Iben tog et uventet karriereskridt: Pædagog er det fineste, man kan være

Pigen var netop begyndt at gå med dukkevognen, som om hun var en mor, der gik tur med sit barn. Jeg var leder og ikke en del af dagligdagen i vuggestuen, men lige den dag var jeg på stuen og kunne følge pigens begejstring. Jeg grinede, hvilket gjorde pigens oplevelse endnu bedre.

Jeg fik en fornemmelse, der er svær at forklare og samtidig helt enkel at forstå som pædagog: Jeg kunne se pigen for mig i et langt tidsforløb. Jeg så, hvordan hun ville gå fra at skubbe dukkevognen til at lege far, mor og børn. Jeg kunne se hende i skolen, hvor hun faldt ind i legen i frikvarteret og senere fik dybere relationer og måske en kæreste.

Det kan godt være, at hun kun lige havde fået øjnene op for dukkevognen, men jeg kunne se sporet helt ind i et menneskeliv. Og jeg blev enormt rørt. De her øjeblikke er så vigtige og findes kun tæt på børnene.

Hvilke kabelskjulere? 7 eller 5 millimeter?

Senere gik jeg hen ad den lange administrationsgang mod mit kontor. Det gjorde jeg hver dag, men den dag var noget anderledes. Jeg tænkte: Nu skal du virkelig passe på, at du ikke går helt ud ad hoveddøren.

Jeg var blevet leder syv år tidligere. Først havde jeg sagt nej, men da jeg kunne få orlov som pædagog for at prøve lederstillingen af, gik jeg med til det. Det har jeg ikke fortrudt. Vi har behov for dygtige pædagogiske ledere, der brænder for arbejdet. Jeg tror også, at jeg på mange måder var god til det. Men noget lærte jeg aldrig at holde af.

Når der skulle skiftes tagpap, eller når der skulle trækkes ledninger i underetagen, og jeg blev spurgt, hvilke kabelskjulere jeg ville have – 7 eller 5 millimeter? Når toilettet var stoppet, når der skulle laves afspadseringsregnskab, og når brandalarmen ved en fejl hylede i weekenden. Det er alt sammen vigtigt. Men jeg brændte ikke for det.

Klip til, at jeg satte mig ind for at indberette sygefravær

Og hver dag savnede jeg at være pædagog. Den glæde, man oplever sammen med børnene, når de lærer og udvikler sig. Følelsen overvældede mig, da pigen glad skubbede dukkevognen rundt.

Klip til, at jeg satte mig ind på mit kontor for at indberette sygefravær. Det var som at få et los i røven. Personale, børn og forældre fortjener en leder, der ikke brænder mere for noget andet, og det blev jeg nødt til at reagere på.

Jeg tror ikke, at det kom bag på min leder. Hun vidste godt, at jeg var glad for mit arbejde og mit team, men at mit hjerte lå et andet sted. Vi begyndte at tale om, at jeg skulle stoppe. Og jeg begyndte at drømme. Om alt det andet, jeg gerne ville. Det var svært at sige det i mit børnehus, men til min lettelse var reaktionen, at de havde været glade for mig som leder, og at de samtidig forstod min beslutning.

Knude i maven og spændt på fremtiden

Og så var jeg på vej videre. Efter at min leder havde mindet mig om, at jeg også skulle sende en formel opsigelse. Det gjorde jeg med en knude i maven, men samtidig spændt på, hvad der nu ville ske for mig.

Det er godt et år siden nu. Og det er den bedste beslutning, jeg har truffet. I dag er jeg læringsmiljøpædagog. Jeg arbejder sammen med pædagoger i et tremåneders forløb i forskellige børnehuse, og jeg møder så mange børn og personaler og så meget god pædagogik og spændende udvikling. Jeg sidder seriøst om søndagen og kigger frem i min ugeplan og tænker: Hold kæft, hvor har jeg et fedt arbejde.

Hvorfor træde et trin ned ad karrierestigen?

Min tid som leder har givet mig større indsigt i de beslutninger, vi træffer i et børnehus, og sammenhængen med kommunen og forvaltningen. Jeg har fået et bredere blik på, hvordan ledere og pædagoger i fællesskab kan udrette de vildeste bedrifter.

Nogle tænker nok: Hvorfor vil man træde et trin ned, når man har avanceret? Det føler jeg ikke, jeg har gjort. Jeg er nærmere trådt hen i en anden stilling. Og det er ikke mindre vigtigt at være pædagog frem for leder.

Pædagog er det fineste, man kan være.