Her giver regeringen penge til børn og pædagoger
SVM-regeringen har 24. april 2023 præsenteret sin første finanslov. Aftalen lægger låg på den usikkerhed, der tidligere har været om regeringens vilje til at finansiere øget uddannelse af meritpædagoger, udskudt skolestart og puljerne til sociale normeringer i daginstitutioner og fritidsinstitutioner.
Den netop offentliggjorte finanslov indgået mellem regeringen og SF, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bekræfter, at de indsatser får tildelt de midler, regeringen lagde op til, da den præsenterede sit finanslovsforslag tilbage i marts.
BUPL-formand Elisa Rimpler er da også tilfreds med, at regeringen nu slår fast, at der er penge på vej til bedre rammer for pædagogernes arbejde med at sikre børnenes trivsel og udvikling.
“Det lykkedes at holde regeringen fast på de aftaler, vi havde kæmpet for med den tidligere regering, og som kom spil igen efter folketingsvalget. Det er afgørende, for vi har hårdt brug for meritordningen, så vi kan få flere pædagogkolleger. Samtidig er det vigtigt, at der er afsat ressourcer til børn med behov for et ekstra år i børnehaven, så deikke skal presses i skole. Det sikrer finansloven,” siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.
Til gengæld bekræfter den endelige finanslov, at der ikke er penge til et løft af pædagoguddannelsen. Tværtimod ryger det midlertidige økonomiske tilskud til uddannelsen fra næste år.
“Jeg synes det er at save den gren over, man selv sidder på. Endnu engang springer man pædagoguddannelsen over til trods for, at vi står midt i en trivselskrise og der er kæmpe store rekrutteringsudfordringer. Næste finanslov er sidste udkald, så det kæmper vi videre for,” siger Elisa Rimpler.
Finansloven afsætter desuden 1,3 milliarder kroner til en ny arbejdsmiljøaftale med fokus på psykisk arbejdsmiljø. For nylig viste en BUPL-undersøgelse, at dårligt psykisk arbejdsmiljø potentielt koster flere hundrede pædagoger jobbet hvert år.