Guide: 4 veje til at mindske moralsk stress

Pædagoger og mange andre omsorgs- og velfærdsarbejdere rammes ofte af moralsk stress. Forskerne bag en ny rapport anviser 4 veje, der kan begrænse omfanget. Men det er ikke er et individuelt problem, som pædagoger og ledere kan løse.
Illustration af moralsk stress
Moralsk stress er indlejret i en samfundsmæssig virkelighed, der på mange måder spiller ind i pædagogers oplevelser og betingelser for at udøve arbejdet.

Forskerne bag projektet ’Moralsk stress blandt pædagoger i daginstitutioner’ peger på, hvor vigtigt det er at se på moralsk stress som et socialt, kulturelt og organisatorisk fænomen. Moralsk stress er indlejret i en samfundsmæssig virkelighed, der på mange måder spiller ind i pædagogers oplevelser og betingelser for at udøve arbejdet. Derfor er det heller ikke op til pædagoger og ledere alene at håndtere moralsk stress. Her får du deres fire bud til, hvordan moralsk stres kan håndteres.

Læs også: Ny forskning i moralsk stress: Pædagoger bebrejder sig selv

1

Lug ud i de mange gode intentioner

Rigtig mange forskellige intentioner giver et overskud af ofte modsatrettede moralske idealer, som gør det vanskeligt at leve op til, hvad det vil sige at være en fagligt dygtig pædagog. Nationalt og kommunalt kan man med fordel arbejde med færre tiltag og lade tiltagene eksistere over en længere periode. I den enkelte institution kan I ledelsesmæssigt og kollektivt have fokus på den konkrete praktisering af jeres børnesyn, og se på, hvilke moralske idealer der trækker i en anden retning.

2

Gør dilemmaer til et fælles fagligt anliggende

Der er brug for, at ledere og pædagoger får nok rum til at skabe faglige arbejdsfællesskaber. Hvis de betingelser er til stede, bliver det muligt at drøfte oplevelser, der knytter sig til at stå i etiske dilemmaer på daglig basis, som er en grundlæggende del af faget. Forskerne peger på, at det ikke handler om at forhindre alle moralsk klemte situationer. I stedet kan I se situationerne som en pejling på, at her er noget etisk på spil, som kræver et genbesøg. Og hvor der muligvis er forskelle, også i personalegruppen. Dilemmaer skal vedkendes og drøftes i fællesskab. Den enkelte skal ikke lades alene med oplevelser, der tærer på den faglige integritet.

3

Giv plads til tvivl og udforskning af værdier og etik

Pædagogfaglig ledelse kan have betydning for at skabe plads og rammer til at drøfte tvivl og udforske pædagogikkens etiske og værdimæssige elementer og uoverensstemmelser. Refleksionsrum, der går tæt på praksis, men på praksis’ egne præmisser, kan hjælpe til at agere fælles i det, som skaber moralsk stress i pædagogisk arbejde. 

4

Skab mulighed for at sætte børneperspektivet forrest

Når pædagoger oplever, at der ledelsesmæssigt og styrringsmæssigt er plads til at følge barnet på barnets præmisser, giver det moralsk ro. Forskerne beskriver, at pædagoger veksler mellem to typer engagement i hverdagen: et handle-på-situationen-engagement, der handler om at få opgaver løst, og et handle-indefra-situationen-engagement, hvor pædagoger lader sig påvirke og følger det, der sker her og nu. Handle-på-situationen er en vigtig del af en daginstitutionshverdag, men det er uhensigtsmæssigt, hvis iveren efter at løse opgaver altid trumfer. Kollektiv opbakning og ledelsesmæssig udmelding om fravalg og tilvalg i forhold til at kunne følge børn her og nu kan frigive energi.

Kilde: Rapporten ’Moralsk stress blandt pædagoger i daginstitutioner’ af Maja Plum, Lene S. K. Schmidt, Martin Gylling og Eva Pallesen. 

I projektet ’Moralsk stress blandt pædagoger i dagtilbud’ har forskerne Maja Plum, Lene S.K. Schmidt, Martin Gylling og Eva Pallesen undersøgt, hvordan moralsk stress opstår og kommer til udtryk blandt pædagoger i dagtilbud. 

Resultaterne af forskningen er baseret på et litteraturstudie af eksisterende forskningslitteratur, tre workshops med ledere og pædagoger fra i alt 27 daginstitutioner og et feltarbejde i to udvalgte daginstitutioner i to forskellige kommuner. Projektet er støttet af BUPL.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.