klimaet, er det også vores pligt at give dem redskaber til at handle, så de oplever, at de kan gøre noget ved problemerne, men uden at give dem indtryk af, at deres handlinger i sig selv løser udfordringerne – de skal vide, at det ikke er deres ansvar alene,” siger hun.

Ligesom Jonas Lysgaard Andreasen mener hun, at det er i handlingen, håbet gror.

Børn skal hjælpes til at undersøge og sætte ord på de følelser, der ligger bag bekymringerne. Det skaber livsduelighed, mener hun og peger på dilemmapædagogikken som et vigtigt værktøj, fordi den kan omsætte følelsen af usikkerhed til håndgribelige problemstillinger.

”Den grønne pædagogik skal ikke definere bestemte måder at handle på. Den skal give børn modet til at forholde sig til dilemmaer, de såkaldte ’wicked problems’, som ingen kender omfanget af eller løsningerne på,” siger hun.

Tænk klassisk pædagogisk

Dilemmaer træner børn i at stille kritiske spørgsmål og er således et led i et aktivistisk engagement i pædagogikken, som klimaspørgsmålet kalder på, mener Jonas Andreasen Lysgaard.

”Hvis vi beder børn om at løse de bæredygtighedsproblemer, som FN’s klimaråd skitserer, fører det til klimaangst. Hvis vi derimod forsøger at skitsere udfordringerne mere håndgribeligt på forskellige niveauer, er det lettere for børn at forholde sig til. Det kræver uddannelse af pædagoger og lærere”, siger han.

Er det ikke for meget at forlange, at pædagoger skal tage det ansvar på sig?

”Jo. Men jeg synes, at vi skal vende det om og spørge børn mere nysgerrigt: Kan man være en god kammerat overfor naturen? Bæredygtighed handler jo også om social retfærdighed. Klimaproblematikker handler om mere og andet end FN’s verdensmål. For mig at se handler det om, at man tænker klassiske pædagogiske udfordringer ind i en ny og større ramme”.

Læs hele temaet om klimaangst og klimapædagogik i Børn&Unge nr 1/ 2022

GUIDE: Sådan møder I børns bekymringer i børnehøjde

Forskerne Nanna Jordt Jørgensen og Katrine Dahl Madsen fra Københavns Professionshøjskole har i flere år fulgt en række daginstitutioners arbejde med bæredygtighed for at skabe viden om, hvordan vi kan klæde børnene på til at handle på klimaudfordringer i en usikker fremtid.

Efter at de i en børnehave havde arbejdet med affaldssortering, var en af drengene begyndt at indsamle alt det skrald, han fandt på gaden. Han tog det med sig hjem og videre i børnehaven for at vise det til pædagogerne og sammen med dem sortere det.

”Drengen var begyndt at opfatte det som sit eget personlige ansvar at få samlet og sorteret alt det affald, han så. Det er et godt eksempel på, at han har taget budskaberne til sig, men at det er også en tung byrde at bære på, hvis han skal gå og rydde op på alle de stier og veje, han går,” fortæller Katrine Dahl Madsen. Her får du deres bud på, hvordan I kan skabe jeres egen konstruktive klimapædagogik.

Skab en god indgang

En god indgang til at hjælpe børn på vej i en verden med klimaforandringer er at tage udfordringen alvorligt i institutionen og sammen med børnene arbejde på fx affaldssortering, energibesparelser, kompost, havebrug, samarbejde med andre aktører i lokalsamfundet osv. Det kan være med til at opridse rimelige handlerum for børnene, det vil sige opgaver i klimaets tjeneste, der ikke lægger ansvaret på børnene, samtidig med at de voksnes og kollektivets ansvar understreges.

Hav fokus på børneperspektiver

Børns perspektiver og forståelser er vigtige i arbejdet med bæredygtighed, ikke alene fordi det er afgørende for børns trivsel at blive taget alvorligt, men også fordi børn kan bidrage med deres perspektiver og tænke anderledes, end vi voksne gør – når det handler om at finde løsninger på bæredygtighedsudfordringer, gælder det om at tænke på andre måder, end dem der har domineret vores samfund indtil nu.

Tro på, du har kompetencerne

Det er vigtigt at huske, at mange børn i forvejen gennem medier eller egne erfaringer har kendskab til bæredygtighedsproblematikker som fx plastik i havene, affald i skoven eller klimaforandringer. Pædagoger er dygtige til at tage svære samtaler med børn om fx sorg og død og har netop kompetencerne til at tage børnenes perspektiver og temaets kompleksitet alvorligt. Det er præcis, hvad børn har brug for, når de bliver bekymrede for klimaforandringer. De har brug for, at pædagogerne lytter til deres spørgsmål og bekymringer og forsøger at besvare dem.

Du skal ikke kende svarene

Nogle pædagoger bliver bekymrede over ikke at kende svarene på udfordringerne. Det er helt ok at sige: ’Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er den bedste ting at gøre i denne situation’. Du kan også sige: ’Vi voksne ved faktisk heller ikke helt, hvordan det her skal løses, men lad os prøve at finde ud af det sammen.’