Forskere: En ny klimapædagogik skal plante håb og mod
Det ligger i klimakrisens natur, at udfordringerne er svære at begribe. Samtidig har vi skabt en fortælling om, at børn og unge spiller en afgørende rolle i klimakampen.
Den kobling skaber afmagt, frygt og klimaangst hos børn og unge, siger Jonas Andreasen Lysgaard, forsker i bæredygtig pædagogik ved DPU i København og forfatter til bogen ’Bæredygtighedens pædagogik’.
I september 2021 viste den hidtil største internationale undersøgelse, publiceret i det internationale tidsskrift The Lancet, at unges ængstelighed, afmagt og angstfulde bekymringer over klimaforandringerne er et globalt problem.
Udfordringerne kræver strukturelle og politiske forandringer. Men vi må insistere på, at der kan skabes mening, håb og forandring, og at vi kan handle i fællesskab."
Jonas Andreasen Lysgaard, forsker i bæredygtig pædagogik på DPU.
Ny grøn pædagogik kan modvirke ængstelighed og afmagt
59 procent af de unge 16-25 årige svarer, at de er ekstremt bekymrede. Over 45 procent af de unge oplever, at ængstelse og bekymringer påvirker deres liv negativt dagligt, og de unge føler sig afmægtige, lyder et par af konklusionerne fra forskerne bag undersøgelsen fra New York University, Stanford, Bath, Oxford, Helsinki m.fl.
Hvis vi vil hjælpe børn og unge til at håndtere denne ængstelighed og afmægtighed, har vi brug for en ny grøn pædagogik, der bygger på mening, håb og forandring gennem kritik og innovation.
Klimaangst kommer, når børnene føler sig alene med ansvaret
Vi må hjælpe børn til at handle uden at pålægge dem ansvaret, mener Jonas Andreasen Lysgaard.
Når han er ude på skoler og institutioner, oplever han, at de unges klimaangst er en konsekvens af en uheldig ’hvad kan jeg selv gøre tankegang’, som får børn og unge til at føle sig alene med ansvaret og konsekvenserne.
Vi kan handle i fællesskab ved at gøre noget konkret
Han ser, at afgrunden mellem udfordringernes størrelse og den enkeltes handlemuligheder skaber klimaangst.
”Det er afgørende, at vi i pædagogikken signalerer, at ansvaret ikke er den enkeltes. Udfordringerne kræver strukturelle og politiske forandringer. Men vi må insistere på, at der kan skabes mening, håb og forandring, og at vi kan handle i fællesskab ved at gøre noget konkret, hvor vi reelt har mulighed for det,” siger Jonas Andreasen Lysgaard.
(...) ungerne kan sagtens gennemskue, at genbrugskompost på en temauge ikke tømmer Stillehavet for plastik.”
Jonas Lysgaard Andresen, forsker på DPU
Pædagogik er samfundets vigtigste instrument
Han mener, at håndtering af børn og unges klimaangst bliver en af de vigtigste opgaver for pædagoger og lærere, fordi det er uomgængeligt, at vores fremtidige liv er udfordret af klimaforandringer, som børn og unge skal forholde sig til i hele deres voksenliv.
”Pædagogikken er samfundets vigtigste instrument til at gå i dialog om nuværende og fremtidige udfordringer i samfundet”, siger han.
Vi skal omsætte følelsen af usikkerhed til handling
”Et værktøj er at oversætte de store globale problemstillinger til små konkrete lokale initiativer uden at foregøgle, at lokale indsatser løser klimaudfordringerne globalt. For ungerne kan sagtens gennemskue, at genbrugskompost på en temauge ikke tømmer Stillehavet for plastik”, siger Jonas Lysgaard Andresen.
EN NY GRØN pædagogik skal klæde børn og unge på til at omsætte følelsen af usikkerhed til handling og evnen til at handle på komplekse udfordringer, så de ikke bliver indhentet af afmagt og håbløshed.
Sådan lyder budskabet fra Nadia Raphael Rathje, ph.d.-studerende og forsker i udvikling af bæredygtighedspædagogik på DPU, Aarhus Universitet.
Børn skal vide, at udfordringerne ikke er deres ansvar alene
”Viden er nødvendigt. Men hvis vi præsenterer børn for, hvor hårdt det står til med klimaet, er det også vores pligt at give dem redskaber til at handle, så de oplever, at de kan gøre noget ved problemerne, men uden at give dem indtryk af, at deres handlinger i sig selv løser udfordringerne – de skal vide, at det ikke er deres ansvar alene,” siger hun.
Den grønne pædagogik skal (...) give børn modet til at forholde sig til dilemmaer, de såkaldte wicked problems, som ingen kender omfanget af eller løsningerne på.”
Nadia Raphael Rathje, forsker i bæredygtighedspædagogik på DPU.
Børn skal hjælpes til at sætte ord på bekymringer
Ligesom Jonas Lysgaard Andreasen mener hun, at det er i handlingen, håbet gror. Børn skal hjælpes til at undersøge og sætte ord på de følelser, der ligger bag bekymringerne.
Det skaber livsduelighed, mener hun og peger på dilemmapædagogikken som et vigtigt værktøj, fordi den kan omsætte følelsen af usikkerhed til håndgribelige problemstillinger.
”Den grønne pædagogik skal ikke definere bestemte måder at handle på. Den skal give børn modet til at forholde sig til dilemmaer, de såkaldte wicked problems, som ingen kender omfanget af eller løsningerne på,” siger hun.
Kræver uddannelse af pædagoger og lærere
Dilemmaer træner børn i at stille kritiske spørgsmål og er således et led i et aktivistisk engagement i pædagogikken, som klimaspørgsmålet kalder på, mener Jonas Andreasen Lysgaard.
”Hvis vi beder børn om at løse de bæredygtighedsproblemer, som FN’s klimaråd skitserer, fører det til klimaangst. Hvis vi derimod forsøger at skitsere udfordringerne mere håndgribeligt på forskellige niveauer, er det lettere for børn at forholde sig til. Det kræver uddannelse af pædagoger og lærere”, siger han.
Kan man være en god kammerat overfor naturen?
På spørgsmålet, om det ikke er for meget forlangt, at pædagoger skal tage det ansvar på sig, svarer Jonas Andreasen Lysgaard:
”Jo. Men jeg synes, at vi skal vende det om og spørge børn mere nysgerrigt: Kan man være en god kammerat overfor naturen? Bæredygtighed handler jo også om social retfærdighed. Klimaproblematikker handler om mere og andet end FN’s verdensmål. For mig at se handler det om, at man tænker klassiske pædagogiske udfordringer ind i en ny og større ramme”.
Læs også Guide: Sådan kan I lave jeres egen konstruktive klimapædagogik.
3 gode råd til at tage hul på klimapædagogik
Jonas Andreasen Lysgaards tre overordnede råd til pædagoger, der ønsker at arbejde med klimapædagogik. Rådene stammer fra bogen ’Bæredygtighedens pædagogik’:
- Gå til din leder, og prøv at få opbakning til at bruge tid til at arbejde med klimabekymringerne.
- Der findes ingen store fede emneugeindsatser, der løser nogle af klimaproblemerne. Lav små lokale konkrete projekter, der gør en forskel i det små.
- Lad børnene vide, at de små projekter heller ikke løser klimakrisen, men er lokale tiltag, der gør en lille forskel i forhold til klimaet. De store skridt kræver aftaler, som ligger i politikere og myndigheders hænder. Det er ikke børnenes ansvar.
